Læsetid: 6 min.

Larsen på automatpilot

Der er en god rock-energi på Kim Larsens seneste udspil, mens det til gengæld kniber med rå-materialet. Der er for mange melodiske fusere og lovlig meget filosofisk lommeuld i teksterne
14. november 2006

At Kim Larsen er gået til vaflerne med fornyet energi her i det ny årtusinde er hævet over enhver tvivl. Om han decideret er inde i en kunstnerisk renæssance, er en anden snak, for han gør, hvad han altid har gjort. Dvs. skriver sange som en gal, udsender en ny skive hver andet eller tredje år og turnerer ind i mellem riget tyndt med Kjukken, hans faste backingband siden den store 90'er-plade Kim Larsen & Kjukken (1996). Det er bare som om, det hele er lidt bedre for tiden. Hvorfor den nys udsendte Gammel Hankat ikke er en udelt fornøjelse at lægge øren til. Dertil er den sgu for flad, rent kompositorisk. Mere derom senere.

At batterierne midlertidigt genopladedes, skyldes to stilbeslægtede, men kvalitetsmæssigt vidt forskellige 2001-udgivelser, der begge tog afsæt i et ældre repertoire, der ikke var skrevet af kunstneren selv: Bundskraberen Weekend, hvor Larsen med uhyrligt ringe resultat tog livtag med en stribe sange på diverse sprog, han ikke beherskede. Overhovedet.

Heldigvis fulgtes der lynhurtigt op på denne bommert med den vidunderlige Sange Fra Glemmebogen, hvor han dykkede dybt i den danske sangbog (inklusiv et par svenske bidrag og udødeligheder som 'Sonny Boy' og 'Mandalay') og i processen reddede en række perler fra glemslen.

Ved at gå tilbage og så at sige få ryddet op blev det muligt for Larsen at komme videre. I hvert fald var 2003's 7-9-13 noget af det mest dynamiske og sprælske hørt fra den kant i mange år, og selvom den omkransedes af et mere eller mindre obligatorisk, men ikke desto mindre fornøjeligt livealbum i 2002 og endnu en Glemmebog - med undertitlen Jul & Nytår - i 2005, må der siges at have været knald på hos Larsen de seneste 5-6 år.

På det pokkers jævne

Og der er såmænd også ret godt tryk på Gammel Hankat, i sådan ren spillemæssig forstand, idet Larsen og kumpaner i høj grad fyrer den af. Mesterens seneste opus indeholder ikke færre end 14 nyskrevne sange samt tre skitser, som påhæftes til sidst. Kjukkens nye bassist Jesper Haugaard er nu endvidere spillet helt ind på holdet, som i øvrigt tæller den kongeniale guitarist Karsten Skovgaard og ingen dikkedarer trommeslageren Jesper Rosenquist, en helt igennem bundsolid trio, hvis nobleste forehavende er at undgå at komme i vejen for såvel sange som solist, samtidig med at den gerne lige skulle give begge dele det der nøk, som får dem ud gennem højtalere såvel som ud over rampen. Og det gør de generelt yderst kompetent og tilbagelænet, selvom det altså også kan blive lige lovlig skrabet til tider.

Umiddelbart er der mere rock'n'roll på drengen her end på de fleste andre af Larsens efterhånden nogen og tyve skiver plus det løse. Især åbningstrioen af hhv. 'Fru Fortuna', titelnummeret og 'Gwendolina' rocker derudaf. Uden decideret at lette. Det er noget med, at melodierne ikke rigtig fænger, idet de helt enkelt ikke besidder de der hooks, Larsen ellers mestrer som få. Heller ikke teksterne får rigtig denne lytter op af stolen, og det viser sig hurtigt symptomatisk for værket som helhed. Mestendels ansatser, men ikke den store lykkelige forløsning, hvor tingene går op i nogen hørbar større enhed. I Larsenland taler vi som altid decimaler, men ikke desto mindre forvinder pladen aldrig sin skuffende start, idet den aldrig kommer i fart og dermed bliver rigtig interessant. I stedet forbliver stoffet - med få undtagelser - så ganske på det jævne, det pokkers jævne.

Metoden er ellers fuldstændig uændret i forhold til tidligere tiders bedrifter. Solisten har - nogen gange med sparringpartner, som regel uden - begået en stribe sange om både stort og småt her i tilværelsen. Med enkelheden som både middel og mål. Uden skelen til hvad der er hvad; et ismejeri her og så lige kosmos der. Når Larsen er bedst, formår han vitterlig at se 'evigheden i et sandkorn' eller hvad det nu var digteren skrev. Men lidt for ofte på Gammel Hankat ligner metoden maner, og så er charmen til at overse. Især fordi det så ofte tidligere er lykkes Larsen på ganske få linjer at få sagt, hvad forfattere nogen gange skal bruge hundredvis af sider på; som perlen om 'Hjerter Dame' fra 1985, der uden dikkedarer indkredser alt det bedste ved tosomhed på under to minutter.

Men når det banale forbliver banalt og det kosmiske et postulat, viser problemerne sig, for så er det den ondelyneme svært at hive lytteren op af stolen og med en tur ud i Larsens himmelrum. Både charme og begejstring er til at overse, når det er muligt hele tiden at kunne gennemskue hensigten. Når det, der burde komme så ubesværet fra hjertet, lige skal en tur om hjernen (den skidespræller) sætter fortænktheden ind og tilbage er kun omridset af noget, der kunne ligne en god ide. Og ideer er der nok af på Gammel Hankat, men de forløses med så udpræget en mangel på ynde og finesse, at det for en gangs skyld i tilfældet Larsen er svært at hænge på.

Svært at være menneske

Jeg må indrømme, jeg flere gange blev decideret irriteret over stilstanden og manglen på substans, hvad enten vi taler melodi eller tekst - og det i øvrigt alt for ofte manglende samspil de to i mellem. Det er, hvad man i gamle dage kaldte mellemvare.

Men lur mig, om man ikke ud af slaggerdyngen alligevel kan trække et par sange eller fire, der demonstrerer mandens umiskendelige særart og unikke touch. Og som at the end of the day minder om, hvorfor han, indtil der står EXIT på livets dør, alligevel er én af ens yndlingsfølgesvende ud i det musikalske gedemarked. Bizart nok har Larsen ikke selv leveret tekstmaterialet til pladens to bedste sange, det har brødrene Lund Madsen - Anders og Peter - ligesom de i øvrigt gjorde til teaterforestillingen Mr. Nice Guy, hvor samarbejdet de tre imellem grundlagdes. Hvilket udmøntede sig i en fin lille EP, hvorfra Trine Dyrholm fortjent scorede et kæmpehit med den indtagende 'Ave-nuen' med de forrygende linjer om, at "det er svært at være menneske/jeg har prøvet det selv ..."

Larsen har forståeligt nok valgt at genindspille to slagnumre fra forestillingen, 'Lille spejl' og 'Stille i verden', pladens uden sammenligning bedste sange, hvad angår melodi, tekst og samspillet de to i mellem. Klare kandidater til Den store Kim Larsen Sangbog; bare slå på tråden, når dén skal redigeres. To andre kandidater til værket er Larsens helt egne 'Fremmed', der kredser om tidens gang (ja, hvor blev den af?) og det at blive ældre samt det flyvsk vellykkede samarbejde med Klaus Rifbjerg, 'Hus med de 100 døre'.

Og så er der liiiige de der tre ekstra ultrakorte ekstranumre, der påhæftes værket under titlen 'Lille Poesi ...' de trækker i deres prunkløse mangel på prætention og velklingende produktion tråde tilbage til Værsgo' fra 1973. Større kompliment kan vi ikke give. Så næste gang skulle den måske bare fyres af, live i studiet, uden for mange bagtanker eller opslidende diskussioner om, hvorvidt arrangementerne skal være grå eller gule og hvilken rumklang, der nu skal på hvad. Af sted, af sted på gademusikantmaner. Ren hurlumhej i bolsjekogeriet. Dét ville være for fedt.

* Kim Larsen & Kjukken: Gammel Hankat (EMI). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu