Læsetid: 7 min.

Langt ned i halsen

22. juli 2005

Siger man navnet Deep Throat, kommer de fleste nok til at tænke på den tidligere FBI-chef, Mark Felt, der tjente som hemmelig kilde for Washington Post-journalisterne Woodward og Bernstein, da de i 70'erne afslørede de politiske kræfter bag Watergate-indbruddet og bragte præsident Nixon til fald.

Men Ben Bradlee, Washington Post-redaktøren, der gav Felt sit øgenavn, hentede sin inspiration fra en anden og i 70'erne lige så omtalt Deep Throat, nemlig Gerard Damianos pornofilm, der havde premiere i 1972 og på dansk kom til at hedde Langt nede i halsen. Damianos film er genstand for en ny dokumentarfilm, Inside Deep Throat, der fortæller den både morsomme og dramatiske historie om Deep Throat, dens to stjerner, Linda Lovelace og Harry Reems, og om en tid, hvor porno blev indspillet på 35 mm-film af instruktører med kunstneriske ambitioner og stadig havde et skær af uskyld og leg.

"Der var noget spændende ved pornografi," siger den amerikanske forfatter Norman Mailer i Inside Deep Throat. "Den befandt sig i en verden midt mellem kriminalitet og kunst. Og den var eventyrlysten."

Damianos instruktørassistent, Ron Wertheim, der senere selv blev pornoinstruktør, siger i Inside Deep Throat, at "min tilgang til filmene var, at jeg var Luc Godard eller sådan noget". Og Damiano, tidligere frisør og lidt af en skørtejæger, følte sig som en uafhængig filmskaber, der blot lavede film med eksplicit sex. Han var i 1973 overbevist om, at "hvis man lader det være i fred, så vil sex blive en del af film inden for et år. Det er uundgåeligt".

I dag siger Damiano om dengang, at "hvis folk ville interviewe mig, fordi jeg var pornofilminstruktør, så var jeg bare ikke interesseret i at tale med dem. Men hvis nogen ville tale med mig, fordi jeg lavede film, så havde jeg ikke noget imod det".

Amerikansk film blev i de sene 60'ere og tidlige 70'ere tegnet af en række unge instruktører, der udfordrede den gode smag og var i fuld gang med at revolutionere filmmediet visuelt og narrativt. Betegnende for denne brydningstid var det, at senere så store navne som Francis Ford Coppola, Jonathan Demme, Wes Craven og David Cronenberg alle indledte deres karrierer med at lave blue movies, pornofilm.

Deep Throat var ikke den første pornofilm, der blev vist i de amerikanske biografer. Erotiske film og film om erotik, blandt andet Phyllis og Eberhard Kronhausens Pornography in Denmark (1969) og Vilgot Sjömans Jeg er nysgerrig, gul (1967), blev importeret fra Skandinavien og vist på universiteter og i arthouse-biografer. Men Deep Throat var den første film, der brød ud af reservatet og nå et stort publikum, hvilket fremkaldte både begejstrede og forargede reaktioner - og samtidig var med til at bane vejen for den amerikanske pornoindustri, der i dag er verdens største.

Og så er det ikke en gang nogen specielt vellykket film - et synspunkt den i dag 77-årige Damiano deler. Men Deep Throat er ret sjov, selvironisk og sexet og takket være de to skuespilleres besiddelse af en vis charme. Hovedrollen har den kønne, kun 24-årige Linda Lovelace, der angiveligt spiller sig selv i filmen, men som var født Linda Boreman. Hun nyder sex, men kan ikke få orgasme, klager hun til sin bedste veninde. Det ændrer sig, da hun møder sexterapeuten dr. Young (Harry Reems alias Herbert Streicher), der efter grundige undersøgelser finder ud af, at Lindas klitoris sidder langt nede i halsen, og at hun kun kan få orgasme, hvis hun udfører oralsex - ja, faktisk sluger penis helt til roden.

Det lyder som enhver mands våde ønskedrøm og var et anslag mod det bornerte USA's forestilling om, at sex er noget, der foregår under dynen, med lyset slukket og i den gode, gammeldags missionærstilling. Således var Deep Throat ironisk nok vand på kvindefrigørelsens mølle, siger forfatterinden Erica Jong, en af kvindebevægelsens frontfigurer, i Inside Deep Throat: Godt nok placerede Damiano klitorisen et alternativt sted og antydede dermed, at det giver kvinden lige så stor nydelse som manden, at hun sutter hans pik. Men instruktøren anerkendte trods alt, at kvinden fik mest nydelse ud af at få stimuleret klitoris, og det var noget nyt i 1972.

Linda Lovelaces forbløffende talent og hendes tilsyneladende entusiasme fik publikum til at spærre øjnene op og var i høj grad grunden til, at Deep Throat blev så populær. Det begyndte i storbyerne, især New York, hvor også seriøse anmeldere tog filmen under behandling i velrenommerede medier, og snart strømmede både de intellektuelle og det bedre borgerskab i biografen for at se porno.

Pludselig var pornofilm ikke længere noget, man(d) så i små, snuskede sidegadebiografer i selskab med 10 andre mænd i store overfrakker. Nu gik også de rige og berømte ind for at se Deep Throat og andre, kunstnerisk mere ambitiøse pornofilm, blandt andet Mitchell-brødrenes Behind the Green Door (1972), så dagens lys. Begrebet 'porno chic' fødtes, og Deep Throat blev i så høj grad et modefænomen og en del af den kulturelle debat, at Mark Felt blev opkaldt efter den, og at selv stuerene komikere og tv-værter som Johnny Carson og Bob Hope talte om filmen i deres shows.

"Jeg gik ind for at se Deep Throat, fordi jeg er vild med dyrefilm" sagde Bob Hope for åben skærm. "Jeg troede, den handlede om giraffer."

I et essay om denne glade tid skrev Time Magazines Richard Corliss for nylig: "Bob Hope fortalte en Deep Throat-joke på tv! Det var som en pavelig velsignelse."

Deep Throat - titlen var Damianos idé, andre ville have, at den skulle hedde Sværdslugeren - kostede omkring 22.000 dollars at lave og indtjente angiveligt 600 millioner dollars. Et tal, det er umuligt at efterprøve, men som siger lidt om, hvor stor en økonomisk succes den blev for sin producent, Florida-mafiosoen Louis Peraino. Damiano selv så ikke nogen af de mange penge - mafiaen er ikke sådan at spøge med - men skabte sig et navn på filmen og fortsatte med at lave porno, blandt andet The Devil in Miss Jones (1973).

Med succesen fulgte dog også en kraftig modreaktion fra myndighederne og moralsk indignerede borgere, der mente, at porno generelt og i særdeleshed Deep Throat underminerede de værdier, som det amerikanske samfund byggede på. Det hjalp naturligvis heller ikke på sagen, at filmen var finansieret af mafiaen, og gentagne gange blev biografer, der viste Deep Throat, lukket, kopier af filmen konfiskeret og Damiano trukket i retten.

Historien om Deep Throat er også historien om tre ulykkelige skæbner, Linda Lovelace, Harry Reems og pornofilmen selv. Da Lovelace for tre år siden døde i en bilulykke, havde hun flere gange nået at vende sig mod Deep Throat og sin daværende kæreste, Chuck Traynor, der efter alt at dømme da også var en skidt fyr og mest af alt hendes alfons.

I 80'erne blev hun kransekagefigur i feministernes kamp mod den nu forfærdelige og i deres øjne nedværdigende porno, og hun udtalte i 1986 til den amerikanske kongres, at "næsten hver gang nogen ser den film, ser de mig blive voldtaget."

Et udsagn, som de øvrige involverede i produktionen af filmen ivrigt har modsagt, og som siden har fået en psykolog til at opfinde betegnelsen 'Linda-syndromet', hvilket dækker over pornostjerner, som forsøger at blive accepteret af samfundet ved at tage afstand fra deres pornofortid. Men det er svært at finde ud af den rigtige historie om Lovelace, der har skrevet fire selvbiografier, som fortæller hver sin historie.

Harry Reems, der i dag er genfødt kristen og ejendomsmægler i Park City, Utah, har aldrig forsøgt at lægge afstand til Deep Throat. Sammen med Linda Lovelace blev han en af pornoens første superstjerner, og da han i midten af 70'erne blev hevet i retten for sin medvirken i filmen, fik han opbakning af adskillige store Hollywood-navne, blandt andet Jack Nicholson og Warren Beatty.

Ligesom flere andre skuespillere fra det eksperimenterende teatermiljø i New York - og instruktører som Gerard Damiano - troede Reems lidt naivt, at sex var på vej til at blive en legitim og naturlig del af mainstreamfilmen, og at han havde en fremtid som seriøs skuespiller. Men en skuespilkarriere fik han aldrig. Han var ikke stueren nok, og det gav ham et knæk. Han begyndte at drikke og tage stoffer, hvorfor han havde svært ved at præstere i de pornofilm, han medvirkede i, og for en tid levede Reems som tigger på gaden i Los Angeles.

Deep Throat viste, at det kunne lade sig gøre at tjene store penge på sex, og der opstod en hel industri omkring pornografiske film og blade. Ikke alle delte dog Damiano og Mitchell-brødrenes ambitioner om at lave pornofilm, der fortalte historier, bød på godt skuespil og havde en vis kunstnerisk værdi. Da videomediet brød igennem i begyndelsen af 80'erne, og det blev billigere og hurtigere at producere pornofilm, mistede den sin 'uskyld' i takt med, at den forvandledes til en masseproduceret vare.

Der findes stadig instruktører, som prøver at udfordre folks opfattelse af, hvad porno er og kan være. Men humor og naturlighed er erstattet af silikonebryster og platte obskøniteter - jo værre, jo bedre; i hovedrollerne ser man ikke længere folk med skuespilambitioner, men rendyrkede pornostjerner; og stilmæssige elementer som kameraføring og klip synes ikke længere at interessere de ofte kyniske pornoproducenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu