Læsetid: 5 min.

Landsby-boere skudt i deres senge

Den irakiske menneskerettigheds-organisation Hammurabi har offentliggjort dokumentation af begivenhederne i Haditha, som indbyggerne oplevede dem
2. juni 2006

AMMAN - Det hele begyndte, da Time Magazine i marts bragte historien om en mulig massakre i den irakiske landsby Haditha den 19. november sidste år. Efter sigende skulle amerikanske soldater have skudt 24 civile irakere, heriblandt kvinder og børn.

Fra amerikansk side er der igangsat to undersøgelser af forløbet, en fra Naval Criminal Insvestigative Service og en uafhængig militær-undersøgelse af beskyldninger om, at soldaterne havde forsøgt at tilsløre massakren i en militærrapport.

Ifølge militærrapporten blev en amerikansk soldat og 15 civile irakere slået ihjel, da en vejsidebombe ramte en amerikansk konvoj. Rapporten siger, at konvojen blev angrebet af bevæbnede oprørere, hvoraf det lykkedes soldaterne at dræbe otte og såre en. Indtil videre er der enighed om forløbet indtil vejbomben sprængtes. Uenigheden består i, hvad der skete herefter.

Dr. Abdulrhman Al-Mashdayny, der er præsident for den irakiske menneskerettighedsorganisation Hammurabi, har de lokales udgave af, hvad der skete den novembermorgen.

Dr. Abdulrhman har takket være et af sine unge medlemmer, en journaliststuderende, som af sikkerhedsgrunde ønsker at være anonym, været i stand til at dokumentere hændelsen. Den journaliststuderende boede i Haditha og havde et video-kamera. Han begyndte at filme efter, udgangsforbudet var bragt til ophør, mere end 18 timer efter, at hændelsen startede. Dr. Abdulrhman har i dagene derefter lavet et omfattende stykke research-arbejde i form af interviews med overlevende og lokale øjenvidner.

Gik fra hus til hus

En vejsidebombe sprængtes på hovedgaden i Haditha den 19. november 2005 klokken lidt over syv om morgenen. Den ramte en amerikansk konvoj og dræbte på stedet soldaten Miguel Terrazas. De resterende soldater satte kurs mod tre huse, der lå 100 meter nede ad en side-gade. Da de kom til husene, åbnede de dørene ved hjælp af sprængstof, fortæller dr. Abdulrhman.

Det første hus tilhørte en 80-årig blind krøbling, Abdul-Hameed Hasan Ali. Han blev skudt, mens han lå i sin seng. Den samme skæbne overgik det meste af hans familie - konen Khamisa Tu'Ma Ali, sønnerne Waleed, Mujahid og Rasheed, Waleeds kone Asmaa og deres barn Abdullah Waleed Abdul-Hameed, der lige havde fejret sin fire-års fødselsdag.

Sønnen Rasheeds kone, den blot 16-årige Hiba Abdullah, havde nået at gemme sig under en seng. Da soldaterne havde forladt huset, skyndte hun sig at smøre sit tøj ind i blod fra sine familiemedlemmer og lægge sig i en stilling, så hun så død ud, i tilfælde af at soldaterne skulle komme tilbage. Her lå hun i over 18 timer, indtil udgangsforbudet ophørte, forklarer dr. Abdulrhman.

Vidner overlevede

Det andet hus tilhørte Yunis Salim Raseef, der blev slået ihjel sammen med sine børn; Muhammed, Noor, Saba, Zainab, Aysha og hans kone Ayda Yaseen Ahmed, hvis søster tilfældigvis var på besøg den morgen. Yunis 12-årige datter Salim Raseef overlevede ved at spille død og kan i dag berette om soldaternes brutale nedslagtning af sin familie:

"De sprængte døren, skød min far og smed en granat ud på badeværelset, hvor min mor var, derefter skød de resten af min familie," siger hun.

I det tredje hus boede Ayad Ahmed og hans sønner; Jamal, Marwan, Qahtan og Chasib, der alle blev dræbt. Efter de tre "husbesøg" bankede soldaterne på hos familien Ahmad, hvor alle - både mænd, kvinder og børn - blev arresteret, hvilket de stadig er.

Inden soldaterne forlod gerningsstedet, tæskede og arresterede de fem vidner, beretter Dr. Abdulrhman. Hele massakren varede ca. 20 minutter, og da soldaterne var på vej væk, kom en taxi med fire universitetsstuderende kørende ned ad hovedgaden, hvor vejbomben forinden var sprunget. Soldaterne tvang Ahmed Fanar Muslih, Muhammed Battal, Wajdi Eiada og Khalid Eiada ud af taxien, hvorefter de ifølge dr. Abdulrhman blev skudt på åben gade.

Selv om livet går videre i den lille landsby, har tragedien sat dybe ar.

"Folk er rædselsslagne," udtaler byens borgmester Amani Jawad Hamzeh al-Dheyyani og forsætter:

"Amerikanerne må love, at det her aldrig nogensinde sker igen."

Borgmesteren mener desuden, at de irakiske myndigheder er ansvarlige for begivenhederne, fordi de ikke greb ind.

Der har været en deluenighed om forløbet i massakren og antallet af døde. Dr. Abdulrhman har en række kommentarer til det:

"Til at begynde med troede amerikanere, at der var en enighed mellem parterne om, at dødstallet var 15, og til det kan jeg kun sige, at der har aldrig været en sådan enighed. Igennem Hammurabis og andre ngo'ers hårde arbejde og insisteren har vi tvunget amerikanerne til at erkende, at dødstallet er 24," siger han.

"Jeg mener ikke, at vejbomben i sig selv udløste begivenhederne, disse sprænges hver dag mange steder i Irak. Det, som jeg mener i virkeligheden skete, var, at soldaterne ved bomben mistede en af deres gode venner og ville hævne hans død," siger han.

Det har været fremme, at der var en skudveksling mellem irakere og amerikanere. Dertil siger dr. Abdulrhman meget insisterende:

"Ingen irakere, der var involveret i episoden, har på noget tidspunkt haft skydevåben."

Et sidste punkt, hvor der er uenighed, er taxiens ankomst.

"Taxien kom 20 minutter efter massakren, og selv om der var udgangsforbud, er det ikke sikkert, at chaufføren havde hørt om det, da det jo kun lige var trådt i kraft," siger dr. Abdulrhman.

FN reagerede ikke

Det amerikanske militær isolerede byen fuldstændigt i mere end 10 dage, og dr. Abdulrhman fik den første rapport om massakren 28. november fra den journaliststuderende. Det var imidlertid først muligt for udefrakommende at komme ind 5. december, hvilket også var dagen, hvor dr. Abdulrhman startede sit researcharbejde. Han afleverede sin dokumentation til FN-missionen i Irak, UNAMI, men det eneste svar, han fik, var, "at de havde overleveret materialet til den amerikanske ambassade og det amerikanske militær".

Da der ikke skete mere, valgte han 5. januar at kontakte en amerikansk journalist fra Time Magazine. Journalisten var i Irak for at dække en anden historie og var egentlig ikke interesseret i krigsforbrydelser, men doktoren insisterede på, at han tog imod materialet. 10 dage senere kom journalisten tilbage og berettede, at han havde fremlagt materialet over for nogle juridiske eksperter, der mente, at der klart var tale om en krigsforbrydelse.

Simon Hansen læser Mellemøst-studier ved Syddansk Universitet og arbejder på Amman Center for Human Rights Studies i Jordan

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu