Læsetid: 3 min.

Landsbytosse-Bingo

27. marts 1998

En pinlig omgang politisk plattenslageri og dilettantkomedie udspillede sig i går i folketingssalen.
Dansk folkestyres ledestjerne, Folketingets formand, blev valgt ved en bingo-lignende lodtrækning.
Den glade udråber, midlertidige og derefter blivende formand, Ivar Hansen, tildelte sig selv førsteprisen efter først at have koketteret med sin udråberrolle.
Rekvisitterne i hurlumhejet var en stærkt fotograferet, orientalsk vase, en fuld folketingssal, en tvær færing, og et pressekorps, der i dagens festlige anledning også talte Se og Hør, Billed Bladet og Ekstra Bladets bagsideskribent.
Lodtrækningen var bagt i Nyrups forvirrede parlamentariske køkken.
Joannes Eidesgaard har bragt Nyrup til magten. Men hjemmefra har Eidesgaard strenge påbud om kun at stemme for og imod love, der direkte påvirker Færøerne.
Derfor rendte han alt, hvad remme og tøj kunne holde fra et løfte til Nyrup om at støtte Birte Weiss som Folketingsformand.
Derfor stemmeligheden mellem venstre og højre halvdel af Folketinget, og derfor den pinagtige landsbytosse-bingo-seance i går.
Ivar Hansen vandt, den borgerlige fløj på tinge brød ud i jubel og klapsalver, og Venstres folketingsgruppe gik op til sig selv og drak champagne.

Depression greb Birte Weiss, hvis kort ikke kom ud af Ivar Hansens krukke. Hun trak afsides og fik sig efter eget udsagn en lille tudetur. Følelsesregistret blev benyttet fra den ene ende til den anden. Anger og vrede stod henholdsvis Joannes Eidesgaard, neutral færing, og Poul Nyrup Rasmussen, forsmået statsminister, for.
Eidesgaard havde lånt Grønlandsværelset på Christiansborg til at bekende, at han faktisk i salen sprang fra et ord til Nyrup. Han havde lovet statsministeren, at han "ville neutralisere de færøske stemmer", altså stemme modsat af Oli Breckmann, den anden færing på tinge.
En af de ting der er smuttet for Nyrup, udover Eidesgaard, er Centrum-Demokraterne.
I forhandlingerne om formandsposterne for Folketingets udvalg, indgik CD og regeringen en aftale, der gav CD tre vigtige udvalgsformandsposter. Men af en eller anden uransagelig grund kunne CD ikke acceptere Birte Weiss på formandsstolen. Rygtet på Borgen siger, at det er ganske almindelig dårlig kemi mellem Weiss og Mimi Jakobsen, der ligger bag. Og dermed fik Pia Gjellerup og Ole Stavad, der forhandlede aftalen på plads med CD, ingen valuta for de dyre udvalgsposter. I sig selv et stykke rigtig dårligt håndværk af de to nye
S-ministre.

Der kan trods alt siges gode ting om en lodtrækning i Folketinget. For eksempel er Folketinget ikke i dag uden formand, hvilket ville have været meget værre end lodtrækningen. Men hvis Eidesgaard holder sin position på sidelinien, har Nyrup-regeringen ikke noget flertal sammen med SF og Enhedslisten. Det vil gøre det sværere at udnytte forhandlingsviljen hos de rekonstruerede højrepartier.
I virkelighedens verden vil det være meget få eksempler, hvor regeringen ikke kan lokke et eller flere af højrepartierne med sig, så handlingslammelse bliver der ikke tale om. Men situationen er ubærlig. Særligt fordi det skal gå stærkt med en skattereform, og skatten er et område, hvor regeringen for alvor får brug for et flertal venstre om i salen.
Forude vinker både forhandlinger om Færøernes bloktilskud, og om gældssaneringen kombineret med en erstatning efter Færøbanksagen.
Hvis ikke Eidesgaard vil lade sig købe tilbage i den socialdemokratiske lejr, risikerer han at blive truet retur under dé forhandlinger.
I første omgang er der valg på Færøerne sidst i næste måned. Før den dato er der ikke nogen eller noget, der kan rokke Joannes Eidesgaard.
"Selvfølgelig er man optaget på Færøerne af, at man tør have en egen holdning her under valgkampen", siger Eidesgaard.
Der vil alligevel heller ikke være grydeklare skatteforslag til afstemning i Folketinget før maj eller juni. Til den tid vil socialdemokraterne sætte meget ind på at mørne Joannes Eidesgaard.
Foreløbig hælder Poul Nyrup Rasmussen vand ud af ørerne med udsagn om at vælgerne har sammensat et Folketing, der bare skal samarbejde.
"Det ønsker vælgerne, og det er vi måske alle sammen bedst tjent med", sagde Nyrup i går. På trods af, at det samarbejdende folkestyre måtte lade en lodtrækning placere en formand i sit højeste sæde.
Stakkels Eidesgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her