Læsetid: 5 min.

Læsefoder for stemmekvæg

Forskellen på den enorme mediehype, der har raset i de tyske aviser op til udgivelsen af ekskansler Gerhard Schröders erindringer og de ikke særligt imponerede anmeldere, er temmelig stor
31. oktober 2006

BERLIN - Ugebladet Der Spiegel med sit millionoplag udkom i sidste uge med et så højtideligt Gerhard Schröder-portræt på forsiden, at mange bestyrtede læsere troede, at den tidligere kansler var afgået ved døden. Inde i bladet kunne man læse et 18 sider langt uddrag af Schröders erindringer plus et interview med manden. Det kulørte dagblad Bild har også formedelst gode ord og ikke mindst betaling fået Schröders velsignelse til at serialisere ekskanslerens politiske liv set i bakspejlet. Bild var mildt sagt ikke Gerhard Schröders yndlingsavis, da han var kansler.

Men alt det er glemt, for nu ligger der et første oplag på 160.000 nytrykte eksemplarer af Schröders memoirer, og de skal sælges. Og da en journalist i torsdags ved præsentationen af bogen i SPD's højborg Willy-Brandt-Haus i Berlin mindede den tidligere kansler om hans tidligere anstrengte forhold til Bild, smilede den latino-elegante Schröder blot hvidt: "Nå ja, men jeg synes jo ikke, at man skal bære nag."

"Mediekansleren" blev han kaldt mange gange i de syv år mellem 1998 og 2005, da han var ved magten i Tyskland. Og når ugeavisen Die Zeit øverst på forsiden af denne weekends udgave viser Schröder sidde henslængt i et bjerg af aviser, der alle taler om ham, er man klar over, at her har vi at gøre med, hvad Die Zeit selv kalder "den bedste pr-kampagne siden Harry Potter".

I det socialdemokratiske partihovedkvarter, Willy-Brandt-Haus i Berlin, optrådte Schröder i torsdags på slap line for flere hundrede journalister og æresgæster som forfatteren Siegfried Lenz og tidligere indenrigsminister Otto Schily. En kollega talte 43 tv-kameraer. Schröder lod sig hylde af Jean-Claude Juncker, Luxembourgs kristen-demokratiske premierminister, som faktisk var så veloplagt og morsom, at han stjal billedet fra dagens hovedperson. Men da Juncker trådte fra podiet og lige ned i Gerhards åbne arme med ordene "Du var en stor kansler!", så vidste vi godt igen, hvem det handlede om.

Uimponerede anmeldere

Men én ting er Schröders eminente evne til at voldtage medierne og få dem til at spinde som katte af vellyst over en tur i kanen med den charmerende ekskansler. En anden ting er anmelderne, de egentlige keruber, der bevogter berømmelsens paradis. Ofte er de vredladne, og de lader sig ikke dupere af tandpastasmil og dyre jakkesæt.

Gerhard Schröder indleder bogen med en kort beretning om sin triste barndom. Faderen faldt ved østfronten, da lille Gerhard var et halvt år, og hans mor måtte tjene til dagen og vejen som rengøringshjælp. Gerhard Schröder, der blev advokat og siden regerede Tyskland, er med andre ord self made. Den slags giver point i Socialdemokratiet, og Schröder sørger for, at vi ikke glemmer det.

Den tyske forfatter Georg M. Oswald skriver om Schröders ubeskedenhed i Die Welt: "Gerhard Schröder tænker ikke beskedent om sig selv - desværre er han skabt som alle andre, der overvurderer sig selv. Det skriver han selv på følgende vis: 'På trods af al den selvbevidsthed, som jeg er i besiddelse af, og som bygger på præstationer, er jeg aldrig holdt op med at undre mig over mine muligheder'."

Oswald finder bogen miserabelt skrevet. Han mener ikke, at man kan tale om Schröders sprog, "det ville være overdrevet, lad os hellere tale om hans ordvalg." Han fremhæver, at Schröder har svært ved at erkende, at der skulle være noget som helst, han har gjort galt. Er ulykken endelig ude, bærer andre skylden.

Russisk gas

At Gerhard Schröder i sine erindringer udnævner Ruslands Vladimir Putin til en af sine nærmeste venner, kan trods verdenspressens glippen med øjnene næppe komme bag på nogen. Og at den tidligere kansler bruger Putins dyder - manden er asket, en udholdende svømmer og en glimrende rytter - til at sætte George W. Bush i relief som en gudfrygtig tåbe, der træffer politiske beslutninger efter samtaler med Vorherre, er næppe heller breaking news.

"Vladimir Putin? Han er en lydefri demokrat. Gudskelov - vi troede nemlig, at han førte en tilintetgørelseskrig mod Tjetjenien, og at han muligvis var medskyldig i lejemord som nu senest på den kritiske journalist Anna Politkovskaja. Men sådan virker det bare for os, der intet ved", skriver Oswald, der også undrer sig over, hvorfor vi intet får at vide om Schröders velbetalte opgaver i den russiske gasindustris tjeneste.

Også Alfred Grosser, Süddeutsche Zeitungs anmelder og Frankrigs berømteste Tysklands-kender, finder det ligeledes påfaldende, hvor meget Schröder undlader at komme ind på. For eksempel nævner Schröder ikke med ét ord sin ubeherskede optræden over for Angela Merkel i en tv-debat på valgaftenen i september i fjor. En optræden, der ellers ikke var mediekansleren værdig.

Grosser undrer sig over, at Schröder stort set forbigår krigen i Tjetjenien, ufriheden i Rusland og især det faktum, at Putin bestemmer over Gazprom, der er hovedaktionær i det konsortium, der skal lægge en omdiskuteret gasledning mellem Rusland og Tyskland. Konsortiet har Gerhard Schröder som bestyrelsesformand.

Bevidsthedskitch

Den stærkt konservative Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung, der aldrig har været Schröder-fan, citerer den franske filosof Bernard-Henri Lévy for i forbindelse med Gazprom-sagen at have kaldt Schröder for "verdensmester i kategorien 'korruption i en demokratisk stat'". Avisens anmelder Nils Minkmar konkluderer, at det, allerede før bogen udkom, stod klart, at når det kommer til forholdet mellem ekskansleren og offentligheden, så "har han mere brug for os end vi for ham".

Die Welts kulturredaktør (ja, avisen har bragt hele to bedømmelser af bogen) Eckhard Fuhr er knap så hård. Han fremhæver erindringernes romanagtige karakter og finder de syv år, Schröder sad ved magten, så dramatisk spændende, at man som læser må døje med lidt "politikerprosa" og her og der "en overdosis bevidsthedskitsch".

Anderledes med hans anmelderkollega Oswald, der fælder en hård dom over bogen: "Spørger man til slut sig selv: Hvilken mening giver det egentlig at købe denne bog, ud over at gøre hr. Schröder lidt rigere og sig selv lidt dummere? Nå ja, så må vi jo være ærlige: Ingen! Den er læsefoder for stemmekvæg."

Gerhard Schröder: "Entscheidungen. Mein Leben in der Politik", Hoffmann und Campe Verlag, 544 sider, 25 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu