Læsetid: 4 min.

Det langsomme oliechok

Den tredobling af oliepriserne, vi har set gennem de sidste måneder, ville tidligere have sendt verden ud i en dyb recession. Men hvor bliver krisen af?
31. august 2005

Husker du vinteren 1974? Tomme motorveje. Recession. Arbejdsløshed. Inflation. Alt sammen udløst af, at olieprisen på få måneder steg fra tre til 11 dollar tønden og sendte chokbølger gennem de vestlige økonomier.

I denne uge overskred prisen på en tønde olie en ny milepæl, da den i nogle timer nåede over 70 dollar pr. tønde. Nye prischok kan meget vel vente forude - og økonomiske analytikere, som for eksempel Goldman Sachs, forventer, at prisen kun vil falde langsomt og vil forblive omkring de 60 dollar de kommende fem år.

Så hvordan kan det egentlig være, at verdensøkonomien ikke forlængst er gået i stå?

I det ansete The Economists nyeste udgave spekulerer det økonomiske ugemagasin over de mulige forklaringer på dette tilsyneladende paradoks.

Ofte hører man argumentet om, at olieprisen i reelle priser stadig ikke er nået op i de samme rekordhøjder som under tidligere kriser. For at slå den tidligere rekord fra 1980, skulle prisen i dag således nå op på 90 dollar for en tønde. Men, som magasinet påpeger - selv målt på denne måde er prisen nået op over de andre toppunkter i 1974 og 1990, som hver især kastede verden ned i en global recession.

Forklaringerne er flere:

Tidligere olieprishop blev udløst af en brat indskrænkning af olieproduktionen og dermed udbuddet: OPEC's olieboykot i 1973-74. Den iranske revolution i 1979. Og den første golfkrig i 1990. Hver gang faldt produktionen af olie brat med store prisstigninger til følge.

Denne gang er det anderledes. Verdensøkonomien buldrer frem, og det er den voldsomt stigende efterspørgsel på olie fra blandt andet nye vækstlande som Kina, der har presset prisen i vejret. Den globale tørst efter olie vokser i fuld fart samtidig med, at produktionsevnen er spændt til bristepunktet.

Det er altså en struttende sund verdensøkonomi, der driver olieprisen op, og chokket er dermed drevet af for stor efterspørgsel snarere end af for lidt udbud. Det gør skaden mindre. Den dyre olie vil ganske vist lægge en dæmper på væksten, men der skal meget mere til, før verdensøkonomien tipper over i recession.

Der er endnu en forklaring på, at verden i dag bedre kan tåle en tredobling af oliepriserne end i 1974 eller 1980.

De udviklede lande bruger i dag kun halvt så meget olie pr. dollar af deres BNP, som de gjorde i 1970'erne, takket være højere effektivitet og en generel forskydning af samfundsøkonomien fra industriproduktion til service. "Den moderne økonomi kører på hjernekraft og mikrochips snarere end på olie," som Economist skriver.

Også i den enkeltes husholdningsudgifter fylder olie og benzin mindre. Den almindelige velstand er steget så meget, at det for de færreste danske husholdninger er et uoverstigeligt problem, at en liter benzin er steget fra syv til næsten 10 kr. literen.

De store tabere

Andre steder rundt om på kloden er smerten derimod til at tage og føle på.

De store tabere, hver gang olieprisen stiger, er de fattigste og mindst udviklede lande, som samtidig er helt afhængige af importeret olie. I Afrika for eksempel, fortæller nyhedsbureauet Reuters.

"Selv om en håndfuld olieproducerende lande tjener på det, er det store flertal af afrikanske lande ikke olie-producerende, og deres økonomier vil blive hårdt ramt af disse negative forsyningschok," som cheføkonom Augustin Fosu i FN's Økonomiske Kommission for Afrika udtrykker det.

Oversat til den afrikanske virkelighed betyder det blandt andet følgende:

Mange husholdninger på landet er afhængige af petroleum og flaskegas til lys og madlavning. Men prisen på en dunk petroleum er i dag uden for rækkevidde for de fattigste.

"I dag har jeg ikke råd til at købe petroleum, så mine børn kan læse lektier, jeg har kun råd til stearinlys," fortæller tefarmer Margaret Njuki fra Kenya, som er enlig mor til tre.

Også miljøet og de afrikanske skove kan blive tabere.

"Hver dag bliver det værre. Fordi prisen er steget på flaskegas, er jeg gået tilbage til at bruge brænde og trækul," siger Melanie Ndoh fra Cameroon.

De stigende priser på busbilletter og anden transport tvinger afrikanerne til at gå mange kilometer for at spare. Og dyrere diesel til lastbiltransport smitter omgående af på fødevarepriserne og på den pris, småbønder må betale for at få deres varer bragt til det nærmeste marked.

"Hvis prisen stiger igen, vil jeg ikke længere have mad at give mine forældreløse børn, fordi fødevarepriserne vil stige som følge af transportprisen," siger Mai Wisiki, en bedstemor fra Malawi, som tager sig af fire forældreløse børn.

Kinesisk vækstmirakel

Afrika betyder imidlertid tæt på ingenting for verdensøkonomien. Det er nu engang ikke efterspørgsel fra afrikanske forbrugere, der holder de globale hjul i gang. Derimod kan de vanskeligheder, som olieprisen skaber i lande som Sydafrika, Indonesien, Thailand og Filippinerne, have en vis virkning. Dertil kommer, at selve det kinesiske vækstmirakel, som i så høj grad er med til at holde verdensøkonomien i gang, kan løbe ind i vanskeligheder som følge af strømsvigt og huller i olieforsyningen.

I denne måned har det sydlige Kina været ramt af mangel på olie og benzin, med lange køer ved benzinstationerne som resultat, melder avisen South China Morning Post. En anden trussel er, påpeger The Economist, at de voksende priser på opvarmning af huse i USA og det nordlige Europa vil sætte en stopper for boligprisernes himmelflugt og dermed punktere den boligboble, der som bekendt er med til at puste økonomierne op.

Der er med andre ord stadig risici for, at recessionen kommer - men den kommer langsommere end ved tidligere oliekriser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her