Læsetid: 5 min.

Den lange tyske afvej

Den tyske katastrofe skyldtes ikke mindst, at kultur og politik vendte ryggen til hinanden og blev modsætninger, skriver Wolf Lepenies i sin nye bog. Først efter 1945 lærte landet, at politik skal afgøres i det politiske rum
27. oktober 2006

I Erich Maria Remarques klassiker om Første Verdenskrig, Intet nyt fra vestfronten, findes der blandt mange andre en særdeles fascinerende passage. Hovedpersonen Paul Bäumer, der i 1914 sammen med hele sin skoleklasse havde meldt sig som frivillig, står nu ved fronten nogle år efter og reflekterer over det, der er sket. Han erkender, at hele krigen var et stort bedrag, og hans frustration vender sig fra fjenden på den anden side af frontlinien mod de hjemlige autoriteter, symboliseret blandt andet ved skolelæreren Kantorek. For det var ham, som indtrængende havde opfordret de unge til at forsvare Tysklands nationale ære.

Nu, hvor krigen varer ved, er der blot den sorte humor, siger Paul i en monolog, andet er der ikke at gøre. Men: "Jeg ved, at alt dette, som nu, så længe, vi er i krig, synker ned i os som en sten, vil vågne igen efter krigen. Og først der begynder opgøret på liv og død. Dagene, ugerne, årene her ved fronten vil vende tilbage en gang til. Og vores døde kammerater vil på det tidspunkt genopstå og marchere med os. Vores hoveder vil da være klare. Vi vil have et mål. Og så vil vi marchere - vores døde kammerater ved siden af os, årene ved fronten bagved os. Men i mod hvem? Men i mod hvem?"

Sammenhæng med forhistorien

Passagen fremhævder den jordskælvsagtige betydning, som Første Verdenskrig fik for en helt generation, ja et helt land - og deri ligger dens fascination. Især i Tyskland har man på grund af årene 1933-45 og de nationalsocialistiske forbrydelser en tendens til at anskue historien baglæns. Hitler bliver her til den centrale skikkelse i det 20. århundrede, og Første Verdenskrig dermed kun til en slags forløber til nummer to. Og selv om der er meget, som berettiger denne vinkling; selv om enhver historie har en forhistorie, og denne sammenhæng er nok så tydelig i perioden mellem 1914 og 1945, så skærper denne glidebanelæsning dog ikke ligefrem blikket på den enkelte periodes mange facetter, konstellationer og særpræg. Kierkegaards berømte indsigt, at livet leves forlæns, men forstås baglæns, gælder også historien, og der er god grund til at se på den første tredjedel af Tysklands skæbne i det 20. århundrede som andet end en fodnote til det, som fulgte efter. Først da vil kontinuiteten for alvor stå klar.

Tager man ovennævnte passage alvorlig, bliver det tydeligt, hvad den såkaldte Weimarrepublik, som fulgte det tyske nederlag i november 1918 og kejserrigets sammenbrud, stod overfor. Ikke blot arvede den de politiske, økonomiske og samfundsmæssige problemer, krigen havde skabt; ikke blot måtte den bære og forsvare nederlagets skam i form af Versailles-traktatens ydmygelse, den stod også uden reel opbakning i brede kredse af den tyske befolkning. De, som havde været ved magten og havde tabt den i krigens sidste fase, kejserrigets elite, stod i et naturligt spændingsforhold til den nye republik. Men fjendernes fjende, den menige soldat, den unge generation, som følte sig bedraget af krigen, kom ikke til undsætning - deres aggression var for diffus, deres forbehold over for staten og dens politiske repræsentanter var for store, og for stor var til sidst også deres træthed til at engagere sig på en produktiv, skabende måde. Som politologen Kurt Sontheimer skrev i sin klassiske studie Antidemokratisches Denken in der Weimarer Republik for mere end 40 år siden: "Ikke mindst gik Weimarrepublikken til grunde, fordi den ikke var i stand til at udvikle en egen statsbevidsthed- en statsbevidsthed, som følte sig knyttet til og i overensstemmelse med den demokratiske republik."

Sagt meget forenklet, så indtog republikkens fjender en radikal opposition, mange af dens potentielle venner dog i alle andre sfærer end den politiske, hvorfor 20'ernes Tyskland jo blev sådan en mangfoldighed af kulturer, reformbevægelser og livstils-eksperimenter. Og dem, der var tilbage og ikke søgte at skrue tiden tilbage og hente kejseren hjem fra sit hollandske eksil, længtes til gengæld i mange tilfælde i mod at overvinde det eksisterende, betragtede det som en midlertidig overgang til en eller anden form for revolutionær fremtid. Hvad der i upræget grad manglede, var den politiske midte.

Weimarrepublikken som ikon

Wolf Lepenies bog beskæftiger sig langtfra kun med Weimarrepublikken. Men denne er symbol på og forlængelse af en konstellation, som havde præget den tyske historie i gennem hele det 19. århundrede - nemlig modsætningen mellem politik og kultur. Mens andre vesteuropæiske lande lidt efter lidt udviklede parlamentariske systemer med demokratisk forankrede borgerrettigheder, så haltede Tyskland bagefter - en industri- og kulturgigant med en feudal politisk struktur, der trodsigt stillede sin egen inderlighed over for den vestlige civilisation, som - forstås - var tom og overfladisk. Og trodsigt var det, hævder Lepenies: "Afstanden til politik har lidt med den tyske nationalkarakter at gøre, og meget mere med den tyske historie. Da de bliver fornægtet adgang til polis' anliggender, vender mange intellektuelle politikken ryggen og begynder at betragte den politiske indifference som det, der kendetegner dem som kulturbærende." Og et andet sted forsætter han: "Kulturen blev i Tyskland til arenaen for det absolutte. I dette rige findes der ingen kompromiser. Overvurderingen og ophøjelsen af kulturen fører til et ejendommeligt krav på magt: Det hører til den tyske tradition, at kulturen ser sig selv som den bedre politik."

Det er denne historie, som bogen fortæller. Politik og kultur som - i Tysklands tilfælde - hinandens modsætning, som først for alvor bliver ophævet efter katastrofen ved navn Hitler. Først da landet endegyldigt ligger i ruiner og tyskerne har begået historiens største civilisationsbrud, bliver det klart for civilsamfundet, at også politik kræver engagement, ja at politiske spørgsmål skal afgøres i den politiske sfære og ikke må overlades til hazardører. Det er først efter 1945, at denne tyske vende ryggen til-holdning bliver ophævdet, at politik og kultur forliges ved at blive adskilt. Det er denne lektion, som Forbundsrepublikken har lært, og som gjorde den "forsinkede nation" til en del af den vesteuropæiske demokratiforståelse.

"Men i mod hvem? Men i mod hvem?" Bare Paul Bäumer og hans kammerater havde fundet svaret 27 år inden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her