Læsetid: 8 min.

Landet som sælger de samme blomster to gange

Hvad foregår der i det sidste land uden for globaliseringen, bortset fra krigs-karaoke? Her beskrives livet for verdens mest indhegnede befolkning gennem en række danskere, som har været i Nordkorea for nylig. En er fan, de fleste er forskrækkede, men alle er fascinerede
18. november 2006

For enden af den enorme stentrappe knejser en 32 meter høj bronzeversion af Nordkoreas landsfader, Kim Il Sung, med udsigt over det meste af hovedstaden Pyongyang. Her bør man bukke og ære lederen med blomster, så de otte danske studerende på turisttur bukker og køber en buket. De sælges meget praktisk af et par kvinder ved et bord lige ved siden af - for livsnødvendig, hård vestlig valuta.

Statskundskabsstuderende Julie Rademacher er en af de otte fra Syddansk Universitet, som besøgte Nordkorea i oktober - mens landet sprængte sin atombombe. Blomsterbuketterne bar præg af genbrug, fortæller hun:

"Der, hvor man holder på cellofanen, kunne man se, at det var krøllet, som om det havde været holdt på nogle gange før. Alt er spinket og sparet."

Scenen gentager sig ved det utal af de imposante monumenter, gruppen guides rundt til gennem en uge i Nordkorea.

Hele turen blev de danske studerendes færden nøje orkestreret af to yderst venlige guider, som beskrev den eksakte størrelse på alle monumenter, og hvor kort tid det havde taget at opføre dem. Julie Rademacher beskriver de grundige guider med glæde i stemmen - så søde var de. Og formentlig med god grund: Fra forskellige sider hørte gruppen om, hvordan guider, hvis turister havde trådt ved siden af, forsvandt sporløst. Sammen med deres familier. En effektiv måde at sikre, at turisterne opfører sig ordentligt, forklarer Julie Rademacher:

"Man får et andet menneskes liv på samvittigheden."

Gennem en uge blottet for tilfældigheder kom hun aldrig tættere på menige nordkoreanere end en dans med en genert ung fyr på pladsen foran arbejderpartiets betonmonument midt i hovedstaden Pyongyang. Anledningen var partiets fødselsdag, og fyren var naturligvis den eneste blandt titusinder af dansende, som var højere end Julie Rademacher.

Om aftenen kunne hun se sig selv som festlig udenlandsk fan af styret på nationalt tv.

Hvad fatter gør...

Både indadtil og udadtil propaganderer styret ihærdigt en fortælling om en stolt og selvstændig nation på strækmarch mod storhed, bevæbnet til tænderne og anført af en semi-guddommelig leder. Hvilket langt størstedelen af befolkningen formentlig tror på, selv om styret aldrig har kunnet brødføde sin egen befolkning.

Anders Ladekarl, international chef i Dansk Røde Kors, beskriver Nordkorea som "en nation, der marcherer i takt". Men også som en tom kulisse, som Dansk Røde Kors er med til at fylde indhold i. Organisationen leverer både medicin og kul til opvarmning på hospitalerne, hvor læger ofte må operere mennesker med perforerede tarme uden bedøvelse. Tarmene gennemhulles, når de sultne har spist bark.

Anders Ladekarl var senest i Nordkorea i oktober og fortæller, at der lige efter høsten var mad nok. Men om vinteren er situationen en anden: På landet kan man se folk samle rødder, mens byernes uopvarmede huse driver af fugt, og der hverken er strøm eller vand. Vil man have vand i lejligheden, skal det slæbes op ad trappen til 40. etage i dunke. Maden kommer i rationer med lastbil til en boligblok ad gangen.

Dansk Røde Kors' medarbejdere kan efterhånden færdes uden mandsopdækning fra andre end Nordkoreansk Røde Kors, og dermed er medarbejderne nogle af de vesterlændinge, som kommer tættest på almindelige nordkoreanere. Alligevel har Anders Ladekarl aldrig mødt en nordkoreaner, som klagede over styret, aldrig oplevet en sprække i systemet.

Den samme oplevelse har Geir Helgesen haft gennem mere end 20 års gentagne besøg i landet. Han besøgte landet for første gang som kultursociologistuderende i 1984 - og blev straks fascineret af et samfund, han ikke forstod. Siden har han forsøgt at forklare det, og i dag er han ansat som seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier med Nordkorea som speciale.

Geir Helgesen mener, at det nordkoreanske samfund kun kan forstås, hvis man kender til den traditionelle konfucianisme, som prædiker et autoritært familiesystem med faderen som det absolutte overhoved. Den tanke er nu overført til nationalt plan, hvor Den Kære Leder, Kim Jong Il, er den nationale families ufejlbarlige overhoved, og hans far, Den Store Leder, Kim Il Sung, den ufejlbarlige landsfader.

Konfucianismen kom til Korea fra Kina i 1500-tallet og blev indført med stor grundighed: "Den måde, man udbredte konfucianismen på, var meget effektiv. Det foregik i landsbyskoler spredt ud over hele landet, og det var både en statsideologi og en morallære," siger Geir Helgesen.

Modellen er kopieret i det moderne Nordkorea, hvis borgere fra barnsben socialiseres til at leve i et stærkt hierarkisk samfund, hvor lederen er ufejlbarlig. Derfor er styrets primære kontrolredskab over for befolkningen ikke fysisk, men psykisk, mener Geir Helgesen.

Et land indrettet af mænd

Samtidig med den effektive tankestyring har nordkoreanerne udviklet den særlige Juche-filosofi, som handler om at være selvforsynende og uafhængig af omverdenen, og som dermed legitimerer landets isolation.

I stedet for blot at importere marxismen, leninismen eller stalinismen har Nordkorea altså udviklet et system, som kombinerer socialisme med traditionelle, autoritære værdier. Blandt andet derfor er styret stadig ved magten, mener Geir Helgesen:

"Det er en af hemmelighederne bag et system, som ikke ser ud til at være ustabilt, selv om de gennem adskillige år ikke har været i stand til at levere varen i form af mad på bordet."

Gennem mere end 50 års isolation siden Korea-krigen har nordkoreanerne ikke bare udviklet deres egen særlige afart af socialismen, de har også udviklet en æstetik, som tilfører diktaturet, hvad DR2-journalist Mads Brügger kalder "en særlig Tintin-kvalitet". Han lægger netop nu sidste hånd på mockumentary-serien Det røde kapel, som sendes på DR2 vinteren over. Under optagelserne i Nordkorea i sommer foregav han at lede en teatergruppe, som hyldede Nordkorea.

"Der er noget mandhaftigt over Nordkorea," siger han. "Deres indretningsarkitektur er jo fantastisk. Det minder meget om rum, som man oplever i computerspil som Wolfenstein eller Counterstrike. Det er en meget praktisk og meget maskulin æstetik."

Samtidig bringer æstetikken mindelser om et andet forkætret regime, mener Mads Brügger:

"Noget af det, som er så bjergtagende, men også sindssygt skræmmende ved Nordkorea, er det enorme talent for iscenesættelse, som man også fandt i Nazityskland," siger han.

For det er ikke bare turisternes guidede ture, som er iscenesat til mindste detalje. Nordkorea er berømt for enorme shows, hvor hundredtusindvis af mennesker indgår i en nøje koreograferet dans. Et af virkemidlerne er at få hver enkelt danser til at holde et farvet ark op over hovedet og dermed indgå som en lille pixel i et kæmpe skærmbillede.

"Det sender jo også det budskab, at mennesker er pixler - og ikke mere værd end pixler," siger Mads Brügger.

Forestillingerne handler ofte om fædrelandshengivenhed og viljen til at ofre sig i tilfælde af krig med den store fjende USA. Ligesom også mange af de statsgodkendte karaoke-sange gør det.

"En af de mest populære karaoke-sange hedder Let's become satelites of the sun og handler om glæden ved den totale krig. Folk i festligt lag synger hen over buldrende stalin-orgler og billeder af militærparader og MIG-piloter på øvelse. I min optik er det skørt," siger Mads Brügger.

Fanklubben

Nordkoreas militaristiske forædling af karaoke-genren har imidlertid beundrere i Vesten. På den internationale venskabsforening KFA's hjemmeside kan man se og høre foreningens hymne: Efter en indledende trommehvirvel stemmer et pigekor i, mens karaoke-prikken danser henover de koreanske stavelser og billeder af raketter, ledere og militærparader toner frem. Nedenunder står en pædagogisk oversættelse: Når jeg giver mit liv til folkets moderland / vil glorværdige medaljer skinne / på mit hjerte (...) Kom, lad os forsvare folkets moderland / lad os forsvare det med vore liv.

På KFA's hjemmeside står også en dansk kontaktperson. Han hedder Anders Kristensen og er formand for den danske venskabsforening. Han har nu ikke så meget med KFA at gøre, forklarer han. De er lidt langt ude. Men Anders Kristensen har flere gange mødt dem, senest ved en konference i Nordkorea i august sidste år:

"Ham lederen havde i sin kuffert seks forskellige koreanske militæruniformer. Han er virkelig en nørd, som går højt op i det. Det griner vi andre jo lidt af." Ikke desto mindre er Anders Kristensen glad for sin Venskabsorden af første grad - sådan en har Fidel Castro også - og han viser medaljen frem sammen med det medfølgende diplom. Han tror stadig på, at Nordkorea vil sejre med en socialistisk samfundsmodel - det er jo lykkedes at bygge grandiøse byer, veje, monumenter og infrastruktur op på bare 50 år siden Koreakrigen, og i en periode gik det bedre for Nord- end for Sydkorea. Han medgiver dog, at det er hårde tider - mens andre beskriver Nordkorea som en tom kulisse.

"Men at de har kunnet bygge skelettet, så man bare kan putte ting ind i det, det synes jeg er flot trods alt. Der er el-ledninger overalt - der er ikke altid strøm i dem, men det er trods alt et langt skridt."

Anders Kristensen var i Nordkorea i oktober, og han mener at kunne spore klare forbedringer. Der er åbnet for madmarkeder i byerne, og stemningen er blødt lidt op i forhold til formaliteterne: Samtalerne med Nordkoreanerne handler nu ikke kun om Den Kære Leder, ligesom kun de første tre-fire minutter af tv-nyhederne nu handler om, hvor Kim Jong Il har været i dag.

Derfor mener han sig også i sin gode ret til at støtte styret i Pyongyang, som i hans øjne udgør en sidste bastion mod den kapitalistiske globalisering, "en lille imperialismefri zone":

"Jeg synes, det ville være synd at opgive et af de sidste socialistiske lande i verden og bare sige 'værsgo', kom og gør hvad i vil.' Det skal ikke være USA, som sætter dagsordenen."

Anders Kristensen afviser også de fleste historier om styrets kynisme og fangelejre fyldt med politiske modstandere.

"Hvis det hele kollapser, og der kommer en masse ting frem, som er ubehagelige, har jeg jo taget fejl. Men indtil videre har jeg altså valgt at tro, at det ikke er rigtigt."

* www.korea-dpr.com - Fanside lavet af den internationale venskabsforening

* www.kcckp.net - Officiel nyhedsside

* 'En forening i modvind' - Film om den danske venskabsforening, vises på Copenhagen Dox-festivalen.

* 'Friends of Kim' - Hollandsk dokumentar om den internationale venskabsforening KFA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her