Læsetid: 5 min.

Læseglæden er hovedsagen

En litteratur-narkoman gennem fire årtier giver sit personlige bud på dansk litteraturs kanon
10. august 2005

Man skulle tro, det var en ønskeopgave at skulle opstille sin egen personlige danske litteraturkanon og lade den bringe på tryk. Hurra - omsider en chance for at promovere outsidere som Tove Meyer, Iljitsch Johannsen, Henrik Bjelke, Viggo Madsen, Johannes L. Madsen og Simon Grotrian. Jubii, nu skal der rigtig slås på tromme for gamle private favoritter såsom Carl Baggers Min Broders Levned, Meïr Aron Goldschmidts En jøde, Jakob Knudsens Luther-roman eller fra nyeste tid for Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden, Peer Hultbergs Byen og Verden og Vibeke Grønfeldts I dag.

Problemet er blot, at hvis jeg kun må pege på 10, bliver jeg for hver af de ovenfor nævnte nødt til at skubbe en endnu større kærlighed væk og afskrive enten Kingo eller Grundtvig, enten Blicher eller H.C. Andersen, enten Pontoppidan eller Johannes V. Jensen, bortskrive Tom Kristensen eller Karen Blixen, forjage Inger Christensen eller Per Højholt. Hvilket jeg simpelt hen nægter at gøre.

Mine kriterier er nemlig disse:

- Jeg skal altid have lyst til at læse det; jeg skal slå mig over fingrene for ikke at genlæse det.

- Det skal give gevinst med det samme, hver gang, uanset hvor jeg slår op i digterens bøger.

- Jeg skal glæde mig til at undervise i det, og timerne skal gøre os klogere på liv og litteratur.

- Det skal klinge i rummet, når det bliver læst højt, helst ramme direkte i hjertet og hjernen.

- Jeg skal kunne bære det som en art indvendigt smykke, kunne huske det vigtigste af det.

- Det skal give stof til eftertanke og til drøftelse af litteraturens nytte og mangel på samme.

Ovenstående udvælgelseskriterier er, som det ses, ikke de samme, som ministerielle udvalg lægger til grund, når disse bliver bedt om at opstille litteraturens, filmens, musikkens eller billedkunstens kanon. Hvad de kalder kanon, kalder jeg pensum. Og hvad de er udpeget til, er at spænde kunsten for en eller anden nationalkulturel dannelsesvogn, med andre ord tage hensyn til repræsentativitet og generalitet og pædagogisk fordøjelighed.

Skammelige forbigåelser

Mine 10 kanon-forfattere er derimod dem, jeg bedst kan lide. Og derfor er det, det smerter så fælt, ikke at få plads til Thorkild Bjørnvig - en af de dybest tænkende og smukkest syngende digtere, vi har haft i moderne tid - eller Henrik Nordbrandt, som bare har så meget tone og med tiden også har fået selvdistance og legende humor, eller Peter Laugesen, hvis bøger, jeg holder meget af, skønt de desværre aldrig rigtig kan citeres, fordi der i de fleste af dem gerne står så meget løst henkastet bras. Ligeledes er det med sorg i sinde, at jeg fravælger Tage Skou-Hansen, denne bundsolide fortæller, der har lært os så meget om Danmark og danskerne af i dag.

Den opmærksomme læser har sikkert bemærket, at kanonlisten begynder med to salmedigtere. Var Brorson og Grundtvig ikke kommet med, havde jeg muligvis fået plads til Ewald, Baggesen, Bang, J.P. Jacobsen; Frank Jæger eller Peter Seeberg (som novellist). Men at de to salmepoeter skal med, beror på en forholdsvis frisk erfaring.

Hit med Salmen

Min kollega Pil Dahlerup og jeg blev i vinter spurgt, om vi sammen med en organist ville stille op mod to præster og en lige så skrap organist ved en aften i Christianskirken efter modellen 'Hit med Salmen'. Den opgave tog vi vældig alvorligt. Hele fire gange mødtes vi og sang og læste salmer op for hinanden - først Kingo, så Brorson, så Grundtvig og til sidst de hypermoderne. Slående var det, hvor rent Brorson og Grundtvig klinger igennem, når de i enkle, sangbare strofer skal sætte ord på, hvad tro vil sige. Den ene raffineret, nær kanten til kristen æsteticisme, den anden buldrende stærk, tæt på med sine ord at overdøve Ordet. Men begge totalt uomgængelige - både som forkyndere og som digtere.

Fravalgt med sindsro

Nogle vil måske på min liste savne forfattere, som tidligere har figureret med selvfølgelighed i den nationale kanon og ikke mindst i det gymnasiale pensum. Jeg understreger derfor, at de 10 nævnte er dem, jeg personlig fuldt kan gå ind for. Jeg føler mig kun embedsmæssigt forpligtet på Holberg, der i mine øjne slet og ret ved grueligt lidt om livet, og hvis latter hos mig aldrig får fat i de dybere lag. Jeg underviser gerne i Rifbjerg, skønt jeg mere personligt mener, at dette forfatterskab i betænkelig grad har antaget karakter af museum med digteren i en problematisk blæksputte-rolle som direktør, reklamechef, billetsælger og emsig kustode. Jeg sætter Villy Sørensen højt som tænker, oversætter og kritisk essayist, men ved med mig selv, at han ikke var digter.

Jeg respekterer dem, der frydes af Benny Andersens digte, men handler det om en personlig kanon, indrømmer jeg blankt, at jeg finder ham klam i hans åleglatte leflen for sit (af gode grunde talstærke) publikum.

Blandt de ældre digtere bruger jeg med energi dem, som vi har valgt at gøre til fælles genstand for studier, men går jeg efter stof til egen frydefuldt nysgerrig læsning, går jeg uden om Schack Staffeldt (for tynd og affekteret), Oehlenschläger (svulstig, ofte decideret plat), Johan Ludvig Heiberg (indtørret og teoretisk) og Emil Aarestrup (hengemte underhylere). Fra første halvdel af det 20. århundrede har jeg ligeledes valgt at se bort fra f.eks. Albert Dam (ensformig og dunkel), Hans Kirk (belærende og bastant), Jens August Schade (pjanket og sjusket). Hans Scherfig læste jeg meget engang, men vender jeg tilbage til ham i dag, møder jeg bare en effektdyrkende pædagog, hvis humor er sat på livslangt slavearbejde hos en gnavpottet misantrop.

Bertolt Brecht sagde engang, at småborgerlig og øjentjeneragtig respekt for Klassikerne ikke bør få os til at glemme disses sande humane potentiale. Han tænkte nok mest på verdensdramatikken. Men hans holdning kan også overføres på dansk litteratur. Også her gælder det nemlig, at klassikerne, det er alle de herlige værker, der står omme bag deres strålende ry og bare venter på at blive læst. De er der til stadighed som et tilbud, og den eneste måde at nå frem til dem på er at prøve dem af mod alle de andre, dynamisk frem for statisk, aktivistisk-aktuelt i egen, frem for ministeriers og institutioners interesse.

Rigtig god fornøjelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu