Læsetid: 3 min.

Lederkrise - igen, igen

29. august 2001

Det var klart allerede ved balletmester Aage Thordal-Christensens første pressemøde i juni for blot to år siden som forhåbningsfuld og program-blank leder af Den Kongelige Ballet, at der ikke var punch nok i manden til at vende den kuldsejlede skude. Fornøjet var han, men ikke i stand til at komme med et eneste bud på repertoire, koreografvalg, klassikerpleje. Helt øjensynligt en figur, som teatrets ledelse ikke helhjertet stod bag, det viste allerede længden af hans kontrakt.
Nu har Thordal-Christensen i rimelig tid og meget hensynsfuldt meddelt, at han ikke kandiderer om at fortsætte i stillingen, når hans ansættelse udløber 1. juli 2002. Begrundelsen er, at arbejdsforholdene er af en sådan art, at han ikke ser sig i stand til at lede balletten udover sin kontraktperiode. Man må vel acceptere, at ingen kan påtage sig at styre et foretagende udover den periode, man har sikret dem – det er konsekvensen af åremålsansættelser, særligt så
halvhjertede som den nuværende balletchefs. Det er derfor interessant at læse teatrets pressemeddelelse, hvor bestyrelsen sender bolden videre til teater-
chefen.
Det nævnes, at Det Kongelige Teaters bestyrelse har modtaget Thordal-Christensens meddelelse med beklagelse, men derefter bringes følgende udtalelse af bestyrelsesformand Mads Øvlisen: »Det er ikke acceptabelt, at en balletmester endnu engang forlader teatret, fordi samarbejdet mellem balletledelsen og danserne ikke har kunnet bringes til at fungere tilfredsstillende.« På den baggrund er teaterchef Michael Christiansen blevet anmodet om at ’forestå et udredningsarbejde, som skal analysere hvorfor disse vanskeligheder gentagne gange er opstået, og fremkomme med forslag om ændringer i ballettens struktur, ledelsesvilkår eller øvrige forhold, som kan medvirke til at sikre, at Den Kongelige Ballet fortsat kan tiltrække de fremmeste kræfter i balletverdenen...’

Baggrunden for den nuværende krise er en lang serie fejlbesættelser på balletmesterposten. Den Kongelige Ballet har ikke haft en nogenlunde stabil periode siden Frank Andersens senere år som leder i 1990’ernes begyndelse, hvor et begavet hold solister og et homogent korps var at se i et reper-
toire, der passede til Gamle Scene. Siden fulgte krise på krise under Peter Schaufuss (1994-95), Maina
Gielgud (1997-1999) og Aage Thordal-Christensen, der alle manglede en helhedsvision for balletten, netop i Danmark, netop med en balletskole, netop med en dansk tradition (med ingredienser af Balanchine, Ashton og Neumeier). Man valgte en international stjerne som den karismatiske og begavede danser Nikolaj Hübbe fra, selv om han måske er den eneste kapacitet i verden, der vil noget med Bournonville-traditionen.
Der er rigelig grund til selvransagelse på chefplan, og man må håbe, at teatrets chef og bestyrelse ikke endnu engang vil vælge en bekvem, men kun tilsyneladende ufarlig løsning. De virkelig betydningsfulde balletledere kan være besværlige, men en teaterchef skal sikre den højeste kvalitet. Spørgsmålet er naturligvis, hvilken galning der i dag kunne forestille sig at stille sig i spidsen for en ballet, der har mistet sin ånd og identitet og end ikke kan måle sig med Nordens øvrige balletkompagnier på undervisnings- og repertoireplanet. Der er virkelig et behov for at gå i dybden med Den Kongelige Ballets problemer, og Aage Thordal-Christensen har gjort teatret en stor tjeneste ved at melde fra så tidligt.
På den anden side står Den Kongelige Ballet over for så attraktive fremtidsperspektiver at den rette mand/kvinde skulle kunne se nogle store og lokkende muligheder: Der bliver et nyt hus at danse i (selv om ingen synes at have gjort sig dybe tanker om, hvordan det skal tjene balletten), og i år 2005 må man vise flaget i anledning af August Bournonvilles to-hundredårs dag. Blandt landets få genier bør balletmesteren ikke rangere under eventyrdigteren, men der er allerede nu en voldsom afstand imellem Andersen og Bournonville, hvad planlægning angår.

Den største udfordring bliver at finde en nuanceret holdning til den danske tradition. Man har ikke blot forsømt Bournonville-træningen, men heller ikke haft øje for, at der er skabt et lødigt balletrepertoire af kræfter som Harald Lander og Kjeld Abell og med scenografer som Svend Johansen. Holdningen til historisk rekonstruktion trænger til en kølhalning, og skal man holde fast ved et russisk repertoire, ville det være interessant ikke fortsat at finde instruktørerne i USA. Fremtidsvisioner er stærkt påkrævede: Den finske ballet har formået den fremragende ballerina Sylvie Guillem (Royal Ballet) til at iscenesætte Giselle med stor succes. Det er den liga, Den Kongelige Ballet forlængst er hørt op med at spille i, men som det store hus på Holmen nødvendiggør deltagelse i. Mon det er nok med en intern vasken hænder?

cc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu