Læsetid: 3 min.

LEDER

27. juli 2000

Terrorismens svøbe
PÅ TÆRSKLEN til det nye årtusind er angsten for terrorismen og pre-moderne lokale krigsherrer i periferien af den vestlige civilisation rykket ind på den plads i den kollektive bevidsthed, hvor fortidens barbarer, de vilde horder, var med til at forme forståelsen af Europa som begreb og geografisk rum. I USA har man efter den kolde krigs og sovjetkommunismens ophør haft travlt med at finde et nyt fjendebillede, og Pentagon med flere har udpeget terrorismen som en af de nye store trusler.
"I dag angriber internationale terrorister os på vores egen jord," fastslog en alarmeret amerikansk kongreskommission for et par måneder siden. Bomberne i Oklahoma, mod World Trade Center og mod to ambassader i Afrika, samt risiko for angreb fra Usama bin Ladins terrorister nævnes.

OG HVIS det hele ikke skal blive for Amerika-centrisk, kunne man også nævne det kurdiske PKK's væbnede kamp i Tyrkiet, de tamilske tigre i Sri Lanka, hindunationalisters mord på kristne missionærer i Indien, aktioner fra den
columbianske revolutionshær FARC og islamiske terrorister i Egypten, der alle har sprængt sig vej til avisernes forsider.
Bombeaktioner dominerer stadig i terroren, men der er stigende frygt for, at terrorister får fat i kemiske, biologiske eller endda nukleare våben. I 1995 rettede den apokalyptiske Aum Shinriky-sekt et kemisk angreb mod en undergrundssta-
tion i Tokyo, og samme år placerede tjetjenske
rebeller atomart materiale i en park i Moskva.

LIGELEDES frygter nogen, at terrorister køber 'løsslupne' atomvåben fra det gamle Sovjet-unionen. Risikoen er tilstede, men man kan nemt overdramatisere alle de farer, som den nye uordentlige og skrøbelige verdensorden rejser. Og værre er, hvis det fører til fejlagtige politiske svar. Den føromtalte kongreskommission bliver f.eks. helt rabiat, når den foreslår overvågning af alle udenlandske studenter i USA, bare fordi 'en lille minoritet vil kunne udnytte deres status som studenter til at støtte terroraktiviteter'.

INDEN angsten bringer os ukritisk i armene på overvågnings- og politisamfundet, så må det fastslås, at der er langt færre internationale terroraktioner i dag end i midten af firserne. En opgørelse fra det amerikanske udenrigsministerium viser, at terrorismen toppede i 1987 med 666 mord. I 1998 faldt tallet til 274 og i 1999 steg det igen til 392. Det markante fald i forhold til midtfirserne skyldes især, at nordirske, baskiske og palæstinensiske terrorister stort set lod våbene hvile i 1999, mens de var meget aktive i firserne.
I Baskerlandet har ETA's terrorister genoptaget den væbnede kamp i år, og alene i den sidste måned har ETA sprængt seks bomber. Mandag aften var den konservative senator Pilar Aresti få sekunder fra at blive dræbt af en bilbombe udenfor sit hjem. Den 15. juli dræbte ETA et byrådsmedlem i Malaga - det sjette offer i år. Og ETA har hjulpet bretonske terrorister til at bombe en McDonalds' burgerbar i Frankrig, hvor en kvinde blev dræbt.

TONEN OG kampen mod terrorismen må være hård og uforsonlig, og vil terrorister ikke underordne sig en demokratisk retsstats regler, så er en effektiv politiindsats ofte det eneste holdbare svar. Mange terrorister trækker på et internationalt netværk, og de finansierer beskidte krige og våben gennem bl.a. narkohandel og anden kriminalitet. Globaliseringen har mange ansigter.
De fleste erkender, at nationalstaten ikke alene kan klare opgaven, og at politiet må samarbejde mere over grænser. Der er i dag tolv FN-konventioner om terrorismen - den nyeste er imod 'finanseringen af terrorismen'. 21 nationer har underskrevet den nye konvention, der bl.a. sætter nye grænser for bankhemmeligheder og forpligter lande til at udlevere mistænkte terrorister til deres hjemlande.

INTENTIONERNE er gode nok. Det er et skridt i retning af en stærkere global retsorden. Men konventionen har en svaghed: Den giver ingen klar definition af, hvad der er en terrorhandling. Hvad der kaldes en terrorist i et land, opfattes af andre som en frihedskæmper. Den uklarhed må ryddes af vejen, inden Danmark bør underskrive konventionen. Det må også undgås, at 'vi' skal udlevere politiske flygtninge til lande, hvor der ikke er ordentlig retssikkerhed for den mistænkte, og de stilles for politiske og militære domstole.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her