Læsetid: 4 min.

Landmandsliv

6. december 1997

VAR DET IKKE alt for nemt og alt for uhøfligt, ville man være fristet til at sige, at de har jord i hovedet i toppen af dansk landbrug. Her har de en mand - husmand Peder Thomsen - som omsider tør tale højt om, hvordan den ubønhørlige strukturudvikling presser danske landmænd ud i selskabstømning, gårdslagtning og andre manøvrer på kanten af loven og god moral. En mand som endelig synes at kunne få gang i debatten om de stadig mere fortvivlende forhold og vilkår i landbrugserhvervet. Hvad gør man i Landbrugsrådet med sådan en mand? Man fyrer ham. I stedet for på torsdagens præsidiemøde at vælge Thomsen til præsident, så degraderede landbrugstoppen ham fra 1. til 2. vicepræsident. Fordi man ikke skal tale skidt om hinanden i dansk landbrug. Specielt skal småbønderne i Dansk Familielandbrug - som Thomsen er formand for - ikke tale skidt om de større bønder i De Danske Landboforeninger, som Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke er chef for. Man forstår godt, at formanden for Landsforeningen Økologisk Jordbrug, Henrik Kloppenborg, fredag med øjeblikkelig virkning meldte sig ud af landboforeningerne.
"Jeg melder mig ud af De Danske Landboforeninger, fordi jeg kan se, at ledelsen har nået det punkt, hvor de ikke engang vil høre tale om de mange tragiske konsekvenser af koncentrationen af landbrug på færre og færre hænder," siger Henrik Kloppenborg.

TRAGISK ER ORDET. For danske landmænd er givetvis ikke mere amoralske eller begærlige end gennemsnittet af den øvrige befolkning. Men de er presset ud i en situation, hvor mange af dem for at overleve foretager manøvrer - med miljøet, med dyrene og med skatten - som får deres medborgere til at tage stadig mere afstand - uden at disse manøvrer formår at holde flertallet af bedrifter i live. Siden 1970 er antallet af mindre landbrugsbedrifter blevet mere end halveret - til nu godt 40.000 - mens antallet af store bedrifter er mere end tredoblet - til godt 2.000. De store opkøber de små i hidsigt tempo, og netto forsvinder der i disse år 11 danske landbrug hver eneste dag. Hver anden time døgnet rundt opgiver en landmandsfamilie det, der for de fleste har været en livsdrøm. Sociale tragedier, affolkning af landdistrikterne, ensretning af landskabet, tingsliggørelse af husdyrene, ødelæggelse af vandmiljøet og problemer med bakterieinfektioner og -resistens er blandt de skæbnesvangre følgevirkninger af det, der med det afvæbnende bureaukrat-udtryk kaldes strukturudvikling, men som reelt er et erhvervs kannibalisme på sig selv.
Strukturudviklingen indledtes i 1960'erne, da der manglede både fødevarer og arbejdskraft, og hvor man derfor med lovgivning og støtteordninger fandt det begrundet at stimulere stordrift og industrielle produktionsmetoder. I dag er situationen den stik modsatte, men ikke desto mindre er faktorerne, der driver strukturudviklingen, så stærke som nogensinde. Til kataloget hører:
*EU's landbrugsordninger har hidtil via produktionsstøtte præmieret de, der kan producere mest. Ordningerne skal nu reformeres, men det er tvivlsomt, om det dæmper strukturudviklingen. Reformen er således bl.a. et første skridt mod friere konkurrence på verdensmarkedets betingelser, og det kan øge presset på landmændene for at producere endnu mere effektivt.
*De såkaldte harmonikrav, som af miljøgrunde begrænser antallet af dyr pr. hektar, stimulerer især store svineproducenter til at opkøbe jord fra nabobedrifterne. Med dagens gunstige svinepriser har storproducenterne gyldne tider og dermed kapital til at købe de mindre, skrantende bedrifter.
*Efterspørgslen på jord presser jordpriserne op og afskærer unge virkelystne landbrugskandidater fra at etablere sig og tilføre erhvervet nyt liv.
*Skattelovgivningens fradragsregler stimulerer trængte landmænd til at udskyde skattebetaling og opbygge gæld, som de siden slipper ud af ved at slagte gården og sælge jorden til svinefarmen ved siden af.
*Lønudviklingen kombineret med de lave priser på energi presser landmanden til at bruge mindst mulig menneskelig arbejdskraft på sin bedrift og mest mulig maskinel og kemisk stordriftsteknik.
*Miljømæsigt velbegrundede afgifter på kvælstof og sprøjtegift stiller den trængte husmand dårligere end den store svineproducent, der har råd til enten at betale afgiften og fortsætte sin praksis som hidtil eller at investere de nødvendige millioner i nye avancerede gylleseparationsanlæg.
Alt i alt er situationen en ulykkelig blanding af markedsmekanismer og statslig regulering, som ved skæbnens ugunst virker i samme retning: til den ekspansive, industrielle storbondes fordel.

MENS LANDBRUGET på den konto synes på vej mod åbenlys indre splid - jævnfør fyringen af Peder Thomsen - sidder der et af Folketinget nedsat Strukturudvalg og grubler over elendigheden. Udvalget skal fremlægge sine resultater ved årsskiftet, og det bliver måske sidste reelle chance for at sikre overlevelsesvilkår for dansk landbrug i en form, man kan være bekendt. Der er ingen snuptagsløsninger, men en vifte af besværlige indgreb, som sikkert vil være på tværs af både storbønderne, markedet, EU og WTO.
Vi nævner i flæng - som en huskeliste til Strukturudvalget: En lovfæstet overgrænse for bedriftsstørrelser, herunder et forbud mod flere svinefabrikker. En udskiftning af harmonikravet om maksimalt antal dyr pr. hektar med et krav om antal pr. amt. En skattelovgivning der fjerner incitamentet til gældsætning og gårdslagtninger. Beskæftigelsesordninger der via løntilskud, jobfradrag eller andre ordninger gør det økonomisk attraktivt at udskifte kemi og maskiner med menneskelig arbejdskraft i landbruget. Ny lovgivning der kan bane vej for andelslandbrug eller fondsejede bedrifter. Politisk vedtaget tidsplan for omlægning til økologisk drift af stadig større andele af landbrugsjorden. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu