Læsetid: 2 min.

Larsen, Carlsen, Hedegaard og SUF

17. august 2005

I Informations serie om venstrefløjen nævnte Erik Meier Carlsen (den 30. juli) og Lars Hedegaard (den 16. juli) Socialistisk Ungdoms Forum. Erik Meier Carlsen holdt som SUF’er nærmest med Aksel Larsen dengang.
Unge Erik Meier og Aksel forstod ikke, at med et SF, der var gået fra 10 til 20 mandater, skulle der resultater på bordet, og man var ualmindelig dum, hvis man ville vandre under Per Hækkerups åg. Spontanisme var den glose, Lars Hedegaard hæftede SUF.
Jeg er enig, men det var spontanisme med indbygget politik. SUF var modstander af dansk militarisme og atomtruslen fra vest såvel som fra øst. KU og VU agiterede for dansk atombevæbning, SUF var modstander. Militarismens totalitære holdning kom blandt andet til udtryk, når en oberst som eksempel på nedbrydende femte kolonne-aktivitet talte om »ulidelige krav om lønforhøjelser«. Militæret skulle ikke blande sig i arbejdsmarkedets forhold.
SUF var fattig. SUF kunne ikke ’kommandere’ med medlemmerne. Vi kunne opfordre de lokale afdelinger til selv at finde på, og det gjorde de sandelig.

Løbesedler ved tattoo
Lars Hedegaard refererer til sit eget bidrag i form af en satirisk løbeseddel, men han var ikke ene. De lokale SUF-afdelinger uddelte egne løbesedler ved hjemmeværnets Tattoo-stævner. De lokale SUF’ere var opfindsomme. Det var effektiv uddannelse i praktisk politik. I dag kan man se, at studentersamfundet og militærnægterlejrene fungerede som højskoler for venstreorienteret kultur og politik. Næsten to år i en lejr med ligesindede havde stor effekt.
Så var der den marxistiske teoridannelse. Vi anbefalede, at man holdt studiekredse, men i København undgik vi de ’indremissionske marxistiske konvertitter’. Jeg noterede med glæde Lars Hedegaards sidespark til Bent Jensen. Der fik de indremissionske marxister den. Tak! Vores spontanitet skulle ikke udnyttes til, at vi blev SF’s bydrenge. Ville de have hængt plakater op, så ku’ de gøre det selv.
Hvad og hvem kom der ud af SUF? Et par kendte forfattere, sociale embedsmænd, journalister, fagforeningsfolk, ja, selv en komponist og et finansgeni blev det til samt dem, der kom godt i vej inden for alle erhverv. SUF’erne var domineret af gode hoveder, de klynkede ikke som visse konservative. De tog kampen op mod grådighed, militarisme, krig og atomvåben der, hvor de var.
Vores tilhængere, det være sig i SF og SUF, forventede nedskæringer på militæret. Vi havde ringe respekt for dansk militær, som en af mine nægterbekendte sagde, da han blev stillet det typiske, ja, næsten fundamentalistiske spørgsmål: Vil du ikke med i hæren og forsvare din mor og søster? Hæren, det er sku’ da de første, der overgiver sig. Vise ord efter en 9. april.

Grosserersønnerne
SUF satte sine pragtfulde spor i mange unge – lad os kalde dem socialister – og gav dem en ungdom, som de i al beskedenhed kan være glade for og stolte af. Senere hen kom grossersønnernes ungdomsoprør, men det var mest en beklædnings- og seksualreform.
Det er min mening om den ting, rent spontant. Jeg kan se, at Henning Jensen på sæt og vis kommer frem til den samme konklusion med hensyn til venstrefløjen efter 1968.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her