Læsetid: 2 min.

Lafontaine hyldet af sit nye parti

Den tidligere formand for kansler Schröders SPD, Oskar Lafontaine, blev lørdag fejret som den tyske venstrefløjs nye stærke kort i kampen mod nyliberalismen
29. august 2005

Berlin - Oskar Lafontaine blev lørdag fejret som det store håb for en slagkraftig venstrefløj ved det tyske forbundsdagsvalg om tre uger.

Den tidligere socialdemokratiske kanslerkandidat, finansminister og formand for kansler Gerhard Schröders SPD slog på det nye Venstrepartis valgkongres i Berlin til lyd for et politisk alternativ til den gængse neoliberale kurs med sociale nedskæringer, som alle andre partier i hans øjne står for.

"Venstrefløjen skal altid stå ved de svages side," fastslog Lafontaine, der efter 39 års medlemskab i maj forlod SPD i protest mod kanslerens omstridte arbejdsmarkedsreformer.

Han klandrede Schröders rød-grønne regering for at stå bag løn- og pensionsnedskæringer samt skattelettelser for velhavende og erhvervslivet.

"Det er netop ikke venstrefløjspolitik, men noget en centrumhøjreregering står for," sagde partiets spidskandidat i de vesttyske delstater, der inden sit brud med Schröder i fem korte måneder frem til foråret 1999 selv var medlem af dennes regering.

Kontroversiel alliance

Ved valget den 18. september kan Lafontaines politiske comeback koste hans gamle rival Schröder vigtige stemmer, idet Venstrepartiet står til otte procents opbakning i meningsmålingerne.

Lafontaines gensyn med den politiske scene er kontroversiel, fordi Venstrepartiet indtil sidste måned hed Partiet for Demokratisk Socialisme. PDS afløste efter Berlinmurens fald det østtyske socialistiske statsparti SED, men navneskiftet var nødvendigt for at få Lafontaine og andre skuffede socialdemokrater fra det nye vesttyske parti WASG med. Navnet skal gøre partiet mere fordøjelig for vesttyske vælgere, som nu kan stemme på WASG-folkene på Venstrepartiets valglister forud for en egentlig fusion af de to partier.

"Jeg er stolt over at være med til at gribe denne historiske chance for at samle venstrefløjen," sagde den 61-årige Lafontaine.

I sin følelsesladede tale rakte Lafontaine hånden ud mod Venstrepartiets æresformand, Hans Modrow, der var DDR's sidste socialistiske statschef, hvilket næppe vil vække begejstring hos hans tidligere partifæller i SPD.

Han hyldede således Modrows forsøg på at skabe forandringer i DDR-systemet og fastslog til de over 400 delegeredes store jubel, at Modrow burde tilkomme mindst lige så meget respekt som den tidligere Sovjetleder Michail Gorbatjov.

Efterfølgende skyndte Lafontaine sig hen til Modrow for at omfavne ham i fotografernes massive blitzlys.

Manden, der betegner sig selv om den afdøde socialdemokratiske kanslers Willy Brandts sande arving, forsvarede med bidende ironi enkelte af sine nye røde kammeraters beskyldninger om, at han lever et luksusliv.

"Jeg står her iført luksusjakkesæt, luksusslips og luksussko," sagde han, men tilføjede, at han modsat de fleste andre politikere går ind for hævede skattesatser, en formueskat og en ny arveafgift.

Både Venstrepartiets partiformand, Lothar Bisky, og den østtyske spidskandidat, Gregor Gysi, forsvarede Lafontaine, og det var klart på landsmødet, at den nye alliance ikke kan undvære den retorisk begavede politiker med det store medietække.

"Vi har brug for dig og står solidarisk ved din side," fastslog Bisky.

Selv under Biskys tale fik Lafontaine større opmærksomhed fra fotograferne end partiformanden. Dog så de delegerede ud til lige at skulle vænne sig til Lafontaine. Det største bifald tilfaldt Gysi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her