Læsetid: 6 min.

Jeg er jo lærer

Jeg kan også lide ungerne, selv om de afgjort bliver mere og mere forsømte og forvirrede. Men jeg er træt af politikere og ledere, der tror, at man når nogen vegne ved hjælp af mistillid og magtarrogance og som bedøvede sludrehoveder forfølger utidssvarende ideologiske mål og personlige ambitioner uden at lytte til de mennesker, der skal udføre tingene i praksis
2. november 2006

Jeg er jo lærer. Blandt regeringsvenlige mennesker at betragte som en lidt lattervækkende person, der har valgt et luset, underbetalt erhverv inden for et fagområde, hvor enhver idiot kan gøre det meget bedre. Regeringen og fagets øverste leder har nogenlunde samme holdning. Lærere er et afskyeligt folkefærd. Ministeren vil naturligvis aldrig indrømme den opfattelse, men det siver alligevel ud fra de magre sideben i tide og utide. Måske fordi ministeren ved, at der i lærererhvervet ikke er mange borgerlige stemmer at hente. De, der i givet fald måtte være, må nødvendigvis have deponeret hjernen i et fjerntliggende mosehul. For hvem i alverden kan finde på at støtte en regering, der hader offentligt ansatte.

Jeg er jo lærer. Jeg udsættes for lidt af hvert til en ussel løn, mens jeg stædigt prøver at fastholde den overbevisning, at mit arbejde er vigtigt. I visse nordsjællandske kommuner griner forældrene deres røve i laser og pjalter, når de hører, hvad en lærerløn er. Selv beskæftiger de sig med langt vigtigere opgaver. Handel, pengeinstitutter, fast ejendom, reklame, medier og ledelse af kulier på højt niveau. Ikke desto mindre føler disse vaskeægte samfundsstøtter sig irriterede, når kommunen på grund af vennerne i regeringen skal barbere i budgetterne til skolevæsnet. Men irritationen varer kun et øjeblik, så falder tanken tilbage på vigtigere ting i livet: Friværdi og skattestop. Sommerhus og firhjulstrækker, samtalekøkken, ferierejser, skattefinansieret pensionsopsparing eller måske aktieoptioner til en 10, 20, 30, 40 millioner. Og privatskole til afkommet, russisk hushjælp og polske håndværkere til den afrikanske udestue. Og sammenhængskraft, min bare-.

Jeg er jo lærer. Jeg bør sandsynligvis holde min kæft, fordi jeg muligvis kan komme til at sige grimme ting. Offentligt ansatte skal ikke sige grimme ting, og slet ikke på den måde som jeg gør, det nærmer sig det gamle udtryk at skide i egen rede. I visse kommuner risikerer man at blive fyret for den slags svineri. Kræfter i regeringens ukritiske støtteparti har offentligt proklameret, at lærere skal være holdningsløse nikkedukker i arbejdet med fremtidens demokratiske ungdom.

Misvisende

Jeg er jo lærer, og nu hedder det teams i folkeskolen. Fint nok. Jeg har fungeret i flere omfattende og meget tæt relaterede teamsamarbejder i årevis. Nu breder ideen sig til mere almindelige folkeskoler overalt i landet. Visse steder ydes et beskedent løntilskud for det arbejde, der kaldes selvstyrende teams. Men efterhånden som opgaverne i folkeskolen bliver mere og mere centralt dirigeret, er det selvstyrende en noget misvisende benævnelse, både hvad angår skolen som helhed og i lærernes konkrete dagligdag. Ministeren, som vi jo alle ved har et ubegribeligt stort kendskab til børn og folkeskole, ønsker kontrol med de sure skole-lærere og deres udanske, pladderhumanistiske undervisning. En undervisning der i årtier har ført landet ud i økonomisk uføre, gældsætning og fordummelse. For slet ikke at snakke om erhvervslivet, der mangler kvalificeret arbejdskraft inden for alle områder. Ej heller her lever skolen op til den globaliserede verdens krav om flere æggehoveder på kortere tid. Selv seksualundervisningen har slået fejl, når kvindfolk er uvillige i sengehalmen og ikke producerer den nødvendige kanonføde til erhvervslivet. Det er lærernes skyld.

Så får vi besøg af en konsulent. En klog mand med masser af overheadtransparenter, som han i en lind strøm smasker på maskinen, mens han taler som et maskin-gevær.

Det er ikke dumt, det han siger, og selv ved konsulenthonorarer i den lave ende af skalaen bør han sat'me også rubbe neglene for at undgå øretæver. En halv månedsløn for en skolelærer indtjent på tre timer må nødvendigvis afkræve en vis aktivitet.

Mere effektive

Og vi skal blive dygtigere i vores teamsamarbejde. Mere effektive til at klare flere opgaver. Vi skal systematisere vores møder. Undgå konflikter i gruppen. Bakke op om svage og uduelige kolleger. Uddelegere arbejdet. Sørge for socialt sammenhold i teamet. Erstatte hinanden ved sygdom og fravær. Sørge for skemalægning. Blive enige om fælles holdninger. Og naturligvis alle de andre mere traditionelle opgaver som f.eks. undervisning, mobning, fedme, færdselslære, demokratiforståelse, forældresamarbejde, sorgbearbejdelse, racisme, rusgifte, sex, individuelle handleplaner, kanonlitteratur, kanonhistorie, kanonreligion og hjemvendte kanonofre fra Libanon.

Jeg er jo lærer. Oven i købet en halvgammel en af slagsen, som nærmer sig pensionsalderen, hvis den altså ikke udsættes til 75 år inden den borgerlige regerings afgang. Jeg lytter til konsulenten og tænker: "Mere arbejde til den samme løn. Det er vist, hvad han siger? Eller hedder det noget finere?"

Jo, marketingsfilosofi, det er det, det hedder. Og selvfølgelig kan vi blive dygtigere, men skal vi følge den centraldirigerede markedsreligion, så skal venstremændene altså til at betale skat, og det vil blive en helt ny oplevelse for mange af dem. Vi skolelærere bliver nemlig en mangelvare. Udbud og efterspørgsel, mine damer og herrer. Og med alle de kompetencer vi skal besidde, så bliver det væmmelig dyrt. Og tænk om vi ikke gider vise samfundssind? Hvorfor skulle vi det? Den virkeliggjorte, liberale ideologi har jo kun foragt til overs for den slags rundkredspædagogiske, humanistiske fis. Alt det, der ikke kan betale sig, det gider vi sgu ikke røre ved med en ildtang! Nu skal det virkelig kunne betale sig at arbejde og noget for noget, som de evigt pladrende liberalister siger i deres klonede taler. Homo economicus, det er det, vi vil være, thi sådan er den fremadstræbende uliberale vision ind i det evige ressourcesvinende forbrugersamfund.

De mennesker, hvor fællesskab, miljøhensyn og social adfærd er rationelle, efterstræbelsesværdige normer, må nødvendigvis betragtes som naive idioter, der aldrig bliver bankdirektører, men nok avisbude for indholdsløse reklameorganer.

Stolthed og glæde

Jeg er jo lærer. Jeg føler stor glæde ved at undervise. Faktisk kan jeg sagtens mobilisere både stolthed og glæde, når tingene lykkes. Jeg kan også lide ungerne, selv om de afgjort bliver mere og mere forsømte og forvirrede. Men jeg er træt af politikere og ledere, der tror, at man når nogen vegne ved hjælp af mistillid og magtarrogance. Politikere og ledere, der som bedøvede sludrehoveder forfølger utidssvarende ideologiske mål og personlige ambitioner uden at lytte til de mennesker, der skal udføre tingene i praksis. De mennesker, der ved noget om virkeligheden, skal bare rette ind og feje skovens blade sammen i stormvejr.

Det burde ellers være børnelærdom for liberalister, at centralisme kun fører til udtørring af engagement. Man skal åbenbart alligevel gentage den enkle kendsgerning, at de vellønnede, ledende lag i et samfunds virksomheder og institutioner og i samfundet generelt aldrig har kunnet udføre alt arbejde selv. Krige udkæmpes ikke af generaler. Jorden dyrkes ikke af godsejere. Undervisning foretages ikke af ministre, konsulenter og skoleledere.

Jeg er jo lærer. Jeg behøver ikke at advare unge mennesker om at gå ind i lærergerningen. Det kommer helt af sig selv. De unge vælger langt mere indbringende og prestigegivende jobs inden for det private erhvervsliv. Flere har fået gode gedigne håndværkeruddannelser med fine muligheder for sort arbejde, og andre, som ikke havde evner for den praktiske virkelighed, er blevet ledere.

Og det ser ud, som om ledersygen har bredt sig i de sidste årtier. Der er brug for rigtig mange høvdinge rundt omkring. Tilsyneladende florerer der en fuldstændig ukritisk tro på, at når bare toppen af kransekagerne er udvalgte efter konsulentfirmaernes grønspættebøger, så vil alt blive guldregn og herlighed med sorte tal på bundlinjen. Respekten for medarbejderne har ingen betydning i den forbindelse. Det meste af arbejdet kan alligevel sendes til udlandet.

Jeg er jo lærer og derfor ikke særlig klog, men jeg har alligevel tænkt på, hvad det er for et samfund, vi ønsker os og til gavn for hvem? De samme infantile spørgsmål har jeg tænkt i forbindelse med folkeskolen. Hvor vil vi hen og til gavn for hvem?

Hvad er vigtigt i det her korte liv? Høvdinge og indianere kunne passende give sig selv et svar engang imellem.

Jeg er jo lærer, så jeg ved det godt.

Per Fjord har været lærer ved fire forskellige skoler

* Kronikken i morgen:

Er Steen Bocian økonomisk ekspert eller sagspart?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her