Læsetid: 1 min.

Lars Norén siger nej tak til Betty Nansen

En foreløbig kulmination på uroen i det københavnske teaterliv kom i aftes, da Lars Norén og Ulrika Josephsson meddelte, at de ikke ønsker direktørposterne på Betty Nansen Teatret
24. oktober 2006

Hende, der skulle have været den kommende leder af Betty Nansen Teatret, udtalte i aftes til det svenske nyhedsbureau TT:

"Vi har nu skrevet til bestyrelsen i Københavns Teater og meddelt, at vi ikke påtager os opgaven."

Ulrika Josephsson var sammen med dramatikeren Lars Norén blevet udpeget til nye direktører, men takker nu altså nej.

Efter tre ugers massiv kritik af Københavns Teaters udnævnelser står Betty Nansen nu uden direktører.

"Grunden til at vi trækker os, er den betændte situation, der er opstået i Danmark efter udnævnelsen. Vi har indset, at der ligger en masse sager bagved, som vi ikke har haft indsigt i, i kontakten mellem forskellige styrelser og andet," siger Ulrika Josephsson til Ritzau.

I den opkørte situation er det umuligt at gå ind og lave et kreativt stykke arbejde, mener hun.

Bestyrelsesbrev afgørende

Kritikken af Københavns Teater gik ikke på udnævnelsen af de to anerkendte svenske kulturpersonligheder, men på fyringen af Henrik Hartmann og Peter Langdal, der med stor succes har drevet Betty Nansen de sidste 14 år.

Efter fyringen sendte Betty Nansen Teatrets bestyrelse et brev til Ulrika Josephsson og Lars Norén, hvor de opfordrede de to til at takke nej til stillingen. Dette brev fik ifølge Berlingske Tidende Ulrika Josephsson til at genoverveje ansættelsen på Betty Nansen. Og til sidst blev stormvejret i det københavnske teaterliv og ikke mindst i pressen altså for meget for Ulrika Josephsson og Lars Norén.

Formanden for Københavns Teater, Jan Maagaard, var ikke at træffe mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu