Det er spild af kreative kræfter, når layoutere og lære-bogsforfattere knokler for at opnå de helt rigtige og børnevenlige farvesammensætninger i deres undervisningsmaterialer. I hvert fald er det spildt på mange af de københavnske børn. De kommer nemlig aldrig til at se bøgerne som andet end sort/hvide kopier.
Et tordnende underskud i Københavns Skoleforvaltning betyder, at skolerne er blevet nødt til at spare på undervisningsmaterialerne, og flere steder har det medført stop for indkøb at engangsmaterialer som for eksempel opgavebøger til dansk og matematik. I stedet kopierer lærerne, så det sprøjter.
"Vores kopimaskine er rødglødende," fortæller en anonym lærer.
Men reglerne for kopiering er klare: Engangsmaterialer må under ingen omstændigheder kopieres.
Systematisk kopiering
Information har talt med flere lærere og forældre, som samstemmende fortæller om systematisk piratkopiering af bøger på københavnske skoler.
"Vi er tvunget til at tage en masse ulovlige kopier, fordi der ikke er råd til at købe bøger," fortæller en lærer i det indre København. Hun ønsker ikke at få sit navn i avisen.
"Jeg har det rigtig dårligt med det, men hvad skal jeg ellers gøre? Vi har jo nogle mål, vi skal leve op til," siger hun og forklarer, hvordan lærerne på hendes skole over en bred kam kopierer hele bøger og giver eleverne dem i mapper.
Da der ikke er råd til at købe klassesæt, indkøber lærerne et enkelt eksemplar til at kopiere fra. En såkaldt 'master', som står til fri afbenyttelse for de lærere, som har det pågældende fag.
"Der står kopiering forbudt nederst på siderne, og det må vi jo så radere væk," fortæller læreren.
Hver femte kopi er ulovlig
Forlaget Alinea lever af at sælge skolebøger, og en stor del af dem er engangsmateriale. Men hvis lærerne fulgte reglerne og købte alle de sider, som de nu kopierer, ville der blive solgt mange flere.
Direktør Ebbe Dan Nielsen er opmærksom på, at der i stor stil foregår ulovlig kopiering på skolerne.
Forlagene får løbende rapporteringer fra Copydan, som er den forening, der forvalter lærebogsforfatternes ophavsret og indkræver penge fra skolerne for kopiering. Copydan registrerer, hvilke materialer, der bliver kopieret på skolerne, og det er ikke opløftende læsning for en forlagsdirektør.
"De afregninger, vi har fået fra Copydan, viser, at 20 procent af de kopier, der bliver taget af vores materialer, er ulovlige," siger Ebbe Dan Nielsen.
Men at lovovertrædelserne er så organiserede, at lærerne ligefrem sidder og fjerner 'Kopiering forbudt'-mærkningerne med slettelak, overrasker ham dog.
"Det er jo en helt bevidst omgåelse af det, man må. Men det er meget svært at gøre noget ved," konstaterer direktøren.
På skolerne er det ikke nogen hemmelighed, at der foregår ulovligheder i kopirummene.
"Ledelsen har ikke direkte givet grønt lys, men de ved, det foregår, og de lukker øjnene," fortæller en lærer, og fortsætter:
"De kan jo ikke overskue økonomien, så jeg ved ikke, hvad alternativet skulle være."
På et forældremøde har det været diskuteret, om forældrene ikke bare kunne lægge de 25 eller 50 kroner, engangsbøgerne koster, men det er brugerbetaling, og det må man ikke i folkeskolen.
Forældrene er frustrerede over det, som en mor betegner som "russiske tilstande".
"Lærerne virker begavede, reflekterede og kompetente, men materialerne er under al kritik. De kopierer hele bøger, og det er jo ulovligt," siger hun.
Regningen kommer
Copydan er netop i gang med at færdiggøre en undersøgelse af piratkopieringens omfang, og projektleder Stefan Eland Kristensen forventer, at resultatet foreligger omkring oktober.
Hvis undersøgelsen afslører en stigning i forhold til den sidste undersøgelse, som blev lavet for fire år side, vil det få økonomiske konsekvenser for skolerne.
Ifølge Copydan kan det komme på tale at lovliggøre kopiering af engangsmateriale. Det vil til gengæld medføre en voldsom fordyring af prisen pr. kopi for skolerne.
"Det kommer måske til at koste to kroner pr. side at kopiere, imens det kun koster en krone pr. side at købe materialet," siger Stefan Eland Kristensen.
Det vil således ramme skolerne hårdt økonomisk, hvis det viser sig, at den Københavnske piratkopiering har sat spor i Copydans opgørelser.
"Regningen kommer på én eller anden måde, men det er jo dårligt både for os, for forlæggerne og for skolerne," siger Stefan Eland Kristensen.