Læsetid: 6 min.

Langfredag - en antisemitisk løgnehistorie

Uheldigvis for jøderne - og skammeligt for de kristne - så har så godt som intet af det, evangelierne udbreder sig om i relation til begivenhederne langfredag, det fjerneste med virkeligheden at gøre. Tværtimod! Hvad med at luge lidt ud?
4. april 2007

Jesu lidelseshistorie er ren propaganda og har, som sådan, aldrig fundet sted som beskrevet!

Siden første halvdel af det andet århundrede er kristenhedens vigtigste fest, påsken, blevet fejret. Oprindeligt med hovedvægten lagt på Jesu korsfæstelse, senere med fokus på genopstandelsen. Men uanset om hovedvægten lægges det ene eller det andet sted, så er lidelseshistorien, der hvert år prædikes over, dog den samme løgnagtige fortælling om jødernes skyld i Jesu lidelse og død. "Hans Lidelse paa Korset er", som en dansk præst - i fin forlængelse af Eusebios' (o.260-339) 1600 år tidligere forfattede kirkehistorie - prædikede for lidt over 100 år siden, "ikke efter Guds Bestemmelse, men Jøderne og han, der drev dem, er Skyld deri. Var den efter Guds Villie og til hans Be-hag, saa havde jo Jøderne dermed gjort en god Gerning, og den Dom, der overgik dem, var saa helt ufortjent". Men nej, hedder det i samme prædiken: "Vor Herres Lidelse på Korset er Jøderne Skyld i", fordi de "i Had" skød ham fra sig!

Det første kristne skriftligt fikserede vidnesbyrd af samme skuffe, findes hos Paulus, som allerede omkring år 51/52 gav jøderne skylden for at have slået "Jesus - ihjel" (1 Tess. 2,15). Senere (ca. 70-95) fulgte - med stadig tiltagende jødehad - de synoptiske evangelier, Apostlenes gerninger og Johannes-evangeliet efter i samme antisemitiske - eller måske bedre antijudaistiske - fodspor. Et spor, hvis blodigste aftryk stadig har Auschwitz som vartegn, men skammeligt nok også har afsat sig mange andre steder op igennem historien.

Hvert år udbreder kristenheden sig på jødernes bekostning om Jesu lidelseshistorie. Og hvert år får jøderne på ny, om end helt uforskyldt, så dog alligevel igen og igen skylden for korsfæstelsen ("Jesus Kristus -, ham som I korsfæstede", som det helt og aldeles usandt hedder i f.eks. Apostlenes gerninger (4, 10), uden at nogen overhovedet ser ud til at tage anstød deraf!).

Og i grunden kan det vel også være ret ligegyldigt, hvad en tidligere i romernes øjne yderst aktiv terroristisk sammenslutning har præsteret af antisemitisk propaganda. Men helt så let har man dog alligevel ikke lov til at ta' det, når man ved, at enhver prædiken jo altid også gør krav på at være 'Guds tale' til menneskene! Men når ingen prædiken er menneskeværk, men helt bogstaveligt skal forstås som Helligåndens - og dermed så altså også som Guds - ord til menneskene formidlet igennem 'prædikerens mund', så er de viderebragte - og af kirken/teologien sanktionerede anti-semitiske løgnehistorier om jøderne - straks helt anderledes vedkommende!

Politisk tendenshistorie

Som sagt, så har Jesu antisemitisk anløbne lidelseshistorie intet eller dog kun meget lidt med virkeligheden at gøre. Den er tværtimod et stykke fiktion, en gang 'politisk tendenshistorie', ja, ren propaganda skrevet især med henblik på at "renvaske de kristne for den odeur af statsfjendtlighed", som siden Jesu optræden og voldsomme død på korset havde bredt sig i romerriget.

Alene den omstændighed, at Jesus kom fra Galilæa, var nok til at alarmere den romerske besættelsesmagt. Galilæa var nemlig arnestedet for den mest indædte modstand mod romerne (61 af de i alt 62 af jøderne påbegyndte opstande/krige for national uafhængighed i perioden 165 f.Kr.-135 e.Kr. udgik fra Galilæa). I Galilæa så modstandsgruppen zeloterne dagens lys, samme år (dvs. år 6) som Jesus af Lukas hævdes at være blevet født. Fra Galilæa bredte modstanden og de blodige opstande mod besættelsesmagten sig til Judæa. Det hele efterhånden i en sådan grad, at det først mundede ud i den såkaldt jødiske krig (66-73) med plyndringen af Jerusalem, templets ødelæggelse (i år 70) og zeloternes kollektive selvmord bag bjergfæstningen Masadas mure, kort før romerne brød igennem og indtog den i år 73, som resultat. Da det hele i år 135 gentog sig for anden gang, nu under den selvbestaltede messias Simon bar Kochbas ledelse, jævnede kejser Hadrian Jerusalem med jorden og tvang det meste af den jødiske befolkning i eksil!

Intet under altså, at romerne efterhånden lærte at reagere særdeles allergisk på folk og grupperinger, der ligesom Jesus kom fra Galilæa for enten i Jerusalem eller andre steder at udfolde deres aktiviteter. Senere, da Jesus var blevet henrettet, forplantede allergien sig uden vanskeligheder videre til den stadigt stigende kreds af Jesus-troende, som snart af både jøder og hedninge i Antiokia - og derfra ud over hele romerriget - fik hæftet betegnelsen 'christianoi' (kristne), dvs. tilhængere af Kristus, på sig.

For romerne var Jesus og senere de kristne statsfjender på linie med vore dages fanatiske islamister. Alene henrettelsesmetoden, altså korsfæstelsen, bevidner, at domfældelsen af Jesus var politisk motiveret. For romerne stod Jesus utvivlsomt på samme niveau som de to 'røvere', han ifølge traditionen blev korsfæstet sammen med. Også han blev anset for at være en sådan 'røver', altså en anti-romersk rebel, oprører eller - for at bruge et mere nutidigt begreb for romernes 'røvere' - jødisk terrorist! Alligevel tegner evangelierne et helt anderledes billede af Jesus, arrestationen og de(n) proces(ser), han efter sigende måtte igennem, og som alt i alt kun peger i én retning, nemlig mod jøderne som de eneste skyldige i Jesu domfældelse og død. Men uheldigvis for jøderne - og skam-meligt for de kristne - så har så godt som intet af det, evangelierne udbreder sig om i relation til begivenhederne langfredag, det fjerneste med virkeligheden at gøre. Tværtimod! Hverken den jødisk ledede tilfangetagelse af Jesus eller forhøret/processen for ypperstepræsten/Rådet har nogensinde fundet sted.

Det samme er tilfældet med optrinet foran Pilatus og dennes gentagne bedyrelse af Jesu uskyld og massernes påtvungne udlevering af Jesus til korsfæstelse efter det berømte - al senere jødeudryddelse, fra middelalderen til nazisternes massemord på jøderne, 'legitimerende' - optrin, hvor "Pilatus - vaskede - sine hænder og sagde: 'Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag'," hvorefter "hele folket svarede og sagde: 'Hans blod komme over os og vore børn!'" (Matt. 27, 24-25)!

Intet udsagn i hele Bibelen er blevet så misbrugt som den her citerede jødiske selvforbandelse i forhold til udleveringen af Jesus til romernes korsfæstelse af ham. Millioner af døde jøder har dette kristent antisemitiske pladder været skyld i. Langt mere end enhver anden terroristisk begivenhed her på kloden!

Terrorproblematik

Men hvorfor alle disse antijødiske løgnehistorier i evangelierne? Fordi romerne netop nu, hvor de kristne var godt i gang med at installere Jesus som Kristus (og dermed som Gud i deres 'nye' jødisk applicerede religion), havde behov for at polere billedet af deres Messias ved at skubbe al forbryderisk skyld for den i deres øjne uskyldigt korsfæstede terrorist Jesus' skæbne over på de rivaliserende jøder og væk fra romerne i forsøget på at gøre kristendommen mere spiselig i et samfund, hvor de kristne fortsat var 'forhadte' på grund af deres "skændselsgerninger" og "fordærvelige overtro", som det hedder hos Tacitus (ca. 55-116/120), og hvor Plinius den yngre (62-ca.114) stadig kunne være i vildrede om, hvorvidt "selve kristennavnet, hvis det er uden brøde, (skulle, OC) straffes, eller (kun, OC) de skændsler, som (knyttede, OC) sig til navnet".

Eventuelle paralleller til nutidens terrorproblematik ligger på hånden og er da ej heller på nogen måde utilsigtede! Det største problem ved den nu forestående påskehøjtidelighed, som jeg herved har tilladt mig at gøre opmærksom på, er ikke så meget den faktiske rituelle afliring af lidelseshistorien og hele påskebudskabet, men derimod den kendsgerning, at ingen overhovedet ser ud til at tage anstød af den, i de anvendte tekster bevidst plantede og i historisk perspektiv så belastede antisemitisme.

I en tid hvor alt skal være så pokkers politisk korrekt, skriger den ovenfor beskrevne mangel på kristen og folkekirkelig politisk korrekthed mildest talt til himlen! Især når man ellers har så meget at pege fingre efter og at udsætte på Koranen. Mon ikke et større udlugningsarbejde snart er på tide at få gennemført, i al fald i de mest kompromitterende bibelske tekster?

Orla Christiansen er cand. mag. og mag.art.

Kronikken lørdag: Kristendom står ikke i modsætning til fornuften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her