Forsigtig nu
DE TRE EU-kommissærer, Margot Wallström, Erkki Liikanen og David Byrne offentliggjorde i går en meddelelse om, hvad 'forsigtighedsprincippet' egentlig går ud på, i Den Europæiske Union. Det skulle de ikke have gjort. Det har de sikkert haft en god hensigt med. Men klog er meddelelsen ikke.
De tre kommissærer har tilsammen ansvar for miljøet, sundheden, forbrugernes beskyttelse samt virksomhederne og informationsteknologien. De skal forvalte EU-traktatens ord om, at borgerne skal beskyttes "på et højt niveau" mod risiko, der truer deres sundhed og miljø.
De tre har været ivrige efter at forklare, at når EU påberåber sig forsigtighedsprincippet, så er det sandelig seriøst. Det er ikke bare en dårlig undskyldning for at beskytte sit eget marked mod konkurrence udefra.
Men i al deres iver er de tre kommissærer gået så langt ind på modpartens tvivlsomme præmisser, at forsigtighedsprincippet bliver selvmodsigende.
Længst ude er de tre uheldige helte, når de siger, at forsigtighedsprincippet "blandt andet skal baseres på en undersøgelse af de mulige gevinster og tab ved at gribe ind - eller undlade at gribe ind".
UNIONERNE, både den europæiske og den amerikanske ynder at se sig selv som sammenslutninger af rige lande. I denne bjergsomme stræben har vi nu åbenbart drevet det så vidt, at selv forsigtigheden kun skal udvises, hvis man kan tjene penge på den.
Det er det rene vrøvl. Og det kan kan glimrende illustreres med et andet eksempel fra i går: I det videnskabelige tidsskrift Human Reproduction fik forskerne fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion i går offentliggjort deres seneste undersøgelse af unge danske mænds sædkvalitet. Resultatet har været offentliggjort et par gange før, men dukkede op igen i går som en nyhed. Med god grund. Den siger noget, som ingen bør kunne undgå at få at vide.
700 mænd mellem 18 og 20 år har afleveret en sædprøve, da de var på session. Det viser sig, at halvdelen har nedsat sædkvalitet og en femtedel har det i så høj grad, at det er tvivlsomt, om de kan få børn ved naturmetoden.
Det er ikke første gang, man har konstateret denne dalende livskraft i de mandlige kønsceller.
MAN VED IKKE præcis, hvad årsagen er. Men professor Niels E. Skakkebæk og hans kolleger har en hypotese, der bliver mere og mere velunderbygget: At det er de stoffer i miljøet, som ligner hormoner, der forstyrrer drengefostrenes udvikling og derved lægger grunden både til den nedsatte sædkvalitet og måske til det voksende antal tilfælde af testikelkræft.
Vi ved at det sker, når man laver dyreforsøg. Der er ikke videnskabelig sikkerhed for, at det også er det, der er ved at ske med os mennesker. Men forskningen på området er anerkendt. Der er mere end rigelig grund til at anvende forsigtighedsprincippet og se at slippe af med de hormonforstyrrende stoffer i miljø og madvarer så hurtigt som muligt.
Men hvis vi skal foretage en lille rask cost-benefit-analyse, så ser det jo helt anderledes ud. For hvad kan man i grunden tjene af penge på at mænd bevarer deres evne til at forplante sig ved naturmetoden? Ikke en krone. Hvorfor skulle man dog bruge penge på at holde liv i myriader af sædceller, når én enkelt er nok til at befrugte et æg?
Med det seksualliv vi holder os, skulle det vel nok være muligt at reproducere menneskeheden, selv om hver anden mand mister frugtbarheden. Og ellers kan vi bare sende dem hen på selvsamme Rigshospital og få foretaget en kunstig befrugtning. Det er såmænd nok billigere end alt det kostbare besvær med at fjerne de hormonforstyrrende stoffer fra plastik og maling og kosmetik og rengøring...
TANKEN er både syg og dum. De tre kloge kommissærer skynder sig da også at sige, at cost-benefit-tanken kun skal bruges, når det er hensigtsmæssigt og gennemførligt, at man også skal inddrage de ikke-økonomiske betragtninger, at beskyttelsen af helbredet vejer tungere end økonomiske hensyn og mere af samme skuffe.
Men hvorfor går de overhovedet ind på tanken? Hvorfor gøre alting, selv livets videreførelse ved den hidtil anvendte naturmetode, op i penge?
Det samme kan man sige om en anden af kommissærernes tankeløsheder. De mener at forsigtighedsprincippet kun skal anvendes indtil man har fremskaffet et eksakt videnskabeligt bevis, som man kan bygge sin analyse af risikoen på.
Jamen, hvis vi slipper af med de hormonforstyrrende stoffer, så får vi da forhåbentlig aldrig noget bevis for, om det så virkelig var alle de stoffer, vi afskaffede, der forstyrrede drengefostrenes udvikling. Med mindre problemet fortsætter og forskerne en dag finder ud af, at der er en anden forklaring.
Om igen. Drop den tåbelige forestilling om, at penge og videnskabelige kendsgerninger kan gøres til overdommer, når mennesker er i tvivl om deres ansvar.es
