Læsetid: 6 min.

Læsning, stavning og retskrivningsreform

Mange har talt for en 'demokratisering' af staveformerne, så indvandrere og mindre boglærde danskere ville få lettere ved at deltage i samfundsdebatten. Men skriften har også en visuel kode
6. april 2006

Det lyder umiddelbart så rigtigt, at mange undrer sig over, at det ikke for længst er blevet gjort. At den danske retskrivning ikke er gjort mere lydret, så vi ikke skal skrive 'station', når vi nu siger 'stasjon', og ikke 'fulgt' når man alligevel ikke kan høre g'et.

Men det er der faktisk mange gode grunde til. Senest er diskussionen taget op af professor Frans Gregersen, som ved flere lejligheder har talt for en 'demokratisering' af staveformerne, så indvandrere og mindre boglærde danskere ville få lettere ved at deltage i samfundsdebatten.

De nuværende retskrivningsregler hindrer ligelig adgang til den demokratiske proces, lyder argumentet. Og endvidere fremføres det, at børn ville få lettere ved at lære at stave og læse, hvis de i højere grad kunne høre sig frem til, hvordan ordene skulle skrives og slutte sig til trykte ords udtale ud fra deres bogstavering.

Mange sprog, eksempelvis norsk og finsk, har et mere lydret skriftssystem end det danske med bedre muligheder for at forudsige ords udtale og bogstavering.

Det skyldes især, at afstanden mellem det talte og skrevne sprog vokser hurtigere i dansk end i andre sprog. Og alene af dén grund er det vanskeligere for retskrivningen at holde trit med lydudviklingen. Men dét er ikke kun en ulempe.

For med alt for hyppige og mange lydbestemte ændringer i retskrivningsreglerne ville der opstå problemer med at forstå hinandens skrevne sprog.

Som det allerede ses i dag med de unges sms-beskeder, der er mere eller mindre uforståelige for den voksne generation, så fremmer det ikke kommunikationen i samfundet, hvor smarte og velbegrundede de unges staveformer end kan være. Og derfor benytter de unge sig da også af vores fælles retskrivning, når de henvender sig til andre uden for vennekredsen.

For hvis ikke skriften bygger på et sæt fælles regler, vanskeliggøres vores forståelse af det skrevne. Hvor mange læser i dag Steen Steensen Blichers E Bindstouw skrevet i lydret jysk mundart? Og hvordan skulle man i Vendsyssel og på Bornholm tilgodese børnenes udtale i retskrivningen på en måde, så de bagefter kunne forstå hinandens breve?

Lydret skrift en fordel?

I diskussioner om retskrivningsreformer er det altid underforstået, at den ideelle ortografi gengiver lydsystemet så entydigt som muligt med størst mulig forudsigelighed mellem udtale og bogstavering og vice versa.

Men er det nu også nødvendigvis en fordel i alle henseender? Eller overser vi i farten en række værdifulde aspekter ved et skriftsystem, som ikke kun repræsenterer lyd og udtale (er fonetisk), men også giver os en lang række værdifulde visuelle informationer om ordenes betydning og grammatiske funktion (er morfemisk)?

Informationer, som vi ikke tænker over til daglig, fordi vi er så vant til at støtte os til dem, at de er blevet transparente for os.

Men, som hvis de pludselig ikke var der, ville blive savnet! Hvad siger man til et lydret stavet ord som 'savføer'? Hvad er det for en gut? Skovarbejderen, der svinger sin sav? En savfører? At det skulle være en advokat, der fører sager, kan ikke udledes af ordets bogstavering.

Det kan man derimod se ud af ordet 'sagfører', selv om dette ords første led udtales præcis som 'sav-' i 'savklinge', og ikke som det selvstændige ord 'sag'.

At bogstaveringen fastholder forbindelsen til ordets grundbetydning, selv om udtalen ændrer sig, er en vigtig visuel information, der støtter forståelsen af en læst tekst: følge-fulgt, lag-lagkage, strå-stråtag.

I ordet 'følge' udtaler vi g, men det gør vi ikke i fulgt. Skulle vi skrive 'fult', fordi vi ikke udtaler g'et? Målet er fult?

Betyder det, at vi har arbejdet på at opnå målet (fulgt målet). Eller har vi nu fået nok, så bægeret er fuldt? Eksemplet viser, at 'stumme bogstaver' ofte giver vigtige visuelle oplysninger, som vi får ved blot at se ordet, uden først at have udtalt det.

To ord som 'vår' og 'hvor' udtales ens, men vi forstår alene på deres bogstavering, at det første betyder forår, og det andet er et spørgeord.

Hvis de nu begge blev stavet efter udtalen, ville vi gå glip af den information. Fagligt kunne man sige, at i talesproget har vi de betydningsadskillende fonemer (pil-bil, pil-pæl), som kan høres, men i skriften har vi de lige så vigtige, men ofte oversete bogstaver, der fungerer som betydningsadskillende grafemer i ord med ens udtale: Birte-Birthe, blog-blok, bold-bolt, fulgt-fuldt, love-låge, lække-lægge, tigge-tikke, viske-hviske, osv.

Kan ikke høre forskel

I alle disse såkaldte homofoner ('enslydende ord'), drager vi altså nytte af informationer, som kun er visuelle. Dette bidrager til forståelsen, når vi skal læse dem, men udgør et problem, når vi skal skrive dem.

For, som Marianne Jelved sagde i en udsendelse om læseproblemer på DR2: "Jeg ved ikke, om gruppe skal staves med to b'er eller p'er, for jeg kan ikke høre, om det er b eller p".

Nej, men det kan vi andre heller ikke! For på dansk udtales p som en b-lyd, når det ikke står først i et ord. Hvordan kan vi så lære det og huske det? Ved at ændre strategi fra kun at lytte efter vores udtale af ordet til i højere grad også at mobilisere vores visuelle opmærksomhed og hukommelse.

En væsentlig grund til mange menneskers stave- og læseproblemer er, at de helt fra børnehaveklassen har fået lært og indterpet, at der til hvert bogstav findes én bestemt lyd, og så har lært at lytte sig frem til bogstaverne i udtalen af ordet, når de skal skrive det. Og når de skulle læse ordene, har de fået at vide, at de skal udtale bogstavernes lyde, indtil de kan genkende et ord fra talesproget.

Skriftens visuelle kode

Men hvad er der galt ved denne metode? At den lægger for ensidig vægt på brugen af øret og hørelsen som læse- og skrivestrategier.

Hvis man ikke kan høre forskel på p og b - og det kan man nu engang ikke inde i et ord - er der ikke megen hjælp at hente ved at lytte sig frem til bogstavet.

I stedet må man skærpe sin visuelle opmærksomhed og indprente sig skriftbilledet af ordets bogstavrække, når man støder på det i en tekst. For i den moderne skrift er bogstavtegnene ikke kun lyd- og udtalehenvisende som i en videnskabelig lydskrift. Og det kan vi takke middelalderens munke for. I det antikke Grækenland og Rom blev skriften skrevet som lange, sammenhængende bogstavrækker, der gengav lydene i den løbende talestrøm, den såkaldte scriptura continua: DENVARLANGTNÆRMEREENEGENTLIGLYDSKRIFTENDDENMODERNESKRIFT.

Den græske herre fik sin slave til at fremsige lydene som en slags stavelser og skulle så ved at genkende ord fra talesproget forstå betydningsindholdet af den læste tekst. Men ved Middelalderens universiteteter var det et problem med det begrænsede antal håndskrevne bøger, som var lænkede fast til pulte, hvor de studerende stod tæt op ad hinanden og læste højt af hver sin bog, som man havde gjort det siden tidernes morgen, og i 1300-tallet blev højtlæsning da også forbudt ved de fleste universiteter i Europa.

I klostrene var munkene begyndt at følge med i dagens tekst, mens en broder læste højt. Og her fik de hjælp af en helt ny teknik. Skriftens betydningsenheder (ordene) var nu blevet adskilt med mellemrum, som vi kender det i dag, og dét hjalp læseren til at fange tekstens meningsdele visuelt og lettede forståelsen af tekstens betydningsindhold.

Mellemrummene var alene en fremhævelse af skriftens betydningsindhold, og dermed havde skriften fået en betydningskode føjet til udtalekoden. Betydningskodens enhed var ordene, og udtalekodens enhed bogstaverne.

Med ordadskillelsen blev grunden lagt til den visuel-semantiske læsemåde, vi benytter i dag, når vi læser avisen i toget. Her ville Antikkens lydlæsning hurtig gøre én upopulær hos medpassagerne.

Med den moderne indenadslæsning er synssansen og den visuelle opmærksomhed blevet centrale dele af læseprocessen. Men det kan man ikke se på anbefalingerne fra undervisningsministerens læseudvalg, som kraftigt anbefaler lydmetoden og dermed fortsat satser ensidigt på skriftens årtusind gamle udtalekode uden at udnytte skriftens 'nye' betydningskode, ordadskillelsen, til også at rette opmærksomheden mod skriftbilledet af ord og faste bogstavrækker som støtte for mere visuelle læsestrategier.

Som et højtudviklet videnssamfund, hvor skriften er den vigtigste kulturteknik, er det uholdbart, at 20 pct. af befolkningen fortsat har læse- og skriveproblemer. Men løsningen på dette problem ligger snarere i en reform af læsepædagogikken end af retskrivningen.

Kjeld Kjertmann er ph.d. og tidligere lektor i dansk sprog og læsning

ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu