Læsetid: 3 min.

Lærerværelset

6. juni 2005

Gamle læsere kan roligt begynde her, for når der skrives om Jytte Rex, så er alt såmænd netop ved det gamle:

Hendes tro væbner og omklamrer, Christian Braad Thomsen, er naturligvis på pletten med pæonblå kritik af, hvordan hun er blevet behandlet gennem årene af Danmarks Radio (Information de 30.maj).

For min del kan jeg blot oplyse, at jeg før, nu og fremdeles har den dybeste respekt for hendes dramatik - og, at jeg står ved hendes side, hvis hun skulle komme til DRTV med et nyt filmprojekt.

Derimod ligger muligheden for fornyelse i debatten om tv-dramatik og dansk film i, at Klaus Rifbjerg har blandet sig. Selvom Rifbjerg i sin sidste påtale ( den 31.maj) stadig helst kritiserer os for, at vi ikke producerer noget andet i DRTV-Drama, end det vi faktisk gør, kunne det være interessant, hvis jeg kunne formå ham lidt mere ud i det åbne landskab end i de traditionelle skyttegrave mellem, hvad der er kunst og ikke-kunst.

Positionen er ikke interessant i denne sammenhæng. Man kan ikke som Rifbjerg og Bent Vinn affeje vore dramaserier ved at beslutte, at de ikke er kunst og bare putte hele baduljen ind under begrebet underholdning.

Selvfølgelig kan man kaste runer efter ubehaget: Mainstream - så har vi lissom klaret det sprogligt. Men vi står alligevel med benene solidt plantet i de gamle skyttegraves mudderpøl.

Lad os dræne jorden for ovenstående, og kaste et blik på et par blomster fra f.eks. Rifbjergs egen produktion: den bevægede sig bl.a. fra digtet Camou-flage over romanen Operaelskeren og videre til - genre? - Marts 73.

Beskriver disse tre værker en bevægelse fra kunst over mainstream til underholdning? Nej, vel.

Der er tale om tre forskellige henvendelses strategier: Én for de få, en anden for de flere - og en tredje for de mange, der interesserer sig for dronning Margrethe og Oluf Palme.

Prøv at tage den bredt kommunikerende kunst alvorligt. Prøv at undersøge hvad de danske tv-serier og spillefilm vil deres 'store' publikum i disse år.

Det, der interesserer mainstream-publikummet er næppe "at blive kildret under hagen" med "fuldkommen harmløse [serier], alle filet til og konstrueret efter de mest effektive regler," som Rifbjerg udtrykker det.

Lærerværelset

Det, der får de mange til at gå i biografen og sidde foran tv-skærmen, er i sidste instans det indhold, der præsenteres for dem og deres identifikation med problemstillinger, handling og hændelser.

Det der gøres til genstand for kunstnerisk arbejde er grundlæggende det samme i 'bredde'-kunstens spillefilm og tv-dramatik som i 'dybde'-kunstens, men kommunikationen er forskellig.

Rifbjerg har forstået mig rigtigt, når han skriver: "Mantraet, man nu har gravet frem af skuffen handler om, at kritikken [...] bør rettes mod de konkrete serier, altså dem der henrykker nationen lige nu."

Ja, det er så sandt, som det er skrevet, thi derved bliver kritikken konkret og diskussionen interessant - og i øvrigt anstændig. De læsere der husker Lars Triers og Klaus Rifbjergs reality tv-serie Lærerværelset kan begynde her:

Dansk films og tv-dramatiks ulidelige lethed skal fanden gale mig sættes på plads. Ind i lærerværelset med sig. Her stikker Lars von Trier, Susanne Bier, Kim Fupz og Anders Thomas Jensen en på skrinet og Klaus Rifbjerg beordrer en sveder til DRTV-Dramas chef og forfattere. I svedetimen beordres vi til 100 gange at skrive:

Mainstream-dramatik er ikke kunst.

Med risiko for atter engang at blive mødt med en overbærende gang ordguirlander a la "'modernisme' er dødens pølse, 'postmodernisme' the cat's pajamas", tillader jeg mig atter at opfordre til kritik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu