Læsetid: 3 min.

Le Pen vinder frem i Frankrig

Det yderligtgående franske højreparti Front Nationals leder Jean-Marie Le Pen er kun otte procentpoints efter premierminister Dominique de Villepin i meningsmålingerne over personlig popularitet. Partiet profiterer af EU-skepsis, en særdeles elitebåret politisk klasse samt den franske udlændingedebat
25. april 2006

PARIS - Da lysene fra de brændende biler var døet ud, og der ikke mere blev kastet med molotovcocktails og flasker i de parisiske forstadsghettoer sidste efterår, materialiserede der sig en klar politisk vinder ud af asken: den Nationale Fronts leder, Jean-Marie Le Pen. Hans tale til franskmændene var ikke tvetunget men direkte: Dette kaos og ballade, et Frankrig på randen af borgerkrig er resultatet af det multikulturelle samfund. En slap indvandrings- og udlændingepolitik har ført til ghettoer af muslimer, undermennesker af nordafrikansk afstamning, som ikke hører kulturelt hjemme i Frankrig.

Under urolighederne i efteråret producerede Front National (FN) bl.a. en computerfremstillet video, hvor ekstreme voldsscener fra urolighederne blev akkompagneret af truende musik samt et banner med teksten "immigration, eksplosion i forstæderne, Le Pen forudså det".

Det etablerede Frankrig, som hurtigt fik travlt med andre problemer, såsom den vedvarende infight om, hvem, der skal være præsident Jacques Chiracs politiske tronarving, trak muligvis ikke på skuldrene, men forventede ikke desto mindre, at Front Nationals popularitet ville dø hen igen, når de aktuelle uroligheder var trådt i baggrunden igen. Erfaringen med mange populistiske partier er, at de rider på en bølge og oftest vinder frem via enkeltsager.

Le Pen kender folkeangsten

Men sådan er det imidlertid ikke gået. I en ny meningsmåling offentliggjort fredag siger det anerkendte franske meningsmålingsinstitut IFOP, at Jean-Marie Le Pen nu ligger på et popularitetstal på 21 procent, blot otte procentpoints efter premierminister Dominique de Villepin, som slås med de ringeste meningsmålinger i mands minde efter den ydmygende tilbagetrækning af den nye arbejdsmarkedslov om ansættelser og afskedigelser af unge under 26, CPE.

Hvor man derfor måske kan påpege, at Le Pens popularitet eksisterer på en taknemmelig baggrund, fordi regeringen er historisk upopulær, bør det til gengæld bekymre samtlige af de etablerede politikere, at over en tredjedel af de adspurgte også siger, at den aldrende højrepopulist er "i samklang med det franske folks bekymringer".

IFOP peger selv på, at såvel forkastelsen af den europæiske forfatning, protesterne i efteråret som de mange demonstrationer mod CPE har øget populariteten for FN uanset, at de tre emner ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre:

"Disse kriser er alle forskellige, men de har det til fælles, at de gavner partier uden for det etablerede politiske system," udtalte Frederic Dabi fra IFOP søndag.

Meningsmålingen tyder på, at Le Pen har noget at have sin optimisme i, når han siger, at han ser frem til næste års præsidentvalg med stor optimisme.

"Jeg er i topform," sagde han til avisen Le Journal du Dimanche søndag, da han i weekenden deltog i et lokalt møde om krisen i den franske vinindustri i Rhône, hvor han selv er valgt som regional politiker.

Ny anden runde?

Da franskmændene sidst gik til stemmeboksene i 2002, chokerede den højrenationale udlændingeskeptiker ikke bare Frankrig, men hele verden, da han eliminerede den socialistiske kandidat Lionel Jospin i første runde, hvorefter den nuværende borgerlige præsident Jacques Chirac måtte ud i anden og afgørende runde mod Le Pen.

Chirac vandt komfortabelt med 80 procent, da hele den franske venstrefløj i afsky over Le Pen satte krydset ved den gaullistiske kandidat, og det er fortsat helt udelukket, at ekstremisten Le Pen ville kunne ende i Elyseepalæet, men det er til gengæld langt fra afgjort, at han igen ville kunne gå videre til den afgørende runde, hvilket er et stærkt signal om, hvor trætte mange franske vælgere er af de etablerede partier, der ofte ses som helt lukkede og selvsupplerende systemer, der styres fra Paris af en klasse af ekstremt veluddannede medlemmer - mestendels mænd - som har taget de samme eksaminer, gået i de samme skoler og på tværs af partiskel dermed taler samme sprog og er optaget af de samme problemstillinger.

Deler kun retorikken

IFOP konkluderer da også, at partiet ser ud til at ville kunne påvirke kommende parlamentsvalg betydeligt. Kritikere af den nye, skrappe franske udlændingelov har da heller ikke tøvet med at påpege, at Le Pen allerede har spillet en hovedrolle i fransk politik og at store dele af hans retorik allerede er overtaget af regeringspartiet.

Selv siger Le Pen, at "Nicolas Sarkozy (indenrigsminister og partiformand, red.) bruger Front Nationals ord, men ikke vore ideer. Hans tilgang til arbejdsmarkedet og til indvandring er modsat vore."

Den Nationale Front har ingen pladser i den franske Nationalforsamling, men har syv pladser i Europa-Parlamentet og mange repræsentanter i såvel kommunale som regionale råd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her