Læsetid: 2 min.

En lakmusprøve for grøn profil

FN's store klimamøde i København i 2009 bliver et stort prestigeprojekt for regeringen. Men mellem ministrene er der strid om finansieringen af mødet
22. marts 2007

Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver nødt til at pudse sin grønne profil af i de kommende år, efter at regeringen har sagt ja til at arrangere FN's kommende klimatopmøde i 2009. Her skal 10.000 deltagere forsøge at blive enige om en fornyelse af Kyoto-aftalen, som udløber i 2012.

Men ifølge Jørgen Henningsen, tidligere direktør i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, risikerer mødet at ende som en skuffelse på grund af George W. Bushs manglende interesse for klimaet.

"Det er helt umuligt at få gang i forhandlinger med den nuværende amerikanske regering. Og Kina kommer ikke på banen, før USA flytter sig," siger han.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) lægger vægt på, at der i 2009 vil være valgt en ny amerikansk præsident, og at både demokratiske og republikanske præsidentkandidater har en meget grønnere profil end George W. Bush.

Men det beroliger ikke Jørgen Henningsen.

"Da vi forhandlede om Kyoto-aftalen, gik der to et halvt år, før vi fik en aftale på plads. Jeg frygter, at der denne gang ikke vil være tid nok med en ny amerikansk regering, der først træder til i starten af 2009 og først lige skal finde sine ben," siger han.

Connie Hedegaard erkender, at det er umuligt at forhandle miljø med Bush-administrationen.

"Men skal verden så sætte sig ned med hænderne i skødet indtil da? Det har vi ikke tid til at vente på. Den eneste garanti, jeg kan give, er, at regeringen vil kaste alle kræfter ind i at få en ambitiøs aftale," siger hun.

Tidligere socialdemokratisk miljøminister Svend Auken er meget begejstret for, at Danmark bliver vært for klimamødet. Og han mener ikke, at det vil være helt umuligt at tale klima med amerikanerne, før de får valgt en ny præsident.

"Der er et klart momentum i valgkampen i øjeblikket, hvor både Hillary Clinton, John McCain og Barack Obama har været meget engagerede i klimadebatten," siger han.

Tvivlsom finansiering

Connie Hedegaard oplyser, at topmødet kommer til at koste 200-300 millioner kroner. Information erfarer, at har været strid om, hvem der skal betale for mødet, mellem blandt andet Miljø- og Finansministeriet. Blandt andet har der været forlydender om, at Miljøministeriet skal betale for hele mødet ud af det ordinære budget.

Men det afviser Connie Hedegaard prompte.

"På nuværende tidspunkt er finansieringen ikke på plads. Men det ligger fast, at så stor en opgave ikke kan løses inden for de eksisterende budgetter. Så der kommer ekstra penge til at løfte opgaven," siger hun. Hvis Socialdemokraterne får indflydelse på finansieringen, lover Svend Auken at stemme ja til ekstra bevillinger.

"Men vi vil under ingen omstændigheder være med til nedskæringer i Miljøministeriet på grund af topmødet. Det er en national opgave, og den må vi kunne løfte," siger han.

Opbakningen til topmødet fra Dansk Folkeparti er en del mere lunken. Miljøordfører Jørgen Dorhmann truer med ikke at ville give penge til mødet, som han har betegnet som 'et dyrt mediestunt'.

"Det er ikke mit indtryk, at Dansk Folkeparti har noget imod, at Danmark bliver vært. Og mon ikke vi så kan blive enige om finansieringen," lyder den pragmatiske kommentar fra Connie Hedegaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her