Læsetid: 2 min.

Lang vej hjem

18. juni 2007

INGEN HAR MERE AT LÆRE af de nu overståede valg i Frankrig end det vingeskudte, tabende franske socialistparti, Parti Socialiste, PS.

Det er nærliggende at pege på det skæve franske flertalsvalgsystem, der i ekstrem grad favoriserer det største parti, men for socialisterne rækker det ikke, om end et proportionalt system ville have afspejlet vælgernes ønsker mere præcist og ville have gavnet demokratiet og den politiske dialog, der har trange kår i gallernes fædreland.

På den anden side ville et forholdstalsvalg muligvis have sløret den klare besked, som vælgerne har givet Parti Socialiste som i kort form er: Reformér jer eller dø.

For dem, som vil indvende, at socialisterne trods alt klarede sig bedre end forventet i går, og at Ségolène Royal trods alt fik over 40 procent af stemmerne ved præsidentvalget, samt at nedturen som den, partiet nu har været igennem, er, hvad der sker i politik, kan man henvise til en oplysende meningsmåling fra sidste weekend foretaget af opinionsinstituttet CSA og offentliggjort i avisen Le Parisien. Her svarer 55 procent af vælgerne, at PS 'ikke har reageret tilfredsstillende på forandringer i verden'; 58 procent finder partiets ideer 'urealistiske', og 55 procent svarer, at partiet endnu ikke har erkendt årsagerne til Royals valgnederlag.

KLAR TALE og vælgerne har ret. PS er enestående i Europa, derved at partiet på den ene side hævder at være medlem af nutidens socialdemokratiske familie, på den anden side synes at leve i en økonomisk virkelighed fra 1950'erne og en retorik på samme område, som er hevet direkte ud af maj 1968. Det duer bare ikke. Globaliseringen er et faktum, og partiet hjælper ikke de mange franskmænd, som føler sig truede af virkeligheden ved blot at benægte den. At Royal under sin valgkamp dygtigt stjal visse populis-tiske temaer fra højrefløjen om lov, orden og ungdomskriminelle udstiller blot partiets idéfattige ynkelighed.

De franske socialister må i stedet betræde den reformvej, som deres søsterpartier i f.eks. Tyskland, Storbritannien, Spanien og Danmark for længst har gjort. Den bane er bred - Europas socialdemokratier er langt fra ens. Men de deler en grundlæggende accept af markedsmekanismen og en tro på, at goderne, der stammer herfra, både kan og skal fordeles også til gavn for samfundets svageste, uden at de stærkeste skal hånes som blodsugende kapitalister med høje hatte.

Det må PS nu diskutere frem mod årsmødet i november. Lige nu handler meget af den interne kritik om, at præsidentkandidaten og partiformanden - alias Royal og François Hollande - spiller deres interne parforholdsskænderier og strategisk-politiske uenigheder ud for åbent tæppe.

Naturligvis gavner den slags intet parti, men årsagen til partiets problemer bunder langt dybere - i en intellektuel og ideologisk fallit, som må erkendes, inden nye ledere sandsynligvis må overtage og skabe den livsdygtige og iderige opposition, som Frankrig desperat har brug for under eneherskeren Sarkozy.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu