Læsetid: 6 min.

Lampefeber i Berlin

En Othello så sort som olie med bevægelser som en mellemting mellem Michael Jackson og James Brown, en lårkort Lulu omgivet af nøgne mænd og en sansebombarderende udstilling-forestilling ved navn Kunst og Grøntsager, A. Hipler. Der er teaterfestival i Berlin
21. maj 2005

Bundesligafodbold finder sted i maj, ligesom Theatertreffen altid gør, og så kom arrangørerne altså på den ide at lade vimpler bære det årlige Theatertreffens logo. Lidt søgt fortæller de, at teater godt kan sammenlignes med fodbold, hvor instruktøren er træneren, skuespillerne er boldbehandlerne, kritikerne er den sure dommer, og tilskuerne er, ja, tilskuerne.

Den syv mand store jury sammensat af de fremmeste teaterskribenter i Tyskland, Østrig og Schweiz har heldigvis undladt at skele til eventuelle overordnede fodboldbegreber, da de ud af knap 80 forestillinger fra sæson 2004/05 inviterede de 10 bedste til Berlin. 10 forestillinger fra Hamburg, Hannover, Berlin, München, Zürich og Wien er derfor gået over scenen i det 42. Theatertreffen, der lidt påtaget havde begrebet 'hjemstavnsforening' som samlende overskrift.

Klassikeriscenesættelserne fylder lidt over halvdelen af programmet, og flere af dem har været så overbevisende, at Informations udsendte forstod, hvorfor folk ligger i sovepose i flere dage op til billetsalgets begyndelse.

Othello som en splejset entertainer, sværtet sortere end sort og med mund så stor og rød, at de indfødte i Hergés Tintin i Congo kommer til at ligne slikasparges til sammenligning. Shakespeares drama om den dødbringende jalousi åbner Theatertreffen og kommer fra Deutsches Schauspielhaus i Hamburg.

Titelfiguren, der ellers ofte har en vis vægt både kropsligt og aldersmæssigt, spilles af den kun 27-årige skuespiller Alexander Scheer, der giver os en Othello, der er mere selvoptaget og selvbevidst end martret af kærlighed til sin formodede utro hustru Desdemona. Han overgiver sig til sidst til de billeder af krig og vold, som indimellem flimrer over det store lærred i baggrunden, og knækker halsen på hende. Desdemona er i Jana Schulz' skikkelse i øvrigt ikke nogen fager skønjomfru, men en blond og pubertær ung kvinde, der med sin stewardesselignende skjorte og nederdel ikke er særlig bevidst om de farlige følelser, der er på spil.

Stjernen over dem alle er imidlertid Wolfram Kochs elegante Jago, der til at begynde med sidder med på tilskuerrækkerne, retter på slipset og med sin charme, der svinger mellem det intellektuelle og det tv-værtagtige, i løbet af ingen tid har bemægtiget sig publikum og med sit vid vundet os for sin intrige gjort af vaskeægte ondskab. Funky og ikke malplaceret virker det, når personerne ind imellem kaster sig ud i sangnumre, der spænder fra John Lennon til Eminem, men Pucher har også en fortid som dj og ved, hvordan man sammensætter et godt groove.

Techno og PJ Harvey

Münchner Kammerspiele er som det eneste teater repræsenteret ved to forestillinger. Den klart bedste er Friedrich Hebbels nationalgermanske legendetrilogi Nibelungen (Die Nibelungen), skrevet mellem 1855 og 1862 og iscenesat af den unge Andreas Kriegenburg. Hebbel var manden mellem romantik og realisme, der om nogen løftede arven efter Schiller, der i 200-året for sin død år fejres i hele Tyskland.

Kriegenburgs opsætning af Nibelungen er i høj grad i live og varer knap seks timer, hvilket i sig selv er krævende både for skuespillerne og for publikum.

Men instruktøren har sørget for, at vi ikke går ned. Godt med tempo, technorytmer, PJ Harvey, afblegede mænd i undertrøjer med navnet Siegfried påtrykt og mandekor i sorte jakkesæt, der spiser pølser og med dødsens stilhed blandt tilskuerne pikerer den tyske selvforståelse med råbte udsagn som: "Mænd, stå sammen! Dette er ikke en tid for svæklinge! Tysk troskab kræver blod! Tyskland er stærkest! Tyskland er verdensmester!"

De to kvindelige hovedpersoner, Siegfrieds elskede Kriemhild og valkyrien Brunhild, giver deres bidrag til, at aftenen i høj grad udvikler sig til en kamp mellem kønnene. De spilles af henholdsvis den høje, lyse, nærmest atletiske Wiebke Puls, der faktisk er konstant på scenen, og den lille mørke Bjørk-lignende Julia Jentsch. Efter seks timers teatermaraton, hvor minimalisme og fantasi, sorg og raseri, galskab og mildhed, kærlighed og hævn har hersket, er man udmattet. Og overvældet.

Nøgne mænd en masse

Kønskamp er der også tale om i Thalia Theater, Hamburg, og Michael Thalheimers stramme og hæsblæsende velspillede iscenesættelse af Frank Wedekinds berømte Lulu fra begyndelsen af 1900-tallet. Fritzi Haberlandt har den altdominerende hovedrolle og spiller på ingen måde Lulu som et nymfomant og vampet hundyr.

Snarere har hun i sine lårkorte kjoler i skiftende farver, ankelsokker, stilethæle og lange tynde ben noget nærmest incestuøst og marionetdukkeagtigt over sig. Hun overgiver sig til mændene med slet skjult kedsomhed, er ikke en eneste gang afklædt og siger selv til kunstmaleren, der skærer halsen over på sig selv på grund af hende: "Jeg gør mig ingen illusioner."

Til gengæld er der sjældent set så mange nøgne mænd på en scene. Parodisk er den måde, de, så snart de ser Lulu, knapper op og render rundt med bukserne om haserne og genitalierne frit dinglende.

Men det er nu også det eneste, der dingler på en scene, hvor scenografien ikke bare er minimalistisk, men ikke-eksisterende. Ikke andet end et stort hvidt lærred som baggrund, og først i forestillingens sidste minutter, hvor Lulu ender som massemorderen Jack the Rippers offer, får vi Lulus øje i nærbillede. Herfra zoomes der så ud, så vi ender med at se hele hendes mutte og uovervindelige ansigt.

Dværge og dødelig alvor

Antiminimalisme for fuld udblæsning er der derimod tale om i Kunst og Grøntsager, A. Hipler (Kunst und Gemüse, A. Hipler) lavet på Volksbühne, Berlin, af instruktøren Christoph Schlingensief. Halvanden time uden pause er vi vidne til det totale freakshow.

Schlingensief betegner sig kun som forestillingens producent, instruktørværdigheden har han overladt til Hosea Dzingirai fra Zimbabwe, der sidder ved et bord foran scenen med sine to mulatpigeinstruktørassistenter og et navneskilt med A. Hipler på. Det er tænkt som en kombination af opera og kunstinstallation, hvor også elementerne billedkunst, video, teater og musikteater indgår.

Parodien på Wagners Gesamtkunstwerk-tanke er på ingen måde skjult (Schlingensief iscenesatte selv Parsifal i Bayreuth i 2004). Et ungt kjoleklædt par synger da også opera indimellem. Der optræder en uimodståelig, kvindelig dværg (som talkshowvært og lille barn), en ekstremt fed kvinde (som Brynhilde og The Big Apple) og en så livagtig udgave af CDU-lederen Angela Merkel, at man tror på hendes ord om, at hvis bare hun bliver kansler ved valget til næste år, så vil tyskerne både få det betydeligt sjovere og mere kaffe.

Men forestillingens samlende midtpunkt er Angela Janson, som sidder i sin seng midt blandt publikum. Hun lider på ottende år af ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose) og kan kun bruge øjenmusklerne. Gennem et laserkamera kommunikerer hun med en computer ved at blinke. Computeren skriver hendes udsagn til os forestillingen igennem. Hun fortæller os om ALS, hvordan man mærker de første tegn, hvor mange tyskere der lider af sygdommen, og hvor mange måneders ventetid der er på hjælpemidler, når man har fået diagnosen. Hun siger, at kosmetikindustrien er begyndt at interesse sig for ALS, fordi huden hos patienterne ældes betydeligt langsommere end hos andre mennesker, og "jeg er ikke syg, jeg kan bare ikke bevæge mig".

Angela Jansons tilstedeværelse gør Kunst og Grøntsager til andet og meget mere end en performance, hvor der for gud ved hvilken gang står et kvaj og smider råt kød i hovedet på sig selv. Forestillingen får én til at tænke over, hvorfor mennesker for eksempel bruger deres førlighed på at flyve fly ind i tårne, vægttræne foran deres campingvogn, deltage i (og se) talkshows og sætte hagekors rundt om deres overarme.

Theatertreffen 05 bød blandt andet også på Deutsches Theaters Hvem er bange for Virginia Woolf? (anmeldt i Information 29. december 2004), musikalske arrangementer af enhver art, teaterpolitiske og -kritiske diskussioner og et bevægende samtalearrangement med den ungarskfødte 91-årige instruktør George Tabori.

Theatertreffen til næste år foregår i Berlin fra den 5.-21. maj 2006.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu