Læsetid: 6 min.

At læse Leth

Kan man fratage en mand ære og levebrød på grundlag af en smædekampagne? Og oven i købet rose sig af ikke at have læst den bog, det handler om? Ja, i det skinhellige og hykleriske Danmark går det glat. Se bare på sagen Leth.
11. oktober 2005

"Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil."

De sætninger er blevet citeret igen og igen som belæg for Jørgen Leths kriminelle, koloniale og sexistiske sindelag. De har ført til spørgsmål i Folketinget og til mediernes krav om fratagelse af konsultitel, udsmidning af kanonudvalg og endelig til hans fyring som sportskommentator på TV2.

For den, der kan læse, er det imidlertid tydeligt, at disse sætninger ikke uden videre kan udlægges som forfatterens egne udsagn.

De ophidsede og forargede mennesker, der har stillet spørgsmål og skrevet læserbreve, har ikke lagt skjul på, at de slet ikke har læst Jørgen Leths bog eller blot de afsnit af bogen, sætningerne er hentet fra.

Men hvis man nu i det mindste er så anstændig, at man læser bogen, før man slutter sig til hetzkoret, bliver det hurtigt åbenbart, at bogens 'jeg' hele vejen igennem er en stærkt iscenesat person, en persona.

Det hører til elementær læseteknik at vide, at ethvert 'jeg' i en tekst ikke automatisk henviser til forfatterens biografiske person. Det er ligeledes kendt, at forfattere kan lege med forskellige stemmer i teksten. Mange forfattere har i tidens løb eksperimenteret med at sløre grænserne mellem det fiktive og det biografiske. Det er et velkendt og effektfuldt virkemiddel - ikke mindst i vores person- og biografi-fikserede medie-snagekultur.

Ikke ren selvbiografi

Hvis man kender det mindste til Jørgen Leths værk, vil man vide, at netop den upersonlige måde at bruge det personlige på er et gennemgående træk ved Leths fremstillingsform både på skrift, i filmene og i hans tv-kommentarer.

I sine film bruger Jørgen Leth, både sig selv og andre som modelfigurer i de antropologiske undersøgelser, han foretager af forskellige kulturer - lige fra sportsverdenen og Danmark til USA eller Haiti.

Både hans film og bøger trækker på egne og andres biografiske erfaringer. Men de er ikke ren (selv)biografi. De er netop altid model-opstillinger: forsøg på at udforske sociale og psykologiske forhold ved at indlægge de personlige oplevelser i en konstrueret scenografi.

Ved at trække på de agerendes personlige historie får fremstillingen en autentisk, levet effekt, som transmitterer Leths egen nysgerrige fascination videre til filmens tilskuer eller bogens læser. Men de autentiske, dokumentariske figurer er altid indlagt i en formel struktur, der fungerer som analytisk filter.

Hvis man endelig skulle udlede et personligt udsagn af Jørgen Leths værker, er det: "Se lige, hvad der sker her: Hvad er det for en sammenhæng, disse mennesker agerer i, og hvad får dem til at agere, som de gør?"

Figuren Leth

Således også i det afsnit om "Kokkens datter" i Leths seneste bog, der har vakt furore, og som blot er et af mange brogede afsnit, der iscenesætter figuren 'Leth' i mangfoldige roller.

De citerede sætninger er ikke talt direkte ud af forfatterens mund. De er led i skildringen af grundstrukturen i forholdet mellem hvid mand og sort kvinde på Haiti (og andre postkoloniale lande). Leth bruger sin egen figur til at fremvise den ulige handelsstruktur, dette forhold er opbygget omkring. Han fremviser det med umiskendelig fascination, men også med betydelig (selv)analytisk og selvironisk skarphed.

Leth dømmer ikke sine aktører, men han opstiller et analytisk gitter, hvorigennem deres fascinerende aktiviteter bliver synlige på en måde, de ofte ikke selv er bevidste om. Og netop sådan træder også figurerne 'Leth' og kokkens datter frem i dette afsnit af Leths bog: som aktører i et spil, hvor de sexuelle, økonomiske, taktiske og strategiske regler er sat af den postkoloniale struktur.

Resultatet er ikke en klam gang bekendelseslitteratur - som sensationsmagerne åbenbart tror - men en indlevet analyse af den herredømmelyst, der er en komponent i den maskuline sexualitet og den betagelse af ulighed og forskel, der er central i eksotismen og sexismen.

Kvinders lyst

Den koloniale og maskuline dominans er ikke noget kønt syn. Det påstår Leth sådan set heller ikke, selv om han ofte har koketteret med at være politisk ukorrekt. Men i stedet for at køre på forargelsens automatpilot og forlange mundkurv burde feminister interessere sig for det indblik i en maskulin model, der her tilbydes.

Mænd er ikke alene om at tænde på dén begærsstruktur. Modellen med unge kvinder og ældre mænd - og den kolonialistiske udvidelse med sort kvinde og hvid mand - er trods alt ikke Jørgen Leths opfindelse, men et nedarvet kulturelt mønster, hvis indbyggede magtfigurer man enten kan søge at tildække eller afkode og problematisere, sådan som Jørgen Leth gør. Vi ved jo f.eks., at reklamer, der udnytter en triviel begærsøkonomi, oftest henvender sig til begge køn. Netop fordi vi også som kvinder er part i sagen, kunne en Jørgen Leths indsigtsfulde refleksion over denne struktur gøre alle klogere på vores lyst og ulyst. Det ironiske er, at den angivelige mandschauvinist Jørgen Leth er ekstremt bevidst om kvindens position i spillet. Der er endnu en scene i bogen, som har vakt forargelse: Filmsekvensen, hvor Leth har sex med en anden ung pige, som han har betalt for at medvirke i en film om erotik. Her er nøgleordet framing. I kraft af kameraets rammesætning lukker han sig selv ude af billedet og udstiller kun hendes ansigt i close up, i en 14 minutters samlejesekvens, kvinden tilsyneladende totalt tingsliggjort, manden almægtig. Eller hvordan? Mellem de to historier om samlejer med kvinder, som muligvis er 17 år, finder vi scenen med den afmægtige titel "Kan ikke rigtig svømme".

Det foregår i hovedet

Hvad vi ser i sex-scenen er en litterær gengivelse af en filmscene, som er en filmisk iscenesættelse af et fantasme. Et sted i mellemfeltet vibrerer den levende følelse. Her er ingen genitalier, men et close up af hendes ansigt. Det hele foregår i hovedet. Hvad vi har at gøre med er et simulakrum. Ligesom alderen er et simulakrum: Pigens alder bliver konstant ændret på hendes ID-papirer ved Leths mellemkomst, frem og tilbage omkring de magiske 18 år. Hvor tåkrummende at opleve den vulgære aldersfascisme, hvormed Leth herhjemme afvises som en gammel gris, når han netop så klart reflekterer, hvad alders- og statusforskellen implicerer og hele tiden zoomer ind på pengene, som i afsnittet "Man ser pengene".

Hvad der slår en, når man læser Det uperfekte menneske, er, hvordan Leth hele tiden anerkender kvindens position og reflekterer over sin egen part i sagen. Det er den ubestikkelighed, der lader ham forbryde sig mod en af de helt store, danske velfærdsillusioner: at sex kun finder sted mellem ligeværdige frie individer. Sådan er det ikke engang herhjemme. Måtte udenrigsministeren i nærmeste fremtid undersøge, hvor mange udenlandske slavepiger, der gemmer sig bag Ekstra Bladets metervis af annoncer for prostitution. Og hvor mange gamle grise blandt omtalte blads kernelæsere, der benytter sig af dem, uden at vise den mindste omsorg for deres overlevelse eller fremtid.

Den virkelige arrogance, debatten har afdækket, består i ikke at ville anerkende, at den magtstruktur er benhård virkelighed, og at Jørgen Leth allerede laver et korrektiv til den virkelighedsfortrængning, når han fremviser forholdet utilsløret. I modsætning til f.eks. TV2's filmflade, hvor man hver aften ser kvinder myrdet og lemlæstet på det mest spektakulært sadistiske i ganske almindelige underholdningsfilm.

Snævert moralbegreb

Igennem hele den skingre debat har alle de, der hævder at forsvare kvinders ret til at bestemme over egen krop, afvist, at sagen handler om kunstnerisk frihed. Manden må skrive hvad han vil, han skal bare ikke repræsentere Danmark og danske værdier. Sikke noget vrøvl. Hele debatten tager afsæt i noget, han har skrevet. Det groteske er, at ingen har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i kunstnerens værk, men blot har slugt avisernes forvrængede fremstilling råt. På en uge er det lykkedes gennem brutal hetz at ødelægge Jørgen Leths filmprojekt og øvrige indtægtskilder. At opinionsdannere og politikere i stedet for at beskytte borgernes retssikkerhed lader landet lede af den første den billigste tabloidavis - dét er skammeligt og uværdigt for Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her