Familieminister Lars Barfoed (K) beskyldes nu for at have vildledt Folketinget i en sag om øremærkning af barselsorlov til fædre.
Efter i ugevis at have afvist, at der fandtes oplysninger om effekten af en barselsøremærkning i Island, Norge og Sverige, fandt familieminister Lars Barfoed alligevel statistikken frem - kun få minutter før forslaget skulle til afstemning i Folketinget.
Forslaget om at øremærke 12 ugers barsel til fædrene er fremsat en samlet opposition, som nu langer kraftigt ud efter ministerens håndtering af sagen.
"Ministeren har vildledt Folketinget, og det er helt uacceptabelt. Vi skal have tillid til, at de svar, vi får, er korrekte, og det er meget uprofessionelt, at vi får stukket statistikken i hånden i Folketingssalen, da vi skal til at stemme. Det viser, at den her konstruktion af et ministerium ikke er holdbar," siger Anne Grete Holmsgaard fra SF.
Efter ministeren i et svar til Arbejdsmarkedsudvalget i april afviste at kunne finde data om kønsfordelingen af barselsorlov i de øvrige nordiske lande, viste Industriens Dagblad, at oplysningerne var tilgængelige ved et enkelt opkald til Danmarks Statistik. Det får også de radikale til at kalde sagen 'alvorlig', og ligestillingsordfører Lone Dybkjær opfordrer ministeren til at undersøge sagen i sit ministerium.
"Det kan der være god grund til, ikke mindst for netop Lars Barfoed," siger hun.
Sagen kommer på et tidspunkt, hvor adskillige fødevareskandaler har sat såvel ministeren som hans ministerium under hårdt pres. Lars Barfoed skal mandag forklare sig i et samråd, og Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr mener, at det er ekstra pinagtigt for ministeren, når tallene for udviklingen i de andre lande viser, at mange flere mænd gør brug af deres barselsorlov.
"Når fakta ikke passer ministeren, så oplyser han ikke om fakta - pinligt," siger han.
Også Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl er stærkt utilfreds med ministerens håndtering af sagen.
"Det er åbenlyst, at ministeren ikke har ønsket at svare korrekt på det pågældende spørgsmål," siger hun.
Lone Dybkjær hæfter sig ved, at regeringen ikke prioriterer sagen om at øremærke barsel til fædre.
"Men en øremærkning er helt afgørende for mændene i sager om samvær og forældremyndigheder, hvor de i dag er utrolig dårligt stillede," siger Dybkjær.
I et brev til udvalget beklager ministeren 'stærkt', at tallene ikke indgik i den tidligere besvarelse. Også Barfoeds departementschef, Henrik Nepper-Christensen, beklager fejlen, som han i en pressemeddelelse skriver, er opstået i ministeriet. Sagen er nu overdraget til Folketingets formand, og foreløbig er den sidste behandling af forslaget udsat.