Mens dette skrives, går arbejdere, studenter og akademikere i samlet flok i demonstration mod de velfærdsreformer, som regering og opposition netop nu sidder og forhandler sig til rette om. Det er 21 år siden de røde faner sidst var på gaden. Muren stod dengang endnu, også den inde i hovedet, som delte verden op i højre og venstre.
Det store spørgsmål bliver, om tilstrækkeligt mange får lagt vejen forbi på vej hjem fra arbejde. Lige præcis så mange, at fagbevægelsen ikke taber ansigt. Og så mange, at vi i glimt kan mindes de gode gamle dage.
Hvor stort det tal skal være, kan jo altid diskuteres, og det vil det helt sikkert også blive. Det står derimod ikke til diskussion, at det er den skinbarlige konservatisme, som nu går på gaden. Ikke engang den gode gamle konservatisme, som dog ville forandre for at bevare, men en ængstelig, små-neurotisk, småborgerlig, folkelig konservatisme, som klamrer sig til det allerede opnåede.
Hvad nåede vi da? Ja, at dømme efter lederen i Information i lørdags nåede vi rigtig meget. Uddannelsessystemet udklækkede "demokratiske og deltagende individer". Danmark var en stat med en rigtig "statsledelse", som blandede sig så lidt som muligt i det kommunale selvstyre. Folk behøvede hverken handlingsplaner eller kompetenceudvikling, og man havde tid til at tage sig af hinanden, så den sociale sammenhængskraft var intakt, og fællesskabet blomstrede.
Det er denne fabelagtige guldalder, som nu er slut. "Den klassiske velfærdsstat" er brudt sammen, hedder det. Jamen, hvad 'klassisk' var der egentlig ved velfærdsstaten? Det klassiske er jo det til alle tider gyldige. Ved at karakterisere velfærdsstaten med denne æstetiske kategori, løfter lederskribenten velfærdsstaten højt op over den daglige, profane interessekamp og tildeler den en universel, tidløs, naturretslig status.
Kun en vej frem
Jeg er fuldstændig enig med lederskribenten og hans kronvidne professor Tim Knudsen i, at velfærdsstaten er under forandring. Den var et rendyrket nationalistisk koldkrigsprodukt og overlever selvfølgelig ikke i den ny verdensorden.
Jeg synes også, at vi mangler at diskutere, om og hvordan forandringerne er nødvendige. Jeg kan bare konstatere, at det nok ikke bliver med de to herrer som diskussionsdeltagere, for med den forfaldsform af en samfundskritik, de leverer, vil enhver forandring med nødvendighed blive til det værre.
I Politiken i søndags viste den fhv. kulturminister Ebbe Lundgaard sig dog Informations lederskribent langt overlegen som myteskaber. I noget der skulle gøre det ud for en en slags kritik af regeringens stærkt kritisable uddannelsespolitik, fremmanede han billedet af en nu truet dannelsesskole, som havde bevirket underværker økonomisk, politisk, socialt, eksistentielt. Uden den ville bonden aldrig være blevet fri, nationen aldrig have overlevet, industrialiseringen aldrig være sket, demokratiet aldrig være blevet indført, og danskerne aldrig være blevet frisindede og ansvarlige individer. Dette vidundermiddel vil regeringen nu skrotte til fordel for den sorte skole.
Nu er der kun en vej frem. Og det er tilbage.
