Læsetid: 3 min.

En lang NHØP-aften

Ikke alt var mindeværdigt ved den store, internationalt satsede mindekoncert, 'Celebrating NHØP', for den folkekære danske bassist
2. februar 2006

Man glemmer den sikkert ikke lige med det samme. Men det bliver i så fald ikke kun for det gode. Den storstilede mindekoncert, Celebrating NHØP, iværksat af bl.a. Danmarks Radio, Copenhagen Jazz Festival og Dansk Jazzforbund, præsenterede tirsdag i en udsolgt Tivolis Koncertsal et stort opbud af danske og internationale musikere, der i konstellationer på kryds og tværs spillede musik med relation til den afdøde verdensbassist, Niels-Henning Ørsted Pedersen. Et glimrende og vel også uundgåeligt initiativ, NHØP's betydning i dansk musik taget i betragtning.

Som publikum måtte vi dog lide under, at hele festligheden var kørt i stilling i høj grad på tv's præmisser med henblik på tv-udsendelse og en senere dvd-udgivelse. Det betød bl.a. ventetid på producerens klarsignaler imellem flere numre, svingende kameraer og skærende spots til gene for publikum, hvilket flere under protestråb måtte gøre opmærksom på, indtil lyset blev dæmpet, så også de kunne komme til at se, hvad de havde betalt for.

En fire timer lang koncert (inklusive pause) med en del varm luft og numre, der blev trukket unødvendigt i langdrag, eller som af lydmæssige eller musikalske grunde faldt til jorden. Således bl.a. baskvartetten med Jesper Lundgaard, Mads Vinding, Bo Stief og Hugo Rasmussen. I deres lange, murrende og usam-menhængende bas-hyldest til NHØP mindede de mest af alt om fire strandede hvaler langt hjemmefra.

Bigband og pianister

Aftenens vært var - i begivenhedens internationale ånd - den amerikanske sanger, Curtis Stigers, og det gjorde han godt, dvs. venligt og sagligt. Det begyndte stemningsfuldt og ømt med 'I Skovens dybe stille ro': Sokkelund Sangkor med Kim Sjøgren (violin) som solist, akkompagneret sparsomt af Ole Kock Hansen (klaver) og Mads Vinding (bas). Mere hørte man så ikke til Kock Hansen, og det må undre, efter som han i mange år var NHØP's centrale sam- arbejdspartner. Til gengæld fik vi DR Big Band at høre, som NHØP var medlem af i atten år, og som han og Kock Hansen siden samarbejdede med på plade. NHØP's blues, "The Puzzle" blev afleveret i en velswingende udgave, og det var ikke hovedsolisten, Ulf Wakenius (guitar), der gjorde indtryk med sit fortravlede spil, men derimod Henrik Bolbjerg, der med en smukt opbygget trompetsolo fuld af timing fik hvert kor til at stige i intensitet.

Flere pianister var på scenen, bl.a. brasilianske Tania Maria i trio med Marilyn Mazur (trommer) og Klavs Hovman (bas). Maria er sød og inciterende, men hendes to indslag, "Bom Bom" og "Refrão Popular", ville ikke rigtig lette. Pianisten Mulgrew Miller, som havde et duo-samarbejde med NHØP i de seneste år, viste sig som en begavet balladefortolker i trio med Alex Riel (trommer) og Jesper Lundgaard (bas). Men størst indtryk gjorde pianisten Jim McNeely, der med kort varsel var trådt i stedet for canadi-ske Renee Rosnes, som var forhindret i at komme på grund af snestorm i Montreals lufthavn. McNeelys spil i "Body and Soul" var funklende og overraskende.

Tiltrængt energi

Palle Mikkelborg indtog en central rolle i koncerten, først som ambitiøs arrangør af NHØP-kompositionen, "Uncharted Land", der involverede både DR Big Band, Søs Fenger (vokal), Helen Davies (harpe), Mikkelborg selv (trompet) og den belgi-ske guitarist Philip Catherine. Sidstnævnte havde svært ved at finde sine ben i dette luftige og langtrukne stykke med indlagt sidetema af heftig rockjazz. Svævende smuk og lyrisk-dramatisk var til gengæld "Angel Eyes", hvor Mikkelborg hørtes med Ca-therine, Davies og Bo Stief på el-bas.

Efter den æterisk smukke, men for lange fortolkning af Joni Mitchells "Both Sides Now", udført af Cæcilie Norby (vokal) og Lars Danielsson (bas), var det kærkomment at høre bassist Chris Minh Dokys kontante amerikanske gruppe med bl.a. Jeff Tain Watts på trommer og ikke mindst Chris Potter (sax), der leverede tiltrængt energi med en hakkende, rytmisk bearbejdning af sine solofraser. Og det hele måtte naturligvis slutte med Curtis Stigers, der med Minh Dokys gruppe fremførte NHØP's ikke uefne popsang, "Those Who Where". Det bliver interessant at se, om optagelsernes lyd, lys og musik kan bære som dvd-udgivelse.

'Celebrating NHØP', Tivolis Koncertsal, tirsdag. Koncerten sendes som Temalørdag 18. februar på DR2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu