Læsetid: 4 min.

Lande som Sudan har tabt generationer på gulvet

Vi kan - og skal - gøre en forskel i Sudan, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen efter en uge i Sydsudan og Darfur, hvor brutale borgerkrige har efterladt de lokale totalt afhængige af hjælp udefra
17. oktober 2005

Kan det lade sig gøre at skabe fred og stabilitet i et land med fire millioner flygtninge, 170 forskellige sprog og årtiers borgerkrig? Generalsekretær en i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, har ikke svaret - men han mener ikke, at vi kan lade være med at forsøge:

"Intet land er mere synonymt med det fordomsfulde billede af Afrika end Sudan. Men det er muligt at gå ind og gøre en forskel. Og hvis vi ikke gør noget for at hjælpe afrikanerne, så får vi et helt andet problem - så vandrer de. Vi kan jo mærke presset allerede. Afrikanerne stemmer med fødderne."

Jørgen Poulsen er netop vendt hjem efter en uge i henholdsvis det sydlige Sudan, der stadig er mærket efter 21 års borgerkrig, sult og sygdom - som menes at have kostet over to millioner mennesker livet - og Sudans vestlige Darfur-region, der er midt i en akut, blodig konflikt. Begge områder står over for umådelige udfordringer, fortæller han:

"Sydsudan er uden tvivl verdens største humanitære udfordring på flygtningeområdet. Og Darfur har siden midten af september oplevet et meget dramatisk fald i sikkerheden. Ngo'erne har følt sig nødsaget til at trække sig tilbage til byerne og kommer ikke ud i store dele af provinsen - selv ikke Røde Kors, som ellers taler med begge sider, kan komme ud de nødvendige steder."

Ikke én sikker vej

Internationalt Røde Kors, ICRC, styrer og koordinerer de mange ngo'ers hjælpeaktioner i akutte konfliktområder. Derudover sikrer Røde Kors dagligt drikkevand til 600.000 mennesker i Darfur, uddeler mad og forsøger at hjælpe civile og krigsfanger. Men det er alt andet end nemt at få kontrol over situationen i den enorme og ekstremt farlige provins i det vestlige Sudan, erkender Jørgen Poulsen.

"Hjælpen strømmer til Darfur, men problemet er at få den ud. Selv i flygtningelejrene er der problemer med sikkerheden. Der findes ikke én eneste sikker vej i Darfur. Konvojer overfaldes, militære grupper opkræver vejskatter, og man kan risikere pludselig at støde på en 12-årig med en Kalashnikov. Det er som Det Vilde Vesten - bare blodigere."

At der måske alligevel er en smule håb midt i grusomhederne vidner situationen i ICRC's andet store fokus-område, Sydsudan, om.

Her blev der i januar efter 21 års borgerkrig indgået en fredsaftale mellem den sudanesiske regering og frihedsbevægelsen SPLM, og udfordringen er nu at hjælpe det ufattelige antal flygtninge.

"Sydsudan ligger fuldstændig i ruiner efter 21 års borgerkrig. Faktisk har der været krig altid - lige siden Sudan blev selvstændigt for 50 år siden - og det har ødelagt landet totalt. I Sydsudan er der ingen infrastruktur, ingen brønde og ingen klinikker - alt køres af ICRC. Det er forfærdeligt, at de har tabt flere generationer af børn og unge, der ikke har gået i skole," siger Jørgen Poulsen.

Fire millioner fordrevne

Oveni dette kommer verdens største flygtningeproblem, siger Poulsen - og fortæller om massive folkevandringer:

"Der er fire millioner internt fordrevne i Sudan og 300.000 i nabolandene, og de fleste af dem venter bare på at komme hjem. De har været væk så længe - nogle af dem i flere årtier - at de ikke aner, hvad de vender hjem til. Men de vil hjem. Man kan se dem sidde langs Nilen og vente på skibe, der kan tage dem med, eller begive sig igennem ørkenen. Vi aner ikke hvor mange, der halter rundt ude i bushen eller ørkenen."

Sudan, der er Afrikas største land og større end Grønland, har altid været en kunstigt sammensat nation, der aldrig har hængt sammen indadtil. Med 170 forskellige sprog og utallige modsætninger, mest markant mellem det kristne syd og det arabiske nord, har landet været en krudttønde lige siden selvstændigheden i 1956.

"Vi står over for en mulighed med fredsaftalen i syd, selv om den er spinkel. Nu må man samle alle gode kræfter om at få vendt den onde spiral den anden vej. Hvis ikke verdenssamfundet går ind og skaber forandring, så folk kan komme til at klare sig selv og børn gå i skole i stedet for at få våben i hånden, vil der altid være krig." Og selv om mange mener, at regeringen har løbet om hjørner med verdenssamfundet og plejet sine egne interesser, tror Poulsen på fremskridt: "Det er i hvert fald bedre, at de erklærer sig villige til at samarbejde, end hvis de gjorde det modsatte. Så må man bare håbe, at fredsaftalen ikke bare er for politikerne, men også for folket. Naturligvis er der mange forskellige interesser på spil, også på det økonomiske område. Der er en masse profitører på den her krig, som vi ikke kender."

Verdenssamfundet bør koncentrere sig om at sikre freden og genopbygge landet, anbefaler Jørgen Poulsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu