Læsetid: 5 min.

Langsomt mistede Solidarnosc sin mening

25 år efter den frie fagforening Solidaritets opståen under en skibsværftstrejke i Gdansk går polakkerne i morgen til præsidentvalg. Ekskommunisterne har mistet magten. Solidaritet er tilbage, men ikke i samme form
8. oktober 2005

WARSZAWA - At tænke et kvart århundrede tilbage og prøve at erindre disse dage i august og september 1980 i Warszawa fremkalder en følelse af uendelig distance og uvirkelighed. Bygninger og gader i Polens hovedstad er stort set identiske, men den symbolske betydning, de fik i Solidarnosc' velmagtsdage, er udvisket. Kun erindringen er tilbage.

Her på Szpitalna-gade havde Solidaritet sit regionale kontor inde i en gård. I de efterårsdage var stedet en bistade af aktivitet. Udenfor stødte jeg ofte på folk som dissidenten Adam Michnik og regionschef Zbigniew Bujak.

Det var f.eks. i den bygning, at det vigtige biulet-yn informacyjny blev trykt, uden hvilken Solidaritet ikke kunne komme igennem med sine budskaber. Den officielle presse var næsten enstemmig fjendtlig over for den frie fagforening.

På hjørnet af Szpitalna og Rutkowskiego ligger stadig en restaurant og café. Det var her, at en agent fra den hemmelige efterretningstjeneste prøvede at presse min nygifte kone til at indberette om mine kontakter i Solidaritets-bevægelsen.

På Krucza-gade lå dengang Warszawas politihus, hvor jeg hver uge måtte sidde i timevis for at få fornyet mit pressevisum - en bygning, jeg stadig afskyr. På samme gade står stadig Hotel Warszawa med den skumle café, hvor jeg blev sat i stævne af en ubehagelig og smigrende tysktalende politiagent.

Og så Udenrigsministeriets bygning, hvor en slibrig og verdensklog polsk diplomat instruerede mig i, at jeg skulle holde mig væk fra dissidenter som Michnik og Jacek Kuron - dårligt selskab, formanede han - da han overrakte mig et pressevisum på et halvt års varighed.

Eller den gade - hvis navn er gledet ud af min hukommelse - hvor jeg en vinterdag i januar 1982 midt under krigsretstilstanden blev ført af en forbindelse i den frie fagbevægelse til en anonym lejlighed og mødte én af de få Solidaritets-ledere, der havde undsluppet internering. Hans navn var Zbigniew Romaszewski.

Alt dette og meget andet er fjern historie - også for polakkerne. Man kan blot tænke på, at polakker under 25 år - og dem er der millioner af - ikke var født endnu. For dem må denne skelsættende begivenhed i Polens, Europas og det 20. århundredes historie være lige så meget fortid, som for generationen født lige efter Anden Verdenskrig.

Altså en ting, man hører om fra forældre og bedsteforældre. Læser om. Ser film om. Den revolutionære periode fra august 1980 til december 1981 er og forbliver abstrakt og må virke uvedkommende på den nye polske generation.

En revolutionær proces

Det er en omstændighed, som en fascinerende fotoudstilling om Solidaritets korte eksistens søgte at råde bod på i anledning af 25-året for bevægelsens opståen. Billederne kunne ses på Polens nationalmuseum i Warszawa - en bygning, der ligger ved siden af hovedkvarteret for kommunistpartiets centralkomité (nu fondsbørs og finanscentrum) og et stenkast fra Polens officielle telegrambureau PAP (Polska Agencja Prasowa)

Jeg gik målløs rundt i lokalerne og så på sort-hvide fotos knipset af en gruppe PAP-fotografer - ofte af mennesker og situationer, som jeg havde oplevet i min tid som korrespondent på nær hold.

Inderst inde har jeg altid vidst, hvor epokegørende den periode var i det 20. århundredes historie. Uden den polske arbejderklasses modige oprør mod regimet og dens enestående koalition med den katolske og verdslige intelligentsia - som Lech Walesa aldrig tabte den fulde kontrol med - ville verden have set anderledes ud i dag.

Dengang vidste vi - der fulgte den politiske kamp, strejkerne, forsøgene på dialog mellem regimet og det civile samfund, truslerne fra Sovjetunionen etc. - på nært hold i Polen intet om, hvor alt dette skulle ende. At det var en revolutionær proces, stod os end ikke fuldt ud klart. Men det var i virkeligheden, som Adam Michniks avis Gazeta Wyborcza skrev på 25-årsdagen, "en revolution uden guillotine" med lige så vidtrækkende politiske følger som dens franske forgænger.

Forløberen DDR

Solidaritet undergravede ikke alene det polske kommunistpartis legitimitet. Bevægelsen inspirerede folk i andre østbloklande til at tage sagen i egen hånd. Som pave Johannes Paul II sagde i 1979, er det vigtigste at overvinde frygten. Rundbordssamtalerne mellem Solidaritet og kommuniststyret i foråret 1989 og dannelsen af den første demokratiske regering kunne kun ske på baggrund af de skelsættende begivenheder i 1980-81.

Herefter fulgte østtyskerne, tjekkerne, russerne, etc. Solidaritets eksempel blev ikke blot fulgt indtil 1991. Det fredelige opgør med totalitære styrer fortsatte med at inspirere de civile samfund i Georgien og Ukraine 10 år senere. Næste kandidat bliver utvivlsomt Belarus.

Disse tanker fløj igennem mit hoved, da jeg så de fascinerende fotos. Dengang vidste man ikke, hvad det hele ville føre til. For den sags skyld kunne Jerntæppet have bestået 50 år endnu. Nu ved vi, hvor uundværlig Solidarnosc var.

Udstillingen på nationalmuseet var åbnet nogle dage forinden, og jeg forventede ærlig talt mange besøgende, men blev skuffet. Javist, der var nogle gæster lørdag eftermiddag, og interessant nok var de alle som én under 25. De gik rundt i dyb tavshed og betragtede, hvad deres forældre havde gennemlevet og formentlig deltaget i - nogle på den ene side, andre på den anden side af konflikten.

'Vi har fået nok'

Trods det er den polske befolkning ganske tydeligt træt af at få tudet ørerne fulde med myten om Solidaritets landvindinger. To unge grafiske kunstnere gik i jubilæumsdagene rundt i Warszawa og påklistrede plakater på byens gavle med et sort-hvidt foto af en ung kvinde, der sidder på hug og med lukkede øjne foran indgangsporten til et tomt skibsværft i Gdansk. Det var her, at strejkerne begyndte den 14. august 1980 og efter 17 dage førte til regeringens anerkendelse af den frie fagforening Solidaritet.

I det venstre hjørne havde de to trykt ordet koniec i røde bogstaver og med samme skrifttype som det verdensberømte Solidarnosc. Koniec betyder 'færdig' eller 'vi har fået nok'.

Det er, som om Lech Walesa tog dette budskab til sig. Han holdt en tale i Sejmen den 31. august og blev feteret ved en række konferencer med deltagelse af politikere og intellektuelle fra andre europæiske lande (Havel og Jusjtjenko var de mest prominente). Så bedyrede helten, at han ville melde sig ud af Solidaritet og vie sin tid til 'Europas samling'.

Hans beslutning er kendetegnende for atmosfæren i dagens Polen.

Solidaritet har overlevet sig selv - udtjent en mission, der gik ud på at stå sammen last og brast mod et totalitært regime og dets herrer i Moskva. Dengang havde begrebet solidaritet en konkret mening. Det har det ikke længere i Polen.

Walesas afsked falder interessant nok på et tidspunkt, hvor præsident Alexander Kwasniewski (en tidligere ungkommunist) forlader posten og hans eks-kommunister er blevet reduceret fra regeringsparti til et miniparti med 11 pct. af stemmerne ved parlamentsvalget for to uger siden.

En epoke med den gamle nomenklatura fra kommunistdagene ved magten går på hæld. I morgen skal polakkerne vælge ny præsident. Begge kandidater siges at have deres rødder i Solidaritetsperioden. Hvad gælder Donald Tusk fra Borgerlig Platform, er det en sandhed med modifikationer. Han var 25 i 1980. Lech Kaczynski var leder af lægernes og sygeplejernes Solidaritets-afdeling i Warszawa, altså en mindre betydningsfuld skikkelse.

Udstillingen viser et foto af Kaczynski fra et fagligt møde på et hospital i 1981.

Martin Burcharth var Informations korrespondent i Polen 1980-81

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu