DET VAR DEN nu forlængst afdøde amerikanske præsident, Lyndon B. Johnson, der forsvarede sin trofaste opbakning til den kontroversielle FBI-chef J. Edgar Hoover med ordene: "Jeg ville meget hellere have den fyr til at stå inde i teltet og pisse ud end uden for teltet og pisse ind".
Fuldstændig samme ræsonnement lå bag den russiske præsident Jeltsins udnævnelse af den populistiske general fra faldskærmstropperne, Aleksandr Lebed, til
sekretær for det russiske Sikkerhedsråd, i daglig tale: Sikkerhedschef.
Problemet var bare, at Lebed siden sin udnævnelse for kun fire måneder siden, ikke blot har fortsat vandladningen, men uophørligt har strintet lige så meget inde i teltet som udenfor.
Han opnåede resultater undervejs, eller ialtfald et: Våbenhvileaftalen i Tjetjenien og den senere aftale om en politisk løsning på Tjetjenien-konflikten. Men selv om denne indsats var overordentlig populær i den russiske befolkning og præsident Jeltsin derfor efter lang tids tavshed bifaldt den med et par anerkendende ord, fik den aldrig hverken præsidentens eller regeringens fulde opbakning.
Og Lebed anskaffede sig fjender undervejs - ikke mindst den magtfulde indenrigsminister Anatolij Kulikov, hvem Lebed anklagede for at være hovedansvarlig for Ruslands både blodige og ineffektive krigsførelse i Tjetjenien.
Lebed gjorde selv sin forbliven i Jeltsin-administrationen afhængig af, at Jeltsin traf et valg: Det var Kulikov eller ham. Den hjertesyge præsident undveg dengang konfrontationen og prøvede at sætte Lebed på plads med en næsten faderlig irettesættelse: "Man kan ikke lægge sig ud med alle på samme tid."
Ikke desto mindre fortsatte konfrontationerne i præsidentens sygefravær. Kulminationen blev nået onsdag, da Kulikov direkte på tv beskyldte Lebed for at planlægge "et snigende kup", bl.a. ved brug af tjetjenske "terrorister", og derfor skærpede sikkerhedsberedskabet i alle større russiske byer.
En stærkt sygdomssvækket Jeltsin blev tvunget til at vælge: Outsideren Lebed, som i høj grad var hans eget politiske spejlbillede, eller Kulikov og dermed Tjernomyrdin og hans hold af stabile administratorer. Torsdag eftermiddag kom så meddelelsen: Lebed er fyret. Samarbejdsvanskeligheder.
MANGE SPØRGSMÅL trænger sig på? Hvordan påvirker fyringen af Lebed den igangværende og nu helt åbenlyse magtkamp ved Jeltsins sygeseng? Bliver freden i Tjetjenien det første offer for dagens dramatiske begivenheder i Kreml? Og kastes Rusland ud i en ny periode med politisk ustabilitet - i værste fald som under den væbnede konfrontation mellem parlament og præsident for netop tre år siden?
Der er ingen tvivl om, at Jeltsin kun yderst nødtvunget har foretaget det dramatiske skridt. De samme årsager, der lå bag Jeltsins udnævnelse af Lebed i juli, eksisterer fortsat. Først og fremmest: Lebed er afsindigt populær. I befolkningen. Og i de væbnede styrker.
I den seneste meningsmåling, foretaget af instituttet VCIOM, peger 40 procent af de spurgte på Lebed som foretrukken præsident, hvis dødsfald eller en anden god grund tvinger Jeltsin til at gå af. 24 procent foretrækker kommunistbossen Gennadij Sjuganov. Og kun 10 pct. peger på den driftsikre, altid loyale, men ekstremt farveløse Tjernomyrdin.
Der er ingen grund til at tro, at fyringen af Lebed vil mindske hans folkeyndest, tværtimod. Han fremstår nu som manden, der bevisligt kunne skaffe varen - freden i Tjetjenien - selv under umulige betingelser, men ikke fik lov at fuldende sin øvrige mission: Bekæmpelse af korruption på alle niveauer i administrationen og en stærkt påkrævet forbedring af forholdene i de væbnede styrker.
Dertil kommer, at det længe varslede økonomiske op-sving lader vente på sig. Rusland kan se frem til en ny vinter med mangel på mad, med uregelmæssige el- og varmeforsyninger, med produktion på nedsat kraft og med ubetalte lønninger.
Med en Aleksandr Lebed i spidsen kan en social protestbevægelse hurtigt blive en særdeles ubehagelig udfordring for lederne i Kreml.
Og i tilfælde af præsidentens død vil Lebed, med eller uden en alliance med kommunisterne, udgøre en formidabel modstander for enhver på Jeltsin-holdet, der prøver at tage kampen op.Rusland går ind i en ustabil og farlig tid.
Hvis fyringen af Lebed fører til en genoptagelse af krigsførelsen i Tjetjenien, kan dette skridt være dråben, der udløser et regulært oprør i de væbnede styrker. Her forekommer degraderinger af åbent opponerende officerer nu næsten dagligt.
En ting er sikker: Lebed er sat uden for teltet, men han er fortsat i lejren og han vil lade vandet som aldrig før.
on (Ole Nyeng)
