Læsetid: 5 min.

Latinamerika nationaliserer igen

I 1980'erne gik store dele af Latinamerika bankerot. Det betød en hastig privatisering af rækken af tunge og ineffektive nationale selskaber. I dag er mange selskaber på vej tilbage i den statslige fold. Gentager historien sig?
15. februar 2007

En nationaliseringsbølge ruller over en række af latin-amerikanske lande fra Bolivia i syd til Venezuela og Ecuador i nord.

Det er særligt - men langt fra kun - gas og olie, der er på vej mod nyt nationalt ejerskab, hvorfor nogle af verdens største firmaer rammes på pengepungen.

I Bolivia har præsident Evo Morales forklaret nationaliseringerne med, at "Bolivia ikke længere vil være en tiggerstat."

Dermed mener Evo Morales, at de tider, hvor landets befolkning må skrabe krummerne fra de store internationale selskabers gilde i Bolivia, er ovre. Fra den 1. maj 2006 påbegyndtes derfor en omfattende nationaliseringsproces af en lang række af udenlandsk dominerede selskaber i Bolivia.

Den udmelding fik øjeblikkeligt den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs til at se rødt. Som kvinden i spidsen for de 146 mio. kroner, Danmark hvert år yder Bolivia i bistand, mente Ulla Tørnæs, at Bolivia havde bevæget sig ind "på en vej, der ikke er forenelig med dansk udviklingsbistand."

Ulla Tørnæs trak senere i land, men hendes første tanke var klar og meget symptomatisk for den moderne verdens forhold til statens indflydelsessfære: Kapitalen vokser bedst under privat ejerskab, ergo lader vi de private selskaber styre udviklingen.

Den automattanke udfordres nu af økonomiske analytikere, der ser den logiske nødvendighed i de latinamerikanske nationaliseringer. Heriblandt er den tidligere vice-præsident i Verdensbanken, nobelprisvinder i økonomi og professor ved Columbia University Joseph Stiglitz.

I en artikel publiceret i bladet Project Syndicate i februar 2007, spørger Joseph Stiglitz "hvem ejer Bolivia?". Han slutter selv med at svare:

"Indtil videre bør omverden fejre det faktum, at Bolivia har en demokratisk valgt præsident, der forsøger at repræsentere de fattiges interesser i landet. Dette er et historisk øjeblik."

Firmaets magt

Men forholdet mellem stater og firmaer er med de hastige kapitalkoncentrationer og stadigt større private ejerskaber under forandring.

I dag er omkring halvdelen af verdens 100 største økonomier ikke nationalstater, men derimod private firmaer. Mange stater har derfor meget mindre økonomisk magt end de firmaer, eksempelvis energiselskaber, der agerer i samme stater.

Det gælder i tydelig grad for en række latinamerikanske lande, hvor Bolivia er et godt eksempel.

Det giver selskaberne en enorm indflydelse sat over for det statslige apparat. En indflydelse, der direkte udfordrer den demokratiske balance. Joseph Stiglitz mener, at det skæve forhold er blevet hjulpet gevaldigt på vej af internationale organisationer som IMF og Verdensbanken, som Stiglitz selv har en markant fortid i. I en artikel i 2000 skrev han om IMF:

"Jeg var cheføkonom i Verdensbanken fra 1996 og frem til november 2000, under den mest alvorlige økonomiske krise i et halvt århundrede. Jeg så, hvordan IMF i tæt samarbejde med det nordamerikanske finansministerium svarede på den krise. Og jeg var rystet."

Kontrabølge

For bølgen af nationaliseringer er også et modsvar på den udviklingstendens, der var på alles læber op igennem 1990'erne og ind i det nye årtusinde. Her talte man modsat om en 'privatiseringsbølge' i Latinamerika.

"Privatiseringsbølgen i Latinamerika indebærer desværre, at vores stater er blevet afmonteret. Der er meget lidt lokalt, suverænt manøvrerum. Og spørgsmålet er, om en eventuel latinamerikansk integration blot vil ske på multinationale virksomheders præmisser. Eftersom det er dem, som har bemægtiget sig nøglesektorerne i vores økonomier," lød det fra forfatteren bag et af hovedværkerne om Latinamerika, Fem århundredes plyndring af et kontinent, Eduardo Galeanotil Ibis fokus.

For efter det moderne Latinamerikas økonomisk set mest kaotiske årti i 1980'erne, hvor flere lande ramte et økonomisk lavpunkt, herunder Mexico, der direkte erklærede sig selv bankerot, påbegyndtes de udskældte strukturtilpasningsprogrammer ud over Latinamerika. Her var de drivende kræfter netop IMF og Verdensbanken, der med krav om privatiseringer af stort set alt, hvad der kunne privatiseres, med til afmontere statens kontrol med landenes ressourcer.

Men den aktuelle nationaliseringsbølge i Latinamerika hviler også på en anden og tilsvarende tydelig forklaringsmodel. Kontinentet er verdens mest ulige, og lande som Bolivia, Venezuela, Paraguay, de mellemamerikanske lande og selv det forholdsvis rige Brasilien, har alle meget store andele af deres befolkninger, der lever under fattigdomsgrænsen.

Derfor kan og skal nationaliseringerne i høj grad også ses som den et modsvar på en fordelingspolitik, som alt for længe har skævvredet de latin-amerikanske lande. Det mener Joseph Stiglitz:

"Morales' politik nyder bred støtte fra Bolivias befolkning, der anser den tidligere præsident Gonzalo Sanchez' privatiseringer (eller kapitaliseringer) af landets ressourcer som et sandt røveri: Bolivia modtager kun 18 procent af udbyttet! Bolivianerne undrer sig derfor over, hvordan investeringer for godt tre mia. dollar (i landets gasreserver, red.) kan retfærdiggøre, at de udenlandske investorer indkasserer 82 procent af de samlede gasressourcer, som i dag vurderes at udgøre en samlet værdi på 250 mia. dollar."

Ny slags nationalisering?

Derfor er spørgsmålet i dag, om bølgen af nationaliseringer i Latinamerika er et pinefuldt deja vu til bankerottens tidsalder, hvor den ene efter den anden af de latinamerikanske økonomier faldt fra hinanden. Eller har Hugo Chávez, Evo Morales, og hvem der ellers beslutter at ride med på nationaliseringsbølgen, opfundet en ny og mere holdbar model?

For det, der startede de store privatiseringsrunder i Latinamerika i 1980'erne var netop, at de meget store - men langtfra effektive - statsligt ejet sektorer ikke var tilstrækkeligt konkurrencedygtige.

Samtidig er problemet, at det for mange latinamerikanske lande er de udenlandske selskaber og en snæver national elite, der sidder på den viden, det kræver at kontrollere og udvikle landenes ressourcer. Det fik netop Bolivia at mærke, da den umiddelbare reaktion på regeringens nationaliseringsplaner var, at de internationale selskaber stoppede alt arbejde. Det blottede landets åbenlyse mangel på ekspertise til at overtage. På samme måde kæmper den bolivianske regering i dag med at rejse kapital for at købe sig ind og dermed nationalisere majoriteten af landets gasressourcer. Her er Venezuela og præsident Hugo Chávez dog trådt til, og har hjulpet med kreditter på en mia. dollar til at udvikle det bolivianske statslige engagement.

Derfor er vejen til nationalt ejerskab fuld af forhindringer.

Og skal fortidens fejl undgås, skal der som Hugo Chávez i Venezuela har gjort opmærksom på, ryddes op i de stærkt korrupte systemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her