Læsetid: 3 min.

Læren fra Randers

2. juli 2002

Der bliver talt og skrevet meget om angst for globaliseringen i form af bl.a. indvandring og kultursammenstød. Men i virkeligheden er vi nået ret langt i retning af at acceptere og måske ligefrem være parate til en verden, hvor mennesker, varer, informationer og kapital flyder frit rundt. Gode og aktuelle eksempler på globaliseringsparatheden finder man på det område, hvor internationaliseringen gør mest ondt: tabet af arbejdspladser.
Uldjyderne i Midtjylland kender om nogen den mørke side af globaliseringen. I 1980’erne og 90’erne blev tusindvis af job flyttet fra tektstilfabrikkerne i Herning, Brande og Ikast til f.eks. Portugal, Østeuropa og Asien. Det kunne have ruineret området. Men sådan er det ikke gået. Der syes forsat i Midtjylland. Og de fyrede kvinder, som ikke var nedslidte eller gik på pension, er for manges vedkommende kommet videre som f.eks. rengøringsassistenter eller hjemmehjælpere.
Erfaringerne fra omvæltningerne i tøjindustrien har måske været med til at gøre globaliseringen til accepteret hverdag i Danmark. Et eksempel på det finder man i Randers. Den kronjyske industriby mister løbende arbejdspladser på grund af udflytning. For eksempel flytter Randers Reb til september sin produktion af tovværk til Litauen, og ca. 80 medarbejdere i Randers mister deres job. Koncernen Esseltes fabrik i byen flytter hen over sommeren produktionen af bl.a. ringbind og brevordnere til Polen. Omkring 130 mennesker får på den baggrund en fyreseddel. »Det er meget trist for dem, der mister deres arbejde, og jeg bliver vred hver gang,« siger formanden for SID Industri i byen, Ellen Petersen. Men hun slår samtidig fast, at udflytningen af produktionen er en »udvikling, vi ikke kan vende.« Samme toner lyder fra formanden for Dansk Industri i Århus Amt, direktøren for Randers Tandhjulsfabrik, Søren Fischer, som i Randers Amtsavis konstraterer: »Der kommer stribevis af lukninger og udflytninger.«

I Randers sidder de dog ikke og græder snot i lange baner. I stedet forsøger de at finde ud, hvad byens levebrød skal være fremover. Denne tendens til accept af et stadigt mere globaliseret marked findes tilsyneladende også på landsplan. Ifølge en meningsmåling udført af Gallup for Ugebrevet A4 siger to ud af tre danskere ja til udvidelsen af EU mod Øst, selv om lige
så mange mener, at udvidelsen vil flytte arbejdspladser i Danmark til lande med lavere produktionsomkostninger. Og på trods af de mistede arbejdspladser herhjemme ønsker et flertal ikke at begrænse østeuropæernes mulighed for at tage arbejde i Vesteuropa. Med andre ord er danskerne generelt ret solidariske med østeuropæerne. Derfor var det også helt på rette plads, da statsministeren uden tøven i sidste uge skød et forslag ned fra Dansk Folkeparti. Partiet ønskede, at Danmark i lighed med Tyskland skulle vente syv år med at åbne dørene helt op for arbejdskraft fra de nye EU-lande.

I Randers og i Frederiksværk, hvor Stålvalseværket lige er lukket, forsøger man nu at finde ud af, hvad de mange lavtuddannede fremover skal leve af. Og det kommer man også til på landsplan, for alene i det her årti regner arbejdsmarkedsforskere med, at der forsvinder mindst 80.000 primært, ufaglærte job inden for industri og landbrug. Svaret på den udfordring er ikke Dansk Folkepartis forsøg på at standse arbejdskraftens frie bevægelighed i EU eller for den sag skyld Landbrugsraadets lobbyarbejde for at bibeholde for længst forældede støttesystemer. Svaret er mangefoldigt. Herhjemme drejer det sig først og fremmest om at give fyrede lavtuddannede tilbud om uddannelse. Det kan ikke hjælpe, at de skal gå ledige i længere tid, før de kan komme på skolebænken. Ellen Petersen fra Randers foreslår, at alle fyrede i forbindelse med en virksomhedsflytning til udlandet får »en rød prik på deres dagpengekort, der giver dem ret til at gå i gang med en ny uddannelse med det samme.« For at man kan gå så offensivt til værks, må regeringen holde sparekniven væk fra tekniske skoler og AMU-centrene. Finansloven bør bruges progressivt til at pleje uddannelsesinstitutionerne, for det er her fundamentet lægges til overlevelse på et friere verdensmarked.

Hvis ikke de fyrede i Randers og Frederiksværk får al mulig hjælp til at komme videre, så lader vi de smalleste skuldre bære den største byrde ved globaliseringen. Sådan bør det ikke være i velfærds-Danmark.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu