"Det er et rigtigt godt spørgsmål!"
Sådan lyder første sætning i alle den sydafrikanske filminstruktør Gavin Hoods svar, da en fuld sal stiller spørgsmål efter en visning af hans intense drama Tsotsi på Göteborg Film Festival. Til sidst kan man ikke lade være med at grine, når replikken falder, men det er ikke til grin, at han siger det.
Det lyder hver gang lige spontant, som om han er utroligt glad for at få lov til at svare på lige nøjagtig dét spørgsmål. Han giver også hver gang et fyldigt svar med sin næsten ustoppelige ordstrøm.
Da han senere giver interview, er energiniveauet ikke faldet. Han springer op og agerer sine udsagn, og hvis en diktafon kunne få ord pr. minut-overload ville hr. Hood have været årsag til, at mange var brændt sammen. Måske er der ekstra fart på ham, fordi han denne dag i februar venter på besked om, hvorvidt Tsotsi bliver blandt de fem Oscar-nominerede udenlandske film.
Det vil betyde en verden til forskel for en film som hans, der på det lokale gangstersprog tsotsi-taal følger en kriminel drengs liv efter at have opdaget en baby på bagsædet af en bil, han har stjålet. Filmen skildrer usentimentalt, hvordan han gradvis begynder at føle ansvar for barnet og forholde sig til begrebet anstændighed.
Fra apartheid til aids
Der er i filmen arbejdet meget med nærgående billeder, et pulserende soundtrack og vibrerende farver, men Gavin Hood ved godt, at selv en velfortalt film med indhold ikke bare sælger sig selv. En nominering vil hjælpe den på vej, og han vil meget gerne have filmen og alt det, han har villet sige med den, ud i verden.
Som han siger, er en historie om at kunne skabe forandring og ikke mindst om at kunne tilgive i en sydafrikansk shantytown ikke dramatisk anderledes end en historie om de samme emner ethvert andet sted i verden.
"Filmen er baseret på en bog af den sydafrikanske dramatiker Athol Fugard. Bogens handling foregår i 1950'erne, men jeg følte, at temaerne om ansvar og tilgivelse er tidløse og universelle og ville vække genklang hos tilskuere i verden i dag. Filmens handling udspiller sig i et specifikt sydafrikansk miljø, men for mig er det ikke en historie om en mand, der er sort eller hvid, rig eller fattig. Det er en historie om en person, der lever bag en maske af vrede. Noget slår den maske i stykker, og han bliver pludselig nødt til at se indad."
"Det er historiens kerne, men der er selvfølgelig mange andre lag. For Tsotsi er fattig og forældreløs, og det skyldes ting, som rækker langt ud over hans miljø. Fattigdom er et globalt problem. Det samme er aids, som jo er grunden til, at der er så mange forældreløse børn i mange af disse shantytowns. I bogen var årsagen til de fraværende forældre apartheid. I filmen er det aids-tragedien, som er Sydafrikas nye sociale og politiske krise."
Research i hårde miljøer
"Filmen om dette forladte barn kunne lige så godt udspille sig i Mexico City eller downtown Los Angeles. Den får særlige implikationer i Sydafrika, men det gør den ikke mindre universel. Ikke mindst når verdens problemer sniger sig ind. Klassespørgsmål; forskellene på rig og fattig; hvordan verdens privilegerede gemmer sig bag tykke mure - ikke kun konkret som i filmen, men også på makro-skala. USA gemmer sig i øjeblikket bag tykke mure og vil kun snakke med nogle, ikke med andre. Vi bliver nødt til at snakke med hinanden, hvis vi skal videre. Jeg ville elske at se et talkshow med Bush og Bin Laden. Aftenens tema kunne i forlængelse af filmen meget passende være anstændighed."
Efter filmens visning spurgte publikum meget til, hvordan Gavin Hood som hvid sydafrikaner kunne tegne et så realistisk portræt af livet i en fattig, sort barakby. Gavin Hood svarede først spøgende, at han bare er meget bleg. Bagefter fortalte han om sin opvækst i Johannesburg og om, hvordan han fik indblik i livet i de fattige bydele, da han efter at have gået på filmskolen fik job med at lave film for det sydafrikanske sundhedsministerium.
"Jeg skulle lave lowbudget tv-film om emner som hiv, prostitution, stofmisbrug eller børnemishandling, og der kom jeg virkelig rundt i nogle hårde miljøer. Jeg lærte en masse børn at kende gennem min research til de programmer, og derfra kommer mit stærke følelsesmæssige engagement i historien. For filmens personer er jo bare børn, der prøver at være hårde og opføre sig som gangstere. Nogle af dem er nogle lede unger, men de fleste er ikke sådan. Får man dem på tomandshånd, vil de bare gerne snakke om deres mor - eller om ikke at have deres mor. De har de samme behov, som alle andre. De vil gerne elskes og elske og føle, at nogen bryder sig om dem."
Behov for at se
Tsotsi er af flere blevet sammenlignet med brasilianske Fernando Meirelles' City of God, som Gavin Hood selv er begejstret for. Men han er ikke meget for at sammenligne de to film, blandt andet fordi de stilistisk ligger meget langt fra hinanden.
"Fernando har en hektisk stil, som fungerer godt for ham. Min stil er helt anderledes. Jeg har en baggrund i still-fotografering. Min far elskede at fotografere elefanter, og jeg plejede at sidde med ham og vente på det rigtige øjeblik. Det kan tage en evighed, men det handler om at fange Øjeblikket. Der, hvor man får kontakt. Der, hvor følelsen og sjælen er. Mit behov er at få lov at virkelig se. Og det kan jeg ikke, hvis kameraet hele tiden flytter sig."
"Det kan være meget imponerende, når alting bevæger sig, men det bliver ikke intimt, og den her historie er intim. Skuespillerne har brug for virkelig at se hinanden. Jeg vil ikke bare vise dem, jeg vil gerne afsløre dem."
De fleste roller i filmen er besat af amatører, som Gavin Hood har fundet i de lokale medborgerhuse. Han får overrumplende præstationer fra dem, og hans vellykkede film endte da også med at få en Oscarnominering i februar og efterfølgende en Oscar i marts. Og nu, i april, har vi så mulighed for at se hans prisbelønnede drama i de danske biografer.
