EN HÅRDKOGT historie: "Jeg har ingen tillid til dig mere," sagde han.
Hans ord ramte hende som en uopvreden gulvmoppe over munden.
Hun gjorde en synkebevægelse:
"Det samme her."
"Altså, du har heller ikke tillid til dig - mere?" sagde han.
"Nej, til dig. For du sagde, du havde tillid til mig."
"Hvornår?"
"Da de andre sagde, du havde sagt, du ikke havde tillid til mig mere."
"Det var dengang. Da havde jeg ingen tillid til, at jeg kunne skille mig af med dig så hurtigt."
"Det har du nu?"
"Jeg har en plan."
"Den har jeg ingen tillid til."
"Dér sagde du det selv. Når du ikke har tillid til mig, kan jeg ikke have tillid til dig," sagde han.
Hun kiggede på ham med et blik som en udryddet dyreart.
"Farvel," sagde hun.
"Nej, ikke nu. Først om en uge, når du kan sige udenad, at ingen har tillid til dig. Det er min plan."
Hun hørte ham ikke, for hun var gået.
"Man kan da heller ikke have tillid til nogen mere," sagde han træt.
I SOMMERVARMEN kan man køle sig med det søde gys i amerikansk gangsterlitteratur. Genrens mester Raymond Chandler byder på titler som Farvel, min elskede, Det lange Farvel og Den lange søvn. Et gennemgående træk ved Chandlers historier er, at plottet er så indviklet, at forfatteren ikke kan finde anden vej ud end på bogens sidste sider at lade mørkets kræfter udrydde hinanden, mens helten lidenskabsløst kigger til. Og nogenlunde sådan går det i Det Konservative Folkeparti - bortset fra, at der ikke er nogen helt, men kun kræfter, der udrydder hinanden.
I går ekspederede partiformand Poul Andreassen partileder Pia Christmas-Møller. Eller rettere: Hun ekspederede sig selv, men en uge før, hun efter hans plan skulle gøre det. Ved denne fremskyndelse bidrog hun til hans snarlige ekspedition. Sammen sendte de deres fælles parti nærmere nekrologen.
TIL IRONIERNE i de konservatives skæbne hører, at Poul Andreassen som tidligere leder af rengøringsimperiet ISS blev hidkaldt for at rense ud i partiets svinesti af indre magtkampe og partiødelæggende selvhævdelse. Fra at være en løsning har han udviklet sig til et hovedproblem.
I Det Konservative Folkeparti har magten historisk ligget i folketingsgruppen. Indtil gruppen blev lammet af de fløjstridigheder, der klimaksede - troede man - da Per Stig Møller rev rivalen Hans Engell med sig i faldet som partileder. Pia Christmas-Møller blev indsat som vakkelvorn kompromiskandidat. Konservative håb knyttedes til, at hun med Andreassen kunne udgøre en duet af partiets to traditionelle røster: mellemklassen og det store erhvervsliv.
Men Christmas-Møller har aldrig fundet sit mæle, for hendes pip er konstant blevet taget fra hende af at skulle forsvare sin egen stilling. Og Poul Andreassen har ført sig frem, som om han havde erhvervet partiet ved en fjendtlig aktieovertagelse. I hans formandstid er genstridige folketingsmedlemmer blevet bortvist som ulovligt udebleven rengøringshjælp: Først Jens Heimburger på en i offentlig pinagtighed beordret folketingsorlov, siden Frank Dahlgaard i varig afsked.
At Andreassen er blottet for politisk fornemmelse, bekræftede han, da han i Berlingske Tidende den 20. juni i år bebudede sin egen afgang, når der senest om to ethalvt år er folketingsvalg. Dermed fratog han sig selv det vigtigste våben i politik: Truslen om at blive. Samtidig fik han ved sine udtalelser rejst tvivl om Christmas-Møllers forbliven på lederposten.
"Der var ikke rigtigt nogen" at vælge mellem efter Per Stig Møller og Hans Engell", sagde Andreassen.
Hvem der "ikke rigtigt var nogen", forstod Christmas-Møller godt. Hun tilbød at gå af. Partiledelsen - indbefattet Andreassen - fik hende til at blive, men i den vagtsomme konservative borgfred havde Andreassen åbnet for den uro, der siden har genhærget partiet.
Og som Andreassen nu giver Christmas-Møller skylden for. Uroen har vist den "skrøbelighed", som nødvendiggør Christmas-Møllers afgang, siger Andreassen, der selv er uroens nærmest ophav.
HELT IDIOTISK forventede Andreassen, at Christmas-Møller pænt ville følge hans plan og vente en uge med selv at foreslå sin afgang. Forudsigeligt er hun krænket og ser ingen grund til at bistå i sin egen ombringelse.
Med hendes harmfulde farvel er folketingsgruppe og parti sendt ud i ny dødsspiral. Andreassen fastholder, at hans "redningsplan" for partiet rummer navnet på en person i folketingsgruppen, som alle vil kunne enes om som partileder. Mon dog? En ny skudrunde er snarere forestående i det konservative gruppeværelse.
Hvem der fremstår blodbestænkt som nyeste bud på samlende skikkelse kan man afvente i spænding og vantro.
Partiets håb om en fremtid synes at ligge i det næsten utænkelige, at alle folketingsmedlemmer lader deres suppleanter indkalde - varigt.
Og partiformanden selv? Det er en jævnlig borgerlig klagesang, at der er for få erhvervsledere i dansk politik. Nu véd vi, at der er én for mange.
