Læsetid: 8 min.

Lange lemmer og stor mund

1. juli 2005

Vi var cirka halvvejs igennem professorens fest, da den gibraltariske biskops advokat tog fat i min albue for at føre mig ind til middagsbordet. Professoren og hans forlægger havde allerede holdt hver deres usædvanligt ubehøvlede tale om hinanden. En vis Lucinda Lambton havde vist mig antikviteterne på første sal i Garrick Club, og til professorens store begejstring var ikke alene hans to eks-koner, men også Michael Frayn og Claire Tomalin dukket op, selv om de var udvandret under hans forrige bogpræsentation, fordi de blev stødte over hans forsvar af palæstinensisk terrorisme.

Et par dage senere ringede jeg til Ted Honderich. Filosofiprofessoren sad i toget. "Jeg har lige spist frokost sammen med Ian Gilmour," sagde han, "og jeg er meget fuld."

Ted Honderich er ikke nogen helt almindelig filosof. Canadieren, der som 26-årig kom til England i 1959, har ganske vist beklædt det embede på University College London, der engang var synonymt med den førende figur i engelsk filosofi i det 20. århundrede, Sir Alfred Ayer.Det er også rigtigt, at Honderich har brugt mange år på at gruble over dualismens dårskab og determinismens dybere pointer, men han er på ingen måde en tør logiker.

Langlemmede, høje Ted har haft mange kvinder og har udløst næsten lige så mange kontroverser. Han har haft affærer med flere af sine studerende, og på sit kontor tæt på universitetet lod han engang en prostitueret udføre "en ringe tjeneste, der først senere blev bragt til værdighed af en amerikansk præsident", som Honderick så raffineret udtrykte det i sin selvbiografi. Det er lykkedes ham at fornærme såvel palæstinensere og israelere, der er blevet nedlagt forbud mod en af hans bøger i Tyskland, og han har prøvet at blive ledsaget af urobetjente på vej til sine forelæsninger. Han er den højt agtede redaktør af The Oxford Companion to Philosophy, men holder sig ikke for god til akademiske stikpiller og kommer med følgende gravstensegnede beskrivelse af Roger Scruton: "Tænkeren for tankeløse mænd."

Nu har Honderich Tony Blair i sigtekornet. Den nye udgave af bogen Conservatism, der blev udgivet første gang i 1989, er blevet opdateret, hvilket har givet Honderich mulighed for at slippe sit raseri mod George Bush løs - "et eller andet sted i Texas er der en landsby, der savner sin tosse" - og i endnu højere grad mod Labour. Som ven af Michael Foot, tidligere taleskriver for Neil Kinnock og forhenværende medlem af Hampsteads fasttømrede gruppe af venstreorienterede drager Honderick en indædt rasende konklusion.

"Den kendsgerning, at New Labour ikke har stået entydigt på menneskehedens side," skriver Honderich, "adskiller det fra venstrefløjens partier. Den adskiller det efter min opfattelse fra anstændige partier. Det har ikke udvist moralsk intelligens. Det har gjort så få gode ting for sit land og så frygtelig skade på andre mennesker ... at det med rette har udløst skam og raseri hos de mange, der engang støttede det varmt."

Det måske endnu mere knusende er Honderichs beskrivelse af New Labour som tilhørende den konservative tradition. Ikke knusende fordi han dermed påpeger det, der for mange er åbenlyst, men på grund af hans definition af de konservative. "De fremstår helt uden støtte og legitimering fra nogen som helst form for moralsk princip. Den konklusion, vi når frem til, er ikke, at de konservative er egoistiske, men at de ikke er andet overhovedet."

"Jeg har svært ved at beherske mig, når det kommer til det emne," siger Ted, da vi mødes igen i hans hjem i Frome, Somerset, hvor han slog sig ned efter sin pensionering fra UCL. Invasionen af Irak, det, han betragter som Labours manglende held til at afhjælpe den sociale ulighed og sænkningen af niveauet i den offentlige debat, irriterer ham. "Jeg bliver inderligt oprørt over det," siger han. "Det gør mig rasende, at stort set alle, der viser sig på en tv-skærm - bortset fra de enkelte akademikere, der kommer til orde engang imellem, de fremstår som velsignede oaser i ørkenen - allesammen har gjort det til deres politik at undlade at besvare de stillede spørgsmål. Det er symptomatisk for New Labour, og det forurener de offentlige informationskilder."

Jeg prøver at forberede min hjerne på en tur gennem vores næste emne - Honderichs syn på debatten om forholdet mellem sjæl og legeme - "Jeg har en forfærdelig masse argumenter, der støtter det tilsyneladende vanvittige synspunkt, at rummet bliver til i din bevidsthed, men som noget uden for dit hoved" - men så er det blevet frokosttid.

Teds dom over den første ret, som Ingrid - den tredje fru Honderich i rækken - serverer, ville sandsynligvis true den ægteskabelige harmoni i et hjem, der var mindre vant til akademiske diskussioner. "Jeg må sige, at den her suppe er noget underligt noget," siger han, "du har måske glemt Johnsons udsagn: 'det mærkelige varer aldrig ved.'" Men Ingrid bliver ikke fornærmet, måske fordi hun selv har arbejdet som institutleder på Royal Institute of Philosophy, og måske fordi Ted har en rørende vane med jævnligt at kalde sin kone hen til sig og kysse hende på munden.

Da vi skal til at gå ombord i koldt kød og salat, dukker emnet kannibalisme på Hawaii op i samtalen. "De benæger det," siger Ingrid om hawaiianernes påståede fortidige forkærlighed for menneskekød. "De prøver at benægte, at de spiste kaptajn Cook, selv om det er helt åbenlyst, at det var lige præcis det, de gjorde," siger Ted. Ingrid tilføjer, at man troede på, at man fik en del af en persons ånd, hvis man spiste vedkommende. "Derfor er det helt sikkert, at de spiste kaptajn Cook," siger Ted triumferende, "de vidste, at han var en stor mand." Ingrid ser tankefuld ud. "Ja, man ville virkelig styrke sig selv ved at spise et andet menneske." Hun kigger på mig. "Undskyld, jeg håber ikke, at vi tager appetitten fra dig."

Ted og Ingrid er netop vendt hjem fra Tyskland, hvor Ted har holdt forelæsninger. "Det er et dejligt sted at være," fortæller han. "Alle ved, hvem jeg er og råber 'Ted er her!', som om jeg er på Mars eller noget i den retning."

De kender ham allesammen på grund af den strid, der brød ud efter udgivelsen af After The Terror. I England fik bogen ægteparret Frayn og en anden tidligere Hampstead-nabo, lord Lennie Hoffmann, til at forlade udgivelsesfesten, men da den blev udgivet i Tyskland for to år siden anklagede en professor på universitet i Frankfurt den for at være anti-semitisk, og den filosof, der var udset til at forsvare Honderich, gjorde det med så stor ambivalens, at forlaget besluttede at forbyde salget af bogen.

En række tyske tv-hold tog opstilling foran den tidligere præstegård i Frome, hvor ægteparret Honderich bor. En jødisk forlægger besluttede til sidst at udgive bogen i Tyskland, men da Ted besøgte landet for første gang efter udgivelsen, var han og Ingrid nødt til at blive ledsaget af politi overalt.

Ted afviser alle anklager om anti-semitisme. "Ingrids svigersøn er jødisk ligesom en af mine eks-koner," siger han. Hans holdning er, at Israel har ret til at eksistere inden for de grænser, der blev trukket i 1967, men at palæstinenserne har en moralsk ret til at udføre angreb med selvmordsbomber, hvis Israel er involveret i etnisk udrensning af palæstinenserne. På denne måde har han held til at støde begge parter fra sig.

Jeg er nu ikke sikker på, at det bekymrer Ted Honderich særlig meget. Da jeg spørger ham, om han ikke bare engang imellem har gjort sig skyldig i overlagt provokation, svarer han, at "anstændig moral forpligter folk til ikke bare at sige sandheden, men sige sandheden virkningsfuldt". Han mener, at hans britiske filosofkolleger ville stå mere markant frem i offentligheden, hvis de var villige til at hæve stemmen lidt oftere. "I dette land spiller filosoffer snart ikke nogen rolle længere. Det er ikke som i Frankrig eller Tyskland. De ville blive hørt, hvis de var mere selvsikre."

Honderich befinder sig i en mærkelig og ikke helt tilfredsstillende situation. Enhver filosofistuderende kender hans navn, og i løbet af sin lange karriere er han blevet kædet sammen med alle de ledende figurer i engelsk filosofi. Han har deltaget i en protestmarch mod atomvåben sammen med Bertrand Russell, der havde medbragt en fløjlspude at sidde på. Som forvalter af Alfred Ayers litterære arv forblev Honderich tæt knyttet til Sir Freddie, selv efter at andre havde afbrudt forbindelsen med Ayers på grund af hans enorme forfængelighed.

Jeg spørger Ted, om historien om Ayer og Mike Tyson er sand. Der går en historie om, at de to herrer opholdt sig på en natklub i New York samtidig, og at Ayer beordrede Tyson til at give slip på en kvinde, som Ayer mente følte sig forulempet af bokseren. "Jeg er verdensmester i sværvægt," sagde Tyson, "hvem fanden er du?" "Jeg er den tidligere Wykeham-professor i logik på Oxford University - hvem fanden er du?" svarede Ayer.

"Jeg har hørt historien fra Freddie," siger Ted, "men han havde en tendens til at overdrive."

En filosofiprofessor med så stor tiltro til egen verdensberømmelse ville i sandhed være et særsyn i dag.

Efter frokosten går vi tur i Honderichs have. Ted siger, at han ikke er skuffet over, at han ikke er kendt over hele verden. "Det eneste jeg har villet var at være filosof, at besidde en stilling som filosof." Jeg tror dog, at han er lidt skuffet over de forandringer, der finder sted i England. Honderich blev i første omgang tiltrukket af sit adopterede hjemland af Ayers Language, Truth and Logic og "velfærdsstatens anstændighed", men har været vidne til sidstnævntes kollaps og en svigtende interesse for førstnævnte.

Ted raser dog ufortrødent videre mod uretfærdighed, fattigdom og New Labours fejltrin. "Alting bliver presset ind i konformiteten, men sandheden støjer," siger han. For dem der lytter - og de kloge vil blive ved at lytte - er der stadig megen støj at opfange i Frome og Garrick Club. Og med lidt held vil der fortsat blive holdt taler, der får de følsomme til at udvandre til lyden af Hondericks sandhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu