Læsetid: 4 min.

Den leder-løse ballet

20. marts 1999

KULTURENS institutioner i Danmark vokser på en særegen måde: Substansen skrumper, mens administration, reklame-skrål og leflen for erhvervslivet tager gevaldigt til. Statens Museum for Kunst har således præsteret det kunststykke at ødelægge Østre Anlæg i København med et stykke middelmådig arkitektur, hvor en masse luft er indfanget i glasbure. Samtidig er der blevet færre kunstværker at se på fra kernesamlingerne. Og efter lukketid kan firmaerne springe køen over og holde skovtur i statsinstitutionen. Et cost-benefit regnestykke, der ikke ser pænt ud i det etiske regnskab.
Det Kongelige Teaters repertoire er på samme vis i de senere år blevet så udvandet, at et absolut minimum af Bournonville-balletter for sæsonen 1999-2000 præsenteres under følgende fanfare: "Den Kongelige Ballet sætter fokus på klassikerne." De gør Fanden, gør de: Ud over en nyopsættelse af Kermessen i Brügge kommer vi til at se Sylfiden og Napoli i gammelkendte versioner, og Et Folkesagn med Hendes Majestæt Dronningens scenografi. Her mangler i høj grad historisk research og revurdering af traditionen.
Dertil kommer, at man skammeligt igen har reduceret Konservatoriet til danseskole-sekvensen, selv om teatret fornylig investerede sine sparsomme Bournonville-kræfter i at rekonstruere hele 'avisfrieriet'.

LIGESOM man i politik kan vifte med 'ikke-papirer', kan man således også i kulturpolitik pynte sig med 'ikke-nyheder'. At opførelsen af blot fire af de kendteste af Bournonvilles over 50 værker skal ud-basuneres som 'ekstra fokus på Bournonville' er et tegn på, hvor langt vi er kommet bort fra traditionen. Som Information tidligere har fremført, er det absolutte minimum for et levende repertoire snarere en 11-12 balletter, så vi mangler stadigvæk tre-fjerdedele, heriblandt Fjernt fra Danmark og Livjægerne på Amager.

DER SKAL VÆRE Bournonville-uge i begyndelsen af år 2000, og Bournonville-festival i år 2005, så det er bare om at komme videre med forskning og nytænkning.
Den eneste rekonstruktion af Bournonville, der er præsteret i nyere tid, var Abdallah, der ikke skabtes af Det kongelige. Vi vil her spørge til Brudefærden i Hardanger og Toreadoren, som man godt kunne tænke sig et bud på. Eller blot den lille Bellman-bagatel, som Frank Andersen satte op i Stockholm.
De øvrige klassikere er genbrug af genbrug, Giselle baseret på Erik Bruhn og Don Quixote efter Nurejev samt den halvhjertede Peter Martins-opsætning af Svanesøen, som oftest afslører mangelen på stjerne-solister i Den Kongelige Ballet. Ikke La fille mal gardée, Petrusjka, Chopiniana eller Romeo og Julie, som savnes i repertoiret og klæder Det kongelige.
Værre er det, at dansere og publikum stadigvæk skal trækkes med Den glade Enke, mens vi forhåbentlig får en munter lille moderne klassisker med Jerome Robbins' engang så fortryllende Chopin-fantasi, The Concert. Forhåbentlig er den ikke blevet doven, som gammel champagne.
Bortset fra Robbins' bedagede spøg og en ikke-specificeret bagatel af Peter Martins figurerer kun et fantom med titlen to nye balletter på listen over repertoire-udvidelser. Man kan kun frygte det værste og håbe det bedste. Da vi afventer udnævnelsen af en ny bal-letchef skulle man derved give denne en mulighed for at profilere sig - men premieredatoen den 25. marts 2000 er i virkeligheden lige om hjørnet, så det mest sandsynlige er, at man blot får endnu en hovsa-løsning.

TEATERCHEFEN kunne under pressemødets fremlæggelse af repertoiret meddele, at det vil tage et par måneder at finde frem til den balletchef, der skal afløse Maina Gielgud til juni. Der er meget, der skal rettes op og meget, der skal kæmpes for, hvis posten skal fyldes ud til gavn for den danske ballet. At den intensive kritik af Det kongelige Teaters vanrøgt af Bournonville-traditionen langt om længe har gjort indtryk, viser pressemeddelelsernes 'hype', men at holde respekten for hans balletter ved lige er en daglig kamp. Danserne af i dag skal motiveres for at forstå berettigelsen af at ofre kræfter på kunstværker, der er 150 år gamle og - tilsyneladende - ikke så flot virtuose som det russiske eller det moderne repertoire, og et nyt publikum skal også overbevises om, at Bournonville er værd at fordybe sig i.
Der er tradition for, at balletmestre med store koreografiske drømme gerne ønsker Bournonville derhen, hvor peberet gror, mens ledere, der i højere grad føler sig som danske dansere, sætter en ære i at passe på arvesølvet. Nu ligger det blot sådan, at Bournonvilles fremtid som udgangspunkt for Den kongelige danske ballet ikke udelukkende er et dansk anliggende, men burde rangere som det, Unesco kalder "World Heritage."
Da den danske ballet i januar gæstede Pariseroperaen, havde man et blandet program med Béjarts rædsomme Offenbach-pastiche som hovednummer og ét stykke Bournonville, Napoli. Et fuldt lødigt Bournonville-repertoire findes ganske enkelt ikke længere.

DEN NÆSTE balletchef har naturligvis andre opgaver udover at kæmpe for Bournonville, men ingen, der er vigtigere for den danske kulturarv. Han er både ballettens fortid og dens fremtid. Maina Gielgud tilførte balletten en lang række dansere, der tilhører helt andre traditioner end den danske og kastede dermed korps og solister rundt i alle mulige forskellige stilarter. Den nye balletmesters første og største må blive at finde en identitet, der gengiver Den Kongelige Ballet sit særpræg og danserne deres værdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu