Læsetid: 7 min.

Han laver voodoo om natten

Pinup i Playgirl. Varmt emne i Den Amerikanske Kongres. Og ulovligt storsamplende producer i hjembyen Pittsburgh. Information har besøgt samplermusikkens nye posterboy, kommende stjerne og måske juridiske offer, Girl Talk
29. maj 2007

Han taler meget, ham taxachaufføren. Mens vi kører gennem et decembermørkt Pittsburgh flyder erindringer om gamle dage fra førersædet. Om dengang dette var en stålby, om dengang industriens affaldsprodukter hang som en beskidt tåge over indbyggerne. Hvordan man aldrig gik i hvide skjorter og ikke måtte bade i de tre store floder, der flyder sammen i byen. I dag er der noget renere i Pittsburgh, selvom vi hørte newyorkere kalde den Shitsburgh tidligere på dagen. For byen har overlevet skiftet fra sværindustri til højteknologi og servicefag forbilledligt.

Vi er på vej ud til en mand, der måske indvarsler et andet skifte i den vestlige verden. Skiftet fra en streng intellektuel ejendomsretslig kultur og til en langt mere fritflydende kultur uden for meget ophavsretligt bøvl. Eller det er der i hvert fald mange, der håber.

Vi håber at Gregg Gillis alias Girl Talk har noget vigtigt at fortælle os og den vestlige verdens kulturindustri.

Egentlig taler hans musik for sig selv. Hans tredje album Night Ripper (2006) er et skamløst svedigt mix af over 100 kunstneres musik. Klippet sønder og sammen i et sprøjtende mix, hvor en postmoderne zappergeneration kan nyde referencens magt og rekontekstualiseringens sødme. I coveret opremses samtlige kunstnere på albummet - fra ABBA til 2Pac, Sonic Youth til Paul McCartney - afsluttet med et "Thank you, Girl Talk". Det er det. Ikke noget med lange ophavsretlige noter eller checks til kunstnere og andre rettighedshavere. Girl Talk har ikke søgt om tilladelse til at bruge en eneste stump, så Night Ripper er essentielt et illegalt album - som har fået enorm omtale og ros i toneangivende amerikanske musikmedier som Rolling Stone og Pitchfork Media, såvel som i vores egen andedam.

Som med Danger Mouses Grey Album (2004), der samplede og ommøblerede Beatles og parrede collagerne med Jay-Z's raps, så er Night Ripper også en kunstnerisk stærk indikation af at ophavsretsloven måske er utidssvarende, når det kommer til sampling.

Vi ringer med andre ord på hos en ung småkriminel, der endnu ikke er blevet knaldet. Han kommer ned. Høj, ranglet, iført skovmandsskjorte, sort læderjakke, drenget smil og nysgerrige øjne.

I forruden i hans ramponerede bil dingler Jimi Hendrix på et papbadge, mens bagsædet svømmer med kassettebånd. Han fortæller om sine weekender pakket med livejobs, om at han er ved at være godt udmattet. Til hverdag er han biomedical engineer om dagen, og om aftenen sidder han klipper og manipulerer ved sin computer.

"Formålet med min musik er at få folk til at have det sjovt. Jeg presser ikke noget ned over hovedet på nogen, men jeg har mine holdninger omkring sampling og lovgivningen. Og det tror jeg absolut påvirker musikken, og jeg tror musikken i sig selv rejser så mange spørgsmål, at den ganske enkelt udvider folks horisont".

Vi slår os ned på en diner i downtown Pittsburgh. Spiser krydret skinke, pommes frites og coleslaw pakket ind i et bristefærdigt sandwichbrød. Skyller efter med lokal øl med jernsmag, mens ordene strømmer fra den 25-årige herre.

"Moralsk har jeg det fint med at udgive min musik, for jeg skader ikke nogen. Hver eneste dag får jeg 10-20 mails med spørgsmål om hvor mine samplinger kommer fra. Hver dag svarer jeg på 10-20 mails om det, og jeg kan garantere at folk opdager ny musik på dén måde. Jeg sampler fordi jeg kan lide musikken, jeg er en fan. Intet er samplet ironisk. Om noget gør jeg reklame for de samplede kunstnere".

"Jeg synes de nuværende love på mange måder forhindrer kulturen i at flyde frit. Jeg ville da gladeligt betale royalties (procenter af indtægt på salg og offentlige fremførelser - red) for alle samples. Men det er ikke sådan det fungerer. At få licens til de her samplinger ville koste millioner af dollars, som jeg ikke har. Men i en teoretisk verden, hvor jeg kunne cleare alle samples på albummet og jeg havde millioner af dollars til det, der ville det alligevel tage 50 år at slippe igennem det juridiske bøvl. Og det er simpelthen absurd".

Enhver musikgeneration har brug for sine forbilleder, og Girl Talk er ved at blive posterboy for den illegalt samplende generation. Han er fx ikke bange for at forsvare et kunstnerisk virke, der konstant er i karambolage med de elektriske indhegninger, som omkranser store områder af kulturarven i den vestlige verden. Rettighederne bliver vogtet nidkært, men Girl Talk ignorerer lovens bogstav og slipper afsted med det. Ja, i stedet er han ved at blive et ikon for en ny tids komme. Og det er der mange grunde til.

De multinationale rettighedshavere, som ofte er forbundet med lige så multinationale pladeselskaber med egne samplende kunstnere, har formentlig fundet ud af at det både er dårlig PR og købmandskab at sagsøge andre dygtige samplermusikere. Girl Talk har samtidig besluttet at omfavne medierne, og medierne har omfavnet ham. Ja, der er kommet krammere fra både overraskende og vidt forskelligt hold. Ikke nok med at musikpressen elsker ham, han er også blevet fotograferet til Playgirl, damebladet med de letpåklædte mænd. Og den 7. marts i år blev han brugt som et eksempel på den moderne musiks potentiale i Repræsentanternes Hus i Washington. Det skete da det demokratiske kongresmedlem Mike Doyle havde taletid under en høring om musikkens fremtid: "Jeg håber at alle involverede vil () spørge sig selv om mash-ups og mixtapes virkelig er så meget anderledes, eller om ikke det er det samme, som når Paul McCartney indrømmer at han stjal et Chuck Berry bas-riff og brugte det på Beatles' hit "I Saw Her Standing There"".

Girl Talk istemmer: "I radioen kan du lige nu høre guitarriffs, der lyder fuldstændig som Black Sabbath i langt højere grad, end mine cut-ups af Bachman Turner-Overdrive lyder som Bachman Turner-Overdrive. Jeg har altid behandlet sampleren som et instrument. Men det er en generations-ting, og mange mennesker ser det slet ikke på den måde. Men jeg kan jo tage en guitarlyd og putte effekter på den og omarrangere tonerne, så det lyder fuldstændig anderledes end originalen. Og det er det samme som at spille på guitar. Hver gang man spiller på en guitar, så refererer man til enhver, der tidligere har spillet på guitar. Det er det samme som, når jeg bruger en keyboard-melodi fra en sang og lægger et andet beat og en anden vokal på. Så manipulerer jeg også bare genkendeligt kildemateriale".

Der er noget basalt afvæbnende, noget drenget elskeligt over den tydeligvis begejstrede unge mand. Og den let syngende amerikanske twang, det helt igennem rare væsen og den let nørdede aura modsvares af en dyb selvsikkerhed; Det glimter af fremtidig stjernestatus, af en jordbunden dadaistisk raketkadet, der viser vejen ud af den passive kulturkonsumering og ind i den aktive samplerkultur: "Alle bliver bombarderet med medier. Jeg synes at vi nærmest er blevet tvunget til at tage dem til os og bruge dem som en kunstform. Hvis folk uddelte maling på gaderne, er jeg da sikker på, at der ville være langt flere malere derude lige nu. Jeg elsker musik, jeg elsker popkultur, men samtidig så elsker jeg den måske kun fordi, jeg er blevet dresseret til det. Jeg ved ikke om vi overhovedet kan fravælge medierne, slippe for at høre dem. De bliver tvunget mod os i alle mulige sammenhænge, så det virker kun fair at man har mulighed for at arbejde med og manipulere dem - efter at radioen har spillet en sang en million gange, og man ikke har kunnet vade gennem et shopping-mall uden at høre den. Det virker kun rimeligt at man kan bearbejde dét, man bliver stopfodret med".

Begejstringen lyser ud af ham, og den lyser med endnu klarere flamme da vi kører tilbage til hans lad-os-kalde-det spartansk indrettede lejlighed og han får åbnet sin laptop. "Trial and error" og "guess and check", siger Girl Talk om sin arbejdsmetode. Der er også lidt "trial and error" over hans omgang med loven. Det kan nemt gå galt. Ja, måske kan han blive manden, der får ført samplingspørgsmålet helt til Supreme Court, hvor der endelig kan blive afsagt en overordnet dom, som kan stoppe - eller opmuntre til - yderligere sagsanlæg.

I fredags, den 25. maj, havde han sidste arbejdsdag som biomedical engineer. Han laver altså ikke længere kun samplerdelisk voodoo om natten, men er gået fuldtid som musiker - og som talsmand for en ny generation for hvem det er helt naturligt at gå i cut-and-paste-infight med den kultur vi har vænnet os til passivt at konsumere.

I december måned, da vi besøger ham, holder han stadig fast i jobbet, selv om hans kolleger ikke ved hvad han laver om aftenen - og selv om det udmatter ham at sidde sent oppe og klippe i kulturarven. Men i lyset fra laptoppen i hans lejlighed i den tidligere stålby, med begejstringen malet i hans ansigt, er det svært at være bekymret for Girl Talk. For han tilhører jo fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her