For et par uger siden sad jeg i Berkeley i Californien, på en café og læste. Jeg havde krydset Atlanten og det amerikanske kontinent for at deltage i en konference, men da jeg sad der på cafeen, forekom det mig, at det var det, der var formålet med min tur: at sidde på en café og læse. At jeg til hver en tid ville være parat til at rejse tusindvis af kilometer og betale tusindvis af kroner for den usigelige lykke, det var at sidde der og læse.
I universitetsbyen Berkeley er cafeerne nemlig skabt til at læse i. Og skrive, for den sags skyld. Bordene står med passende afstand, så man kan koncentrere sig om sin bog, og ved bordene langs væggene findes stik til den bærbare computer. Dag og aften sidder universitetets studerende og lærere her og arbejder: læser og skriver og fører dæmpede samtaler, hele tiden med en large latte eller en brødbid inden for rækkevidde. Der er simpelt hen tale om læsesale med betjening.
Da jeg for syv år siden opholdt mig et helt semester i Berkeley, var det disse læsecafeer, der var den helt store åbenbaring. Nogle gange forekommer det mig, at det simpelthen var dér, jeg lærte at læse.
Med let adgang til kropslig næring kunne jeg tage den åndelige næring til mig som aldrig før. Blandt alle de andre læsende kunne jeg være helt alene med min bog uden at føle mig ensom. Aldrig har jeg været så meget face-to-face med min bog som på Berkeleys caféer, lidt som man bliver mere face-to-face med sin kæreste på en restaurant end hjemme i sofaen. Gennem hele min studietid var min store last at falde i søvn over bøgerne; her var jeg eksalteret nærværende og lyttede ligesom intenst til tekstens ord, måske netop, fordi der ikke var larmende tavst omkring mig. Mit stamsted var kaffebaren med det poetiske navn Brewed Awakening - opvågning er noget, der skal brygges - og havde som sit slogan: There is no life before coffee.
Det kan være sexet at tænke
Da jeg nu for første gang vendte tilbage til Berkeley siden da, var det med bankende hjerte, jeg trådte ind i mine gamle cafeer. Og det, der slog imod mig, var læseminder.
På dén café læste jeg Claudio Magris og at træde ind i den igen, var som igen at træde ind i hans norditalienske modersump. På den café læste jeg for første gang Zizek og forstod pludselig i en euforisk åbenbaring (om end det nogen tid havde anet mig): at det kunne være sexet at tænke. På dén café læste jeg den feministiske filosof Michelle Boulouse-Walker, som insisterede på, at hele den vestlige filosofi på én gang bygger på kvindekroppen og fortrænger den.
Flere af de ting, jeg for syv år siden oplevede i Berkeley som nyt og eksotisk, er siden kommet til København. Coffee to go med låg og drikketud var f.eks. en helt ny oplevelse, og næsten lidt grænseoverskridende, med sin lettere infantiliserende virkning på de gående, pattende kaffedrikkere.
Nu vrimler det også med kaffepattende folk på Strøget. Smoothies (som har samme karakter af infantil føde) var også et ord, mine danske venner ålede mig for at være blevet fortrolig med over there, men som nu er blandt de første ord, en københavnerbaby lærer.
Men læsecafeerne, de herlige læsesale med betjening, er ikke særligt udbredte i Danmark. Tænk, hvis de var! Tænk, hvis universitetet på Amager var omkranset af cafeer, hvor lærer og studerende kunne sidde og læse! Og andre også, for den sags skyld; alle, der havde lyst til at slutte sig til de læsendes fællesskab. Det mærkelige fællesskab, hvor man er fælles om at være helt alene med sin bog.
Blandingen af kaffe, kage, rødvin, bladren i magasiner og antikvariske bøger kan dog opleves i Vangsgaards Boghandel, Ryesgade 3 i Århus og i Paludan Bogcafé, Fiolstræde 10-12 i København.
