Læsetid: 7 min.

Den lange vej over havet

Samuel fik brug for sine evner som sømand, da libyske menneskesmuglere hyrede ham og to venner fra en fiskerlandsby i Ghana som kaptajner på synkefærdige både til Europa. Sidste år forsøgte flere end 22.000 mennesker at komme til Italien over Middelhavet. Mange døde undervejs
29. december 2006

Samuel og hans to kammerater blev hentet om natten i en fryselastbil og kørt ned på stranden, hvor libyske politimænd allerede var i gang med at laste båden med afrikanerne. Samuel og hans venner var hyret som kaptajner på en båd til Europa -som belønning fik de en gratis overfart.

Den ghanesiske mellemmand, der havde antaget dem, stolede ikke på de libyske politimænd. Han havde sagt, at når skibet skulle afgå, måtte de under ingen omstændigheder acceptere mere end 90 passagerer ombord. Hvis politimændene forsøgte at læsse flere på, skulle de nægte at sejle.

"Men da vi kom ned på stranden, havde de allerede læsset omkring 100 mennesker ombord. Der var ikke noget, vi kunne stille op. Hvis solen stod op, og vi blev opdaget der på stranden, kunne der opstå en masse problemer," fortæller Samuel, der nu arbejder med at lægge fliser for et sort firma i Napoli.

"Jeg var bange. Jeg tænkte, 'åh gud, hvad har jeg gjort?' Og jeg tænkte på alle de mennesker, hvis liv var i mine hænder. Men vi ønskede ikke, at de skulle se, at vi var bange, så vi prøvede hele tiden at være muntre og udveksle vittigheder. Jeg sagde til dem, at de skulle vente og se, jeg ville gøre dem til europæere i år."

Rygterne løber hurtigt

Samuel kommer fra en lille fiskerlandsby i Ghana, hvor fiskerne har oplevet en dramatisk nedgang i fiskeriet de seneste år, et problem, der har ramt hele den vestafrikanske region. Men som mange andre overflødige fiskere fik han alligevel brug for sit sømandskab, da han blev hyret af libyske menneskesmuglere til at være kaptajn på en båd med illegale immigranter med retning mod Europa.

Samuel og hans kammerater indgik en aftale med en ghanesisk mellemmand, der indkvarterede dem i et hus i Zuwarah, en libysk by tæt ved grænsen til Tunis, hvorfra illegale immigranter udskibes til Europa. Det var Samuel og hans kammeraters opgave at sørge for, at båden kom sikkert til Lampedusa. Det skader menneskesmuglernes forretning, hvis mange både forsvinder på havet. Rygterne går hurtigt blandt de afrikanske immigranter, som er på udkig efter en sikker forbindelse til Italien.

Og det er ikke småpenge, det drejer sig om. En billet til Europa koster omkring 1.000 dollar per person, og de vestafrikanske sømænd er derfor i høj kurs. Mellemmanden tog sig da også godt af dem. De kunne frit bestille mad og drikkevarer, og han tilbød endda at anskaffe en prostitueret - en mulighed, der normalt ikke er tilgængelig for de mange unge, sorte mænd, der arbejder illegalt i Libyen. Men mellemmanden ville ikke risikere, at de skulle ombestemme sig.

Da de efter en uges tid fik at vide, de skulle af sted samme nat, begyndte de at faste og bede. En af kaptajnerne, Eric, en næsten to meter høj fisker, der var meget troende og velbevandret i biblen, modtog de andres syndsbekendelser. Der skulle ikke stå noget i vejen for en sikker overfart, heller ikke fortidens synder.

De forsvundne

Men det er en særdeles farlig måde at komme til Europa på. Tolv unge mænd fra Samuels landsby er forsvundet på havet og med dem mange hundrede passagerer. Disse dødsfald er der aldrig blevet redegjort for, og man ved af gode grunde ikke, hvad der gik galt. Samuel mener, at det kan skyldes dårligt vejr eller dårligt udstyr - det er velkendt blandt kaptajnerne, at de libyske menneskesmuglere fremviser en ny båd i dagslys, men når man kommer ned på stranden om natten, er den byttet ud med et synkefærdigt eksemplar, som passagererne allerede sidder og venter i. Klar til afgang. Derudover overlæsser menneskesmuglerne konsekvent bådene for at opnå størst mulig profit ved overfarten.

Undgå panik!

Menneskesmuglerne sejlede Samuel og hans venner ud til båden og eskorterede dem et lille stykke på vej i deres gummispeedbåde. De råbte til dem, at de skulle huske at følge anvisningerne på kompasset, som Samuel var blevet ansvarlig for. Derefter vendte de speedbådene og forsvandt i mørket. Nu gik det ligeud mod Italien med båden fuld af afrikanske immigranter. En farlig rejse på omkring et døgn, hvis alt forløb planmæssigt. Selvom motoren ikke var god, og det tog længere tid end forventet, bevægede de sig stille og roligt fremad, forbi Libyens offshore olieboreplatforme med Malta til styrbord og Tunis til bagbord. Samuel vidste, at nøglen til en sikker overfart var at undgå panik. Hvis passagererne begyndte at flytte på sig, ville båden måske kæntre.

"Da jeg stod inde på kysten og kiggede ud over vandet for at se, hvordan båden så ud, lå den så dybt i vandet, at jeg kunne ikke se andet end passagererne. Der kom hele tiden vand ind over rælingen, og vi måtte have folk i gang med at øse."

Til at begynde med gik det godt. Passagererne forholdt sig roligt. En passager erklærede, at han ville tage sovepiller og gå omkuld i lasten - hvis de skulle gå ned, ville han dø uden at lide.

"Men da vi kom ud på havet, og bølgerne blev større, begyndte folk alligevel at flytte på sig. De ville ikke sidde i den side, hvor vandet slog ind over rælingen. Det var en meget farlig situation. Jeg sagde til dem, at hvis de ikke satte sig tilbage på deres pladser, ville både kæntre, og de ville alle drukne. Men nogle af passagererne ville ikke lytte. De sagde, at vi ikke vidste, hvad vi lavede. Jeg bad en ældre mand blandt dem om at tale dem til fornuft. Så satte de sig tilbage. Og jeg sagde, at hvis de fulgte vores instruktioner, så skulle det nok gå."

Og det lykkedes efter to døgn. De nåede deres destination, italiensk territorialfarvand, uden flere vanskeligheder og blev sejlet i møde af den italienske flåde og trukket i havn på Lampedusa, den lille italienske klippeø 300 kilometer nord for Libyen.

At trække geden

Samuels ven Jonathan, der nu også er løsarbejder i Napoli, havde en mere dramatisk overfart. Deres båd blev påsejlet af en trawler, da de fem dage senere sejlede med 83 passagerer til Lampedusa. Jonathan og de to andre kaptajner fik brug for alle deres kompetencer som sømænd og fiskere. Den båd, som Jonathan og hans kammerater fik tildelt, var stjålet i Tunis, og de fik besked på, at hvis de mødte en tunesisk trawler på havet, så skulle de være meget forsigtige.

"De ville måske prøve at tvinge os til at komme med til Tunis, så de kunne få fingre i båden og sælge den. Og vi ville blive deporteret til Libyen," siger Jonathan.

De var ikke kommet ret langt ud på havet, før de netop mødte en tunesisk trawler.

"De ville have, at vi skulle stoppe, men det nægtede vi. Så sejlede de ud foran os og blokerede vejen. Jeg måtte prøve at undvige og glemme alt om kompasset og den retning, vi sejlede, og bare prøve at slippe væk. Men deres trawler var stor og hurtig, og på et tidspunkt kolliderede vi med dem. Den forreste del af vores båd gik i stykker, den åbnede sig og begyndte at tage vand ind. Derefter kastede de reb ud for at trække os nærmere, men rebet faldt i vandet og gik i propellen og ødelagde motoren. Da de så, at motoren var i stykker, forsvandt de bare," siger Jonathan.

De tre kaptajner prøvede at lappe hullerne. De dykkede også ned under båden for at vikle rebet fri af skruen. Men motoren stod ikke til at redde. I stedet besluttede de at bruge tunesernes reb til at trække båden ind i italiensk farvand.

"Man binder rebet om livet, hopper i vandet, og så svømmer man, indtil rebet holder en tilbage. Så vender man sig og trækker. Én tager den venstre side, én svømmer midt for, og én tager den højre side. Det er også sådan, vi gør i landsbyen, hvis motoren bryder sammen. Vi kalder det 'at trække geden'. Når vi blev trætte, kastede vi anker og hvilede os lidt, bagefter svømmede vi videre."

"Det var meget skræmmende," husker Jonathan. "Vi så døde mennesker flyde omkring i vandet, da vi trak båden. Jeg tror, det var ligene af andre mennesker, som havde forsøgt at komme over, men ikke kunne klare den. Vi vidste, at vi var kommet til et punkt, hvor det ville blive afgjort, om vi skulle leve eller dø. Og vi måtte gøre, hvad vi kunne for at hjælpe os selv. Vi fortsatte med at trække fra omkring klokken seks om morgenen til fire om natten, hvor den italienske flåde kom og samlede os op."

Billedet på desperation

Selvom det er usædvanligt, at immigranterne ligefrem sejles ned på havet, så er det ifølge kaptajnerne almindeligt - med få undtagelser - at andre skibe afslår at komme dem til hjælp, endsige samle dem op. Samler man dem først op, kan det være svært at finde en havn, der vil tage imod illegale immigranter fra Afrika.

Ifølge statistikken sejlede 22.939 mennesker mod Italiens kyster i 2005 - primært Lampedusa og Sicilien - hvilket er tæt på en fordobling i forhold til året før.

Selvom ruten over Middelhavet til Italien ikke er den mest benyttede af illegale immigranter - de nordlige italienske grænser, særligt grænsen mod Slovenien, hvor immigranter fra Central- og Sydeuropa, Mellemøsten, Sydasien og Asien rejser illegalt ind i landet, er mere trafikerede - så er det alligevel de synkefærdige både fra Nordafrika, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. De er blevet et billede på fattigdom, desperation og menneskesmuglernes kynisme.

Navnene i artiklen er ændret med henblik på at sløre de medvirkendes identitet

* Hans Lucht er journalist og antropolog. Artiklerne er baseret på syv måneders feltarbejde i Italien og Ghana og er del af en ph.d.-afhandling om globalisering og illegal immigration ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her