Læsetid: 5 min.

Lederstjerner

Når lederne leder sig selv i den ene halvdel af systemet, kan vi andre dukke hovedet og passe vores forskning og undervisning i den anden halvdel. På den måde opstår to delsystemer: I den ene del har vi ledestjernerne, som kappes om ranking - og spanking til dem, som ikke passer deres internationale publikationer. I den anden del handler det om forskning, undervisning og miljøpleje
4. januar 2007

Johs. V. Jensen skar skibe som dreng, jeg skar tænder. Grunden var ledelse og lede ved ledelse, så jeg allerede i knæhøjde vidste, at ledere er ledere end andre.

Min ledestjerne var en ihærdig far, som havde stærke meninger om, hvad en dreng skal være. Selv om jeg principielt var imod, havde jeg ikke meget at være imod med, så han vandt de fleste gange. For at overleve måtte jeg finde mine egne områder. Der var selvfølgelig skolen, men den var ikke rigtig min egen. Mit første selvstændige ståsted blev musikken, men efter at jeg i diverse orkestre have afprøvet mit talent, nåede jeg til den konklusion, at musikken nok havde bedst af at være et privat foretagende, udøvet på en sidelinje hvor jeg kunne lave min egen larm fjernt fra verdens.

Det store gennembrud i min karriere kom, da jeg i 2. G solgte min klarinet og købte en skrivemaskine. 200 kr. var det magiske beløb, knap syv gange så meget som det kostede at forråde Jesus. Herefter åbnede der sig en hemmelig verden, hvor jeg kunne være min egen herre og skrive, hvad der passede mig. Med ordene i ryggen kunne jeg pleje min stærke modvilje mod ledestjerner.

Som baggrund for en broget karriere, bestående af lige dele stipendier, løsarbejde og arbejdsløshed, blev ordene en kilde til en stærk lykke. At skrive fik et skær af nødvendighed, indsigtens gennembrud var den salige belønning, og abstinenser var den sørgelige straf, hvis der var dies sine linea. Mange undrer sig over, at det at sætte bogstaver sammen kan være så sødt. Men det er jo ikke bogstaverne, som er vigtige. Det er derimod de skyer af mening, som man kan få til at formere sig, flytte sig og fortætte sig i rytmisk takt med ordene, ligesom de slotte i Vesterled, salmen taler om.

Da jeg i en sen alder blev ansat på Copenhagen Business School (CBS), havde jeg skrevet så mange ark papir, at det vil være misvisende at sige, at jeg var et ubeskrevet blad. Jeg havde mine vaner eller, som vi filosoffer siger med skyldig hensyntagen til Sokrates, min indre daimon. Bare jeg kunne få lov til at passe mig selv, kunne jeg selv passe ordene. Jeg behøvede ikke ledelse for at vide, hvor jeg skulle hen.

Fyret på grund af inkompetence

Desværre så CBS anderledes på sagen, og da jeg ikke selv opsøgte mine opgaver - jeg havde rigeligt med de indre linjer - måtte andre tage affære. Resultatet var, at jeg blev udnævnt til institutbestyrer. Da jeg ikke kendte CBS og havde min nu instinktive modvilje mod ledelse, skete der ikke rigtig noget. Kasketten samlede støv. Min forgænger havde haft en centralistisk tilbøjelighed, så i starten nød systemet det milde anarki. Efter et stykke tid satte oprøret dog ind, og jeg er stadig den eneste ikke-professionelle institutbestyrer, som er blevet fyret på grund af åbenlys inkompetence. Den slags ting er jo ikke et handicap for de professionelle.

Siden da har CBS været immunvaccineret mod at gøre mig til leder. Jeg duer ikke til det, og det forstyrrer mig i det, jeg duer til. Så jeg har accepteret at være en nørd, der kan pusle med ordene i dagevis, skrive og omskrive og være glad som et barn med LEGO-klodser og computerspil.

Der er ingen misundelse i min sjæl, når jeg ser, hvordan yngre kolleger slås med ansøgninger, forskningsråd, selvfinansiering og omskrivning af det samme projekt, så det som en vejrhane kan flugte med de herskende vinde. De er eksperter i at aflæse de 'signaler', som har erstattet, hvad der engang hed 'begrundelser'.

At sætte forskning under politisk styre er som at lade børn lege med kinesisk fajance. Politikere har ingen sans for forskning, og de ved ikke, hvad de slår i stykker, når de kommer med deres pilfingre. De vil bruge forskningen til mål, som er udvendige for forskningen. Skabelsen af et enormt ledelseskompleks midt mellem politikere og forskere, ledet af forskningspolitikere med stærke ambitioner om at være ledestjerner, kræver store ressourcer, både når det skal opretholdes, og når det skal fordele sine idiosynkratiske goder. Det kan - meget mildt sagt - diskuteres, om det er den bedste måde at bruge bevillinger på.

Led ledelse

Også forsøget på at lede forskningen ved at stipulere, at det eneste, som har værdi, er publicering i A-journals, er udtryk for led ledelse. Det er ingen kritik mod A-journals. De gør, hvad de skal, ligesom Judas gjorde, hvad han skulle. Men den forskning, som kommer ud af det, er stærkt tilpasset, krumbøjet om smalle indsigter, uden sans for større sammenhænge.

Selvfølgelig er det fikst tænkt: Ledere skal kunne bedømme forskning uden at ulejlige sig med at forstå, hvad den handler om. De kan spare sig for at læse og kan nøjes med at tælle. Så vi forventes at slagte fedekalven, når en kollega efter mange forsøg får en artikel optaget i en A-journal. Det var ikke den slags ledestjerner, de vise mænd styrede efter, da de opsøgte den lille superbaby i loen en kold decembernat. Og havde de gjort det, havde ingen kaldt dem for vise mænd.

For øjeblikket er tendensen, at ledelse er så godt, at man ikke kan få for meget af den - og så godt, at ledere må have langt mere i løn end dem, de er ledere for. Som andre bureaukrater føler ledere sig altid overbelastede og aflaster sig ved at udnævne nye ledere. Selv små universiteter ansætter ledere i mange lag, alle stærkt grebne af tidens mantra, som kræver forandring. De har til sidst slet ikke tid til at lede, fordi de skal på kurser for at udvikle deres ledelse. For at symbolisere hvor betydningsfulde deres fusioner og strategier og omlægninger er, må det foregå på business class og franske chateau'er. Og for at vise at de har styr på tingene, må de have data, hvilket kræver kontrol, måling, evaluering og andre rare ting, som også kræver deres skålpund kød.

Man kan håbe på, at ledelseskomplekset bliver så stort, at det må bruge al sin energi på at lede sig selv. Nogle vil kalde det spild af energi, men man kan også se sådan på det, at det er med til at øge beskæftigelsen. Når lederne leder sig selv i den ene halvdel af systemet, kan vi andre dukke hovedet og passe vores forskning og undervisning i den anden halvdel. På den måde opstår to delsystemer med hver deres principper. I den ene del har vi ledestjernerne, som kappes om ranking - og spanking til dem, som ikke passer deres internationale publikationer. I den anden del handler det om forskning, undervisning og miljøpleje.

Man kan vælge, om man vil tilhøre gruppen af ledere eller gruppen af nørder. Mit eget valg er lysende klart. Og lad mig ikke sætte mit lys under en skæppe: stjerne ja, ledestjerne nej. Ikke om det så var juleaften.

Ole Thyssen er professor og dr.phil. ved Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu