Læsetid: 6 min.

Landet der forsvandt

Danmarksroman. Forfatteren Jens Smærup Sørensen spiller flere generationer ud med og mod hinanden i sin nye roman 'Mærkedage', som udkommer i næste uge. En postmodernistisk slægts- og hjemstavnsroman? Tjae, måske... Her fortæller han om sin egen rejse fra lokal landsby til global storby - på Mors
24. marts 2007

Der var klar himmel og solskin, da Jens Smærup Sørensen fløj fra Karup hen over Danmark forleden. Det gav en prægtig udsigt ned på det land, hvis udvikling han har beskrevet i et nyt 426 sider stort romanværk, Mærkedage, som udkommer på Gyldendal i næste uge.

Netop Gyldendal skulle han besøge, og han skulle også til møde på Karen Blixens Rungstedlund i Det Danske Akademi, som han er medlem af. Han 'mellemlandede' i St. Kongensgade, hvor Information bor.

Romanen fortæller om to slægter på to store gårde i landsbyen Staun nær Nibe. Ren fiktion, men så alligevel. Smærup er selv vokset op på en gård i Staun.

- Hvor mange køer havde i, og hvor mange tønder land?

"En 20-25 køer og knap 100 tønder land."

- Kunne man leve af det?

"Sagtens - og ikke blot familien, vi havde folk. To karle og en pige, men det med pigen holdt op, da der kom vaskemaskine, og vi fik også traktor, en Ferguson. I 1950'erne ændrede landbruget sig fuldstændig. Det blev affolket."

- Husker du din barndom som lykkelig?

"Ja, i hvert fald i erindringen, og en af grundene var netop, at der var flere mennesker end mine forældre. Jeg kunne altid holde mig til karlene. De var ikke strenge, som min far var det. Jeg skulle jo være med i arbejdet, men egnede mig ikke til landbruget."

- På grund af knokleriet?

"Hænderne sad ikke for godt på mig. Jeg var også fraværende ad helvede til. Når der skulle fyldes korn på sække, tabte jeg dem eller flyttede dem hen i en forkert dynge. Så man fandt på, at jeg skulle på realskole i Nibe. En fem-ti år før ville ingen have tænkt andet, end at jeg skulle fortsætte i landbruget."

- Blev du mønsterbryder?

"Nej, for det lå i tiden, men jeg var den første i min familie, der tog præliminæreksamen, bortset fra en, hvis mor var københavner, så det talte ikke."

- Hvad kom det til at betyde for dig?

"Fantastisk mange nederlag de første tre-fire år. De andre vidste, hvad et navneord var. Det havde jeg aldrig hørt om. Men jeg fik lov at gå videre til gymnasiet i Aalborg, selvom jeg ikke helt var god nok."

- Blev din far stolt over dig, da du gik videre?

"Nej! Da jeg ikke skulle være landmand, tabte han interessen for mig. Selv var jeg som 15-16-årig afklaret med, at jeg var rykket ud af det med gården. Der sluttede jeg mig til den moderne verden. Men det med at læse videre - senere på universitetet - var fremmed for ham. Han spurgte nogle gange, hvad jeg egentlig lavede, som om han havde glemt det."

En åbenbaring

- Betød dansktimerne noget specielt for dig?

"Ja, jeg var begejstret for litteratur. Dog var jeg ikke specielt dygtig, heller ikke til at skrive stil. De bedste fik jeg nul for, fordi læreren mente, jeg måtte have skrevet af efter nogen. Vi læste udelukkende ældre litteratur - fra H.C. Andersen og Pontoppidan frem til H.C. Branner. Jeg syntes, det var fantastisk og godt nok, men det var en åbenbaring at opdage teatret i Aalborg, hvor direktøren Karen Marie Løwert spillede moderne dramatikere som Beckett og Ionesco. At litteratur kunne være noget andet end noget, der havde været engang."

- Et stort spring til Aarhus Universitet?

"Egentlig ikke. Jeg var flyttet hjemmefra længe før."

- Sluttede du dig til oprøret mod professorvælde og autoriteter?

"I nogen grad. Specielt i optakten. Jeg deltog i demonstrationer og skrev under på ditten og datten, men da det blev marxistisk, var jeg ikke med på den længere. Jeg var for glad for litteratur. Simpelthen. Jeg knyttede mig til det helt vildt eksperimenterende - Højholt, Svend Aage Madsen, Beckett og den nye franske roman. Jeg levede mig totalt ind i den verden."

"Jeg blev også anmelder på en avis. Kulturredaktøren gav mig som det første en bog, der hed Andrés Luftfærd af Per Oluf Sundman. På vej ned ad trappen kiggede jeg på den: Der var en tegning af en luftballon. Så tænkte jeg: Han tager pis på mig. Han har givet mig en drengebog. Men den var jo interessant nok, og jeg lærte meget af at være anmelder og fik yderligere adgang til ny litteratur."

Livet i Luxemborg

- Du boede ni år i Luxemborg, fordi din kone fik job der. Hvad var det for en verden?

"Der boede en kvart million i byen, heraf 170.000 udlændinge, fordi nogle af de store europæiske institutioner ligger her. I al sin lidenhed et billede på den globale tilstand, hvor folk flytter meget rundt. Man knytter kontakter med mennesker, som man kommer til at kende godt, men pludselig er de væk. Der er ingen varighed i noget. Det blev understreget der."

- I dag bor du igen ved Limfjorden, nemlig Nykøbing Mors. Hvad betyder provinsen for dig?

"Jeg holder meget af landskabet ved Limfjorden, som er uforligneligt smukt. Men jeg mener jo ikke, at provinsen eksisterer. Vi lever alle i en storbykultur."

- Ja, jeg ved, at din forfatterkollega Knud Sørensen, som også bor på Mors, har købt en aktie i den engelske fodboldklub Tottenham Hotspurs. Har du planer i den retning?

"Nej, men jeg følger da de store sportsbegivenheder i fjernsynet. I dag er der ikke forskel på at bo i syvende baggård og på Lars Tyndskids mark. Vi lever i den globale forbrugerkultur med de samme værdier og holdninger til ægteskab og børn, osv. Det med provinsen er kun et spørgsmål om, hvor tæt man bor sammen."

En ægte kultur

- Skal man se din bog som en udviklingsroman om ikke blot en person, men et helt land?

"Eller en landsby. Den handler om, hvordan vi bliver moderne mennesker. Den gamle mand i romanen - han hedder Søren Godiksen - har en skæbne. For ham er gården det vigtigste i livet, dernæst landsbyen. Han har ikke andre opgaver. Hvis den linje fortsatte, ville hans liv være gået godt, men han omtaler sig selv som fortabt, fordi sønnen ikke vil overtage gården. Bondekulturen var en ægte kultur med arbejdsomhed, nøjsomhed, flid, forholdsvis streng børneopdragelse og trofasthed i ægteskabet. Der var ikke tvivl om noget, og hvis en blev skilt, hvad der sjældent skete, så var det elementær pædagogik: Konen er rendt sin vej, nu har han drukket sin gård op. De regler var ikke til diskussion. Så snart man begynder at diskutere værdier, er en kultur allerede i opløsning."

- Var det bedre dengang?

"Nostalgi er ikke bogens holdning og heller ikke min. Vi må tage den verden, vi er kommet i, som den er og selv opfinde vore liv."

Livets mening

- Og så er vi ovre i næste generation?

"Ja, man finder på noget andet, hvis noget ikke går. Skæbne er et fremmed begreb, fordi vi ikke er knyttet til noget uden for os selv, som er livet om at gøre. I den næste generation er der nye skikke. Her er vi ovre i en forhutlet forvirring. Man har fået fjernsyn, og der er ingen faste positioner. Det med kønsroller begynder at smuldre, og hvor vigtig er en familie? Konen holder sølvbryllupstalen, hvad der er uhørt, men det synes hun godt, hun kan. Mændene er stadig lidt gammeldags og føler sig nødstedte."

"Romanen følger ikke slavisk tre generationer, der er vel en fire-fem, også nogle helt unge. Der er så en gårdejer, som opkøber gårde og overtager det meste af landsbyen. Han tænker som en entreprenør og på gården som en virksomhed, en industri. Han overvejer at købe jord i Polen og Litauen."

- Du var optaget af det absurde teater, men ser du selv verden som noget, der har en retning og en mening?

"Jeg ser det sådan, at der ikke er sket så meget, siden moderniteten kom engang i 50'erne, da bondekulturen havde varet i flere århundreder. Da jeg hørte ordet postmodernist første gang, tænkte jeg, at det har jeg egentlig altid været. Men du spurgte, om jeg tror, livet har en bestemt retning og mening? Nej!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu