Læsetid: 11 min.

En legendes selvdestruktion

Zinedine Zidane segnede under byrden over at skulle bære en splittet nations håb
12. juli 2006

PARIS - Alt begynder, og alt slutter med Zinedine Zidanes hoved. Legenden om Zidane - en historie om ikke bare et fodboldgeni, men også et ikon for harmoni mellem racer, en smilende beskedenhed og tilsyneladende sindsro - begyndte med to hovedstødsmål for otte år siden.

Zidanes hoved - med dets skaldede plet (dengang barberede han det endnu ikke) - sendte bolden i Brasiliens net to gange under VM-finalen i Paris i juli 1998. Søndag aften i Berlin, kom Zidane med et lignende missilagtig hovedstød uhyre tæt på at sikre Frankrig endnu et verdenmesterskab. Stillingen var 1-1, og kampen var langt inde i tillægstiden, men bolden blev lige akkurat pareret af Italiens målmand, Gianluigi Buffon, og røg over overliggeren.

Og så, 10 minutter før slutfløjtet - 10 minutter fra slutningen i VM-finalens sidste ekstra halvleg, 10 minutter fra slutningen for Zidanes glorværdige karriere - blev en milliard mennesker på tv-skærmen kloden vidner til, hvordan dette stilfærdige geni, denne sympatiske fredens mand, pludselig stødte sit hoved ind i brystkassen på den italienske forsvarsspiller, Marco Materazzi.

Hvilke tanker fór dog gennem i den feterede Zidanes bevidsthed i hint øjeblik? Hvilken besættelse havde grebet den mand, som var blevet - eller blevet gjort til - et symbol på forsoning mellem de etniske skel i Frankrig og i videre forstand i verden?

Materazzi havde tydeligvis sagt et eller andet til ham? Men hvad? Utvivlsomt et eller andet racistisk eller personligt krænkende, mente Zidanes medspillere mandag.

Zidane gik først demonstrativt forbi Materazzi for at tilkendegive sin foragt, men vendte så om og stangede så brutalt den høje italiener ned som en tyr. Forvirring fulgte. Derpå greb kampens fjerdedommer ind fra sin position ude for banen: Rødt kort til Zidane. Vanære til fredens mand. Og siden tabte Frankrig som bekendt straffesparkskonkurrencen.

Og nej, der findes ingen vej tilbage. Ingen andre kampe, hvori 34-årige Zinedine Zidane kan gøre sin fadæse god igen.

Daniel Cohn-Bendit, fransk-tysk politiker, leder af studenterrevolten i Paris i 1968 og en passioneret fodboldfan, opsummerede Zidanes skæbnestund i en rammende formulering: "Det var som at se de sidste afgørende øjeblikke af en græsk tragedie, hvor helten afsløres som et menneske i al sin storhed og alle sine fejl."

Zidanes hold

At en så storslået karriere skulle ende på den måde er i sandhed en tragedie og ikke kun for Zinedine Zidane. Andre store fodboldlegender har også ødelagt sig selv - George Best, Diego Maradona - men i reglen er det sket ved langsom nedbrydning og i relativ afsondrethed med en flaske i hånden. Zidane trykkede på selvdestruktionsknappen foran en milliard tv-seere og de 70.000 tilskuere på Berlins Olympiske Stadtion .

Fodboldspilleren Zidane ødelagde ikke mennesket Zidane. Han er og vil vedblivende være en stilfærdig familiefar med en højt beundret kone og to sønner. Og han vil utvivlsomt fortsætte med at føre en stilfærdig og velhavende tilværelse efter fodboldkarrieren.

Men søndag aften ødelagde Zidane ikke desto mindre ikonet Zidane, det politiske symbol Zidane og myten Zidane. Det var, som om legenden Zidane var blevet for stor en byrde at bære for manden. Vel har Frankrigs landshold andre store spillere, men Zidane inkarnerede alligevel holdet.

Ja, Zidane - denne søn af nordafrikanske indvandrere - var Frankrig.

Hans genkomst på landsholdet for et år siden blev i fransk presse dækket som en politisk begivenhed af største betydning. Som det uventede solglimt, der kunne genskabe selvtilliden i en nation, der var i nedsunket i mismod over sin høje arbejdsløshed, sine 10 år med Jacques Chirac og ærgrelsen over at være forbigået som vært for OL 2012. Men selv om han vendte tilbage, var han til konstant og - til stor interesse for de franske medier - oppe at toppes med den ikke videre folkekære franske træner, Raymond Domenech. Zizou, og ikke Domenech, var det, der fik æren for at genskabe holdånden efter en middelmådig præstation i de indledende kampe, ved i omklædningsrummet at lancere slagordet: "Vi har levet sammen. Og vi vil dø sammen."

Afkræftede fordomme

Stakkes Zidane. Han var sin generations største fodboldspiller, men ingen nok så stor fodbolspiller - ikke engang Pelé i sin glanstid - er blevet mødt med en forventning om, at han skulle ændre sit lands økonomiske og politiske historie. Var det virkelig hele denne heltetilbedelse, forventningspresset og det store ansvar, der endte med at overvælde manden?

Skønt han som menneske er stilfærdig, beskeden og høflig, har Zidane altid haft en kort lunte på en fodboldbane. Det vidste de italienske spillere udmærket fra de seks sæsoner, han spillede for Juventus. I sin 17 år lange karriere som professionel fodboldspiller var Zidane blevet præsenteret for det røde kort 14 gange tidligere før i søndags og næsten hver gang på grund af iltre hævnakter, udløst af fysiske eller verbale angreb. Under VM i 1998 da Zidane spillede skuffende i kampene før finalen, blev han udvist for med overlæg at træde på en saudiarabisk spiller i en ren walkover-kamp for Frankrig på Stade de France.

På fodboldbanen har legenden om Zidane som en fredens og forsoningens mand således altid været skrøbelig. Alligevel var den legendariske status uden for fodbolbanen særdeles velfortjent. Og særdeles betydningsfuld.

For de fire millioner franskmænd af nordafrikansk oprindelse - især de unge af dem, der går i baggyjeans og sætter baseballkasketten omvendt - er Zidane beviset på, at man godt kan være beur (franskmand af nordafrikansk oprindelse) og samtidig få succes i det 21. århundredes Frankrig.

Den franske nationalforsamling tæller 577 medlemmer. Ikke en af er af nordafrikansk oprindelse. Beur-ansigter er stadig ret sjældne på fransk tv. Og bortset fra Zidane er der ikke mange succesrige fransk-nordafrikanske fodboldspillere.

Fransk fodbolds unikke 1998-2006-generation er vidt omfang blevet tilskrevet den rige raceblanding i det 'Storfrankrig', som har oversøiske departmenter og territorier på tre kontinenter. Men langt de fleste franske fodboldtalenter kommer fra de caraibiske og vestafrikanske befolkningsgrupper. Dette gælder således Lilian Thuram, Claude Makelele, Thierry Henry, William Gallas, Patrick Vieira og Sylvain Wiltord, der alle spillede i VM-finalen søndag aften.

Alle er de uhyre populære i Frankrig, men ingen af dem har Zidanes helt særlige sociale appel. Til dels fordi han var en i særklasse elegant, opfindsom og intelligent fodboldspiller, men frem for alt fordi han er af nordafrikansk oprindelse.

I Frankrig er det mest brændende 'racespørgsmål' stadig frygten for araberne og islam.

Håbet om, at VM-succesen for Frankrigs brune-hvide-sorte 1998-hold kunne få dybtgående positiv indvirkning på racerelationerne i Frankrig, er for længst blegnet. Den fremmedhadske Jean-Marie Le Pen nåede frem til anden runde af præsidentvalget i 2002, og sidste efterår spredte voldelige optøjer sig som en steppebrand i adskillige franske storbyers multiraciale, fattige forstæder.

Interessant nok blev disse optande ofte fremstillet i dele af fransk og udenlandsk presse som en slags 'intifada' iværksat af en forurettet antifransk og antivestlig ungdom.

Sandheden er, at ballademagerne lignede en tro kopi af landsholdet: De var sorte, brune og hvide. Men den misvisende fremstilling beviser bare pointen: Frygt for arabere eller nordafrikanere er stadig den fremherskende fobi i Frankrig.

Zidane blev født i Marseille, mens hans familie kommer fra den kabylske minoritet i Algeriet, der etnisk set ikke er arabisk. Dette var dog underordnet for den store, hvide majoritet, der stadig hjemsøges af dystre minder fra Algeriet-krigen og af mistro over for unge 'arabiske' mænd. For de hvide franskmænd kom Zidane derfor som en befrielse, som et modargument og som en kilde til beundring og stolthed. Hans popularitet blev yderligere forstørret af den omstændighed, at han forekom at være en almindelig, genert familiefar med begyndende skaldethed.

Zidanes betydning var, at han gav unge franskmænd - brune, hvide og sorte - en ny måde at udforme deres fordomme på. Det store flertal af franskmænd grundlagde deres holdninger for mange år siden, og der skal mere til end selv Zidanes overnaturlige talent for at flytte dem. Men han gav hvide franske unge et blidere, mere succesrigt og mere tillidsvækkende billede af nordafrikanere. Og han gav unge beurs et positiv selvbillede, der ikke havde rod i stoffer, vold eller forkastelse af trikoloren.

Er alt dette forbi med søndag aftens æreløse exit? Ikke helt naturligvis, men opgaven er ikke blevet nemmere for de socialarbejdere i forstæderne - der som oftest selv er nord- eller vestafrikanske - som skal overbevise oprørske 14-18 forstadsdrenge om, at vold ikke løser deres problemer.

Amar er en sådan socialarbejder i en af Paris' østlige forstæder. Han er af algerisk oprindelse og en lidenskabelig fan af Zidane. Mandag var han grædefærdig.

"Uanset hvad vi siger til de unge nu - lad være med slås med banden fra næste boligblok, lad være med at angribe busser og politibiler, lad være med at stikke ild til biler - vil deres svar altid være: Et Zizou alors? - Og hvad så med Zizou?"

Zinedin Zidane blev født den 23. juni i 1972 i La Castellane, en nordlig forstad til Marseille. Hjemme blev han altid kaldt Yazid, ikke Zinedine.

Oplevede ikke racisme

Han voksede op i et socialt højhusbyggeri. Lejligheden var så lille, at Zidane selv, hans forældre, tre brødre og en søster måtte skiftes til at sidde ned og spise. Hans forældre var i forhold til kvarterets udbredte armod forholdsvis velstående. Faderen arbejdede som nattevagt i et butikscenter.

"Jeg oplevede aldrig racisme som dreng, for alle mine kammerater var nordafrikanere eller andre indvandrere," sagde Zidane engang. "Først som voksen har jeg mødt racister. Når folk beder mig om en autograf, kan jeg fornemme på tonefaldet, om de er racister. Men jeg giver min underskrift alligevel. For deres børns skyld."

Zidane var ikke flittig i skolen. Han tilbragte så meget tid, han kunne med sine kammerater. Fra femårsalderen spillede han fodbold på en asfaltbane. Banen var for lille til fløjspil, så det lå i kortene, at Zizou skulle blive central midtbanedynamo.

Zidanes forældre, Smail og Malika, udvandrede fra Algeriet i 1953, før uafhængighedskrigen. Zidane tilskriver faderen en stor del af sin succes og omtaler ham altid som mon papa. Zidanes forældre bor nu i en beskeden villa, som han har købt til dem i Marseilles' udkant.

Mystiske talenter

Yazid flyttede hjemmefra som 13-årig for at gå på talentudviklingsskole i Cannes. Han debuterede som professionel for Cannes' førstedivisionshold i 1989.

Tre år senere kom han til Girondins Bordeaux og i 1996 til Juventus, hvor han var en enestående spiller, men aldrig rigtig blev populær blandt klubbens fans, om så forklaringen er den udbredte racisme i italiensk fodbold eller Zidanes uitalienske og for den sags skyld ualgeriske kølighed.

I 2001 skiftede han til Real Madrid, hvor han blev en af holdets megastjerner ved siden af Ronaldo og senere Beckham. Han var med til at vinde Champions League i 2002 med en vidunderlig elegant helflugter-scoring.

Hvad gør Zidane til så stor en fodboldspiller?

Zidanes gamle idol, Uruguays og Marseilles stjerne Enzo Francescoli, siger, at Zidane har "mystiske talenter". Zidane, siger han, har en evne til kontrollere bolden mageløst præcist med en hvilken som helst del af sin støvle og en evne til at få den til at svæve imellem sine ankler, som gør det umuligt for hans modspillere at læse, hvor han nu vil bevæge sig hen.

Zidanes mystiske side kom også til syne for et år siden, da han meddelte sin beslutning om igen at spille for landsholdet. Til sportsmagasinet France Football udtalte han:

"En nat kl. tre vågnede jeg pludselig og talte med en eller anden. Ingen vidste noget om det, ikke engang min kone... En ubændig kraft kom over mig. Jeg måtte adlyde denne stemme, som gav mig råd. Det lyder som en gåde, men spørg ikke efter en forklaring, for den findes ikke. Ingen vil sikkert møde denne person nogensinde. Selv ikke jeg kan forklare dette møde." Efter en syndflod af overskrifter i fransk og international presse om hans gådefulde møde, bragte en irriteret Zidane så en kortfattet forklaring på sin hjemmeside. Stemmen tilhørte angiveligt hans bror, Farid. Siden har Zidane knapt nok talt med pressen.

Kæmper stadig

Det var ikke så meget en stemme som en rød tåge, der besatte Zidane kort efter kl. 22 søndag aften. Hverken Zidane, hans holdkammerater eller hans italienske 'offer' har endnu røbet, hvad der provokerede ham så vildt. David Trezeguet, Zidanes gamle holdkammerat fra Juventus, sagde, at de italienske spillere havde kørt på Zidane hele kampen. Alligevel burde en så garvet professionel som Zidane have kunnet besinde sig selv.

Præsident Chirac og sportsminister Jean-François Lamour gik ind i det franske holds omklædningsrum straks efter kampen og talte længe med Zidane. Lamour nægtede bagefter at sige, hvad Zidane havde sagt, men fortalte journalisterne, at han virkede très, très marqué - dybt nedbøjet. Meddelelsen om at Zidane havde vundet Den Gyldne Bold som den bedste spiller i slutrunden 2006 - en beslutning truffet før hans udvisning - opmuntrede ham ikke mærkbart.

Ved en reception i Elysée-palæet for Frankrigs landshold mandag eftermiddag overøste præsident Chirac ham med lovprisninger og kærlighedserklæringer på vegne af nationen.

"Kære Zinedine Zidane," sagde han.

"Du gennemlever måske din karrieres vanskeligste øjeblik, men for os vil du altid være en sand virtuos, en mand med et stort hjerte og en mand, som beviser, at Frankrig er stærkt, når det er forenet i al sin mangfoldighed."

Fransk presse og politikere har også været skånsomme over for Zidane, og ingen har givet ham skylden for, at Frankrig tabte. Den gennemgående reaktion har været at begræde tabet af en legende. Kun Cohn-Bendit forsøgte at forstå mennesket bag:

"De, som siger, at man på dette niveau skal være i stand til at kontrollere sit temperament, har naturligvis ret," siger han. "Men man skal huske på, at Zidane er en person, som har måttet kæmpe en hård kamp for succes i hele sit liv. Inden i sig selv er han stadig forblevet en af forstædernes fattige unge, hvilket også er grunden til at forstæderne identificerer sig så stærkt med han. Livet er en kamp for ham, og jo, i kampe er der øjeblikke, hvor man kan tabe hovedet."

Men Zidane tabte jo ikke ligefrem hovedet. Der gik et par sekunder, hvor han tydeligvis velovervejet styrede væk fra provokatøren, og der gik yderligere et par sekunder, hvor han nidstirrede Materazzi. Først da stangede han ham.

Det var næsten, som om Zizou traf en bevidst beslutning, foran øjnene af en milliard mennesker om at sige farvel - ikke kun til fodbolden, men til legenden om Zidane.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu