Læsetid: 4 min.

Lejere forrådes

Boligselskabernes Landsforening er mere interesseret i at opretholde magt end i at pleje deres lejere
3. november 2006

En vigtig dom faldt forleden. Den blev desværre ikke synderlig omtalt i medierne. Den drejede sig om nogle almennyttige boliger i Farum, som lejerne godt vil erhverve som ejerboliger.

Der er tale om en afdeling i Fuglsang Park med 132 familieboliger, der lokalt - imod AAB (Arbejdernes AndelsBoligforening), den centrale almene organisations vilje - traf beslutning om, at de gerne ville overtage deres boliger. Boligselskabernes Landsforening (BL) og AAB protesterede og hævdede, der var tale om en såkaldt tvangsmæssig afståelse og dermed ekspropriation-

Vi er altså inde i grundlovens § 73. "ejendomsretten er ukrænkelig" Og så sku man jo tro, den var god nok. Men ikke i Danmark. Paragraffen fortsætter: "ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning".

AABs påstand - støttet af BL - er altså den, at boligerne tilhører organisationen AAB. Og f.eks. ikke den lokale afdeling. Eller staten. Eller nogen som helst andre. Kunne dette accepteres, ville den logiske konsekvens være, at der naturligvis var tale om ekspropriation.

Ekspropriation

Imidlertid er der i Danmark en stærk tradition for, at staten i meget høj grad kan regulere ejendomsretten uden at der foreligger ekspropriation. Der er ofte tale om sager, hvor folk egentlig ikke synes, det kan være rimeligt, men hvor politikerne alligevel er forholdsvis frit stillet. Tænk blot på den nylige ballade om ungdomshuset på jagtvej, hvor et politisk flertal i borgerrepræsentationen netop ved en regulering af ejendomsretten, ville tvinge faderhuset til at afstå huset. Der gik dog en grænse. Der var tydeligvis tale om magtfordrejning.

Men generelt er der altså store muligheder for politikere for at gennemføre såkaldte erstatningsfrie reguleringer af ejendomsretten.

Det almene marked er meget besværligt at gennemskue. Der er masser af offentlige penge involveret. Der er masser af regulering. Og der er en hel del organisationer, som udleder via det offentlige deres ret til at varetage sektorens interesse.

Ikke mindst dette aspekt må have vejet tungt for domstolen, da den afsagde sin dom. Jo mere statslig regulering, der er på et område, jo mere kan man forvente at staten via lovgivning kan regulere. Staten har skabt en forsøgsordning, hvor der gives mulighed for, at afdelingerne decentralt - uden om den centrale organisation - kan vedtage på en generalforsamling, at man gerne vil erhverve sine boliger. Det var den lov, BL og AAB anfægtede. Men staten fik ret. Det er en lovlig regulering. Og lejerne kan nu frit erhverve deres boliger.

Denne sag randt mig i hu, nu hvor BL kører en storstilet kampagne mod regeringen i stil med BUPLs for en måneds tid siden. For hvad er det BL gør i denne sammenhæng?

Man hetzer regeringen

Jo, organisationen hævder at varetage lejernes interesser. Man strør om sig med forblommede ord om, hvor vigtig lejernes interesser forekommer organisationen. Og man hetzer regeringen for at pålægge lejerne urimelige byrder.

Sammenhængen er den, at regeringen har valgt at søge at anvende midler fra den såkaldte Landsbyggefond - en fond som alle beboere i den almene sektor betaler til - til bl.a.. nybyggeri. Nybyggeri, der kan sikre 6000 nye almene boliger. Det har været en del af formålet for landsbyggefonden sidens dens stiftelse, at midler, indbetalt hertil, også kan anvendes til nybyggeri. Samtidig naturligvis til renovering og lignende. Ikke desto mindre har dette skridt vakt stor bestyrtelse i organisationen. Man protesterer som vilde og gale over dette forsøg på at skaffe finansiering til det, regeringen opfatter som nødvendigt nybyggeri.

Skjult fornemmer man den almene sektors misundelige skelen til de stigende ejendomspriser, der i de senere år har givet husejere en diskutabel gevinst. Og i virkeligheden fornemmer man ønsket om en ekstra beskatning af boligejere, således at den almene sektor bedre kan konkurrere. Et ønske, der deles af dansk metal og bl.a. også af den nye socialdemokratiske folketingskandidat, tidligere S-partisekretær Jens Christiansen. Men nuvel.

Alt det afstedkommer et centralt spørgsmål: Hvis BL virkelig opfatter verden på denne måde, hvorfor i al verden respekterer man så ikke, at der i decentrale dele af den almennyttige organisering er lejere, der ønsker at indrette sig anderledes?

Hykleri

Hvis det vitterligt er sådan, at man iklæder sig brændende at varetage lejernes interesser, forekommer det mærkværdigt, at man svigter netop dem. Men sandheden er jo også, at der her er tale om et komplet hykleri fra de almene organisationers side. Når de anklager regeringen for at bruge penge fra den såkaldte landsbyggefond til skade for lejerne, er dette ikke BLs egentlige ærinde. Det egentlige ærinde at fortsat at sikre BLs kontrol og styring af landsbyggefonden. Intet andet.

Og når BL på den ene side hævder at forsvare medlemmernes interesser - lejernes - men på den anden side med næb og kløer bekæmper enhver mulighed at for at de, hvis de ønsker det, kan erhverve deres lejebolig som ejerbolig, så skyldes også det magt. Nemlig magt over den almene bevægelse. Forstillede man sig, at rigtig mange rent faktisk erhvervede deres lejlighed, ville der jo ikke være behov for en stor dyr styrende organisation-

Selv en løsning, hvor man sælger nogle af de største problemafdelinger og bruger provenuet på at bygge nye almene boliger er man imod. Det er en skam. Og hykleriet? Det er mageløst-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her