Læsetid: 3 min.

Lektørudtalelserne og kampen mod eufemismen

7. august 2006

At kalde en spade for en spade kan nu og da være nødvendigt. Måske ikke i diplomatiets verden, men litterær kritik har gavn af, at tingene siges direkte.

Det bliver litteraturkritikere ikke nødvendigvis populære på, og det er heller ikke sikkert, at de altid har ret i deres jugementer. Det rumler i min bevidsthed med historier om Hans Brix, Kai Friis Møller og Frederik Schyberg, mens jeg på den anden side har set avisanmeldelser degenerere i de seneste ti-år, måske for at please, måske for ikke at såre de følsomme forfattere.

Jeg har leveret lektørudtalelser i 21 år, det startede i 1979. På det tidspunkt havde lektørerne manglet et sprog, der kunne skelne mellem skidt og kanel, når det gjaldt lyrikken, der huserede i 1970'erne, og mange biblioteker havde forkøbt sig på udgivelser, der ikke burde have nået længere end skrivebordsskuffen.

Eufemismerne florerede. Det syntes jeg, der skulle gøre noget ved, ikke mindst for at forhindre, at amatørlyrikerne med biblioteksanskaffelserne fik stukket blår i øjnene - og i løbet af et par år lykkedes det. Amatørlyrikken var en saga blot.

I tirsdagens (den 1. august) artikel om lektørudtalelserne nævnes en anmeldelse af en krimi og en derpå følgende klagesag, som ikke får nævneværdige salgsmæssige resultater. På samme side er der hele to ekstensive anmeldelser af samme bog, der stort set kommer til samme resultat, som den lektørudtalelse, der er blevet klaget over. Et klart eksempel på at lektøren havde ret i sin vurdering.

Hvad lektørudtalelser angår er det ekceptionelle, at de kan indankes for lektørudvalget, der så kan beslutte sig for en revurdering. Ofte med udgangspunkt i retningslinjernes passus om "bevidst sårende ordvalg."

Det kan ske for en lektør, og jeg har oplevet det adskillige gange, at trangen til at kalde en spade for en spade bliver uimodståelig - og at man tiltager sig den journalistiske anmelders rettigheder. Hvis der klages, så skal man en tur gennem møllen, og det er jo mindre morsomt.

Svært at være lektør

Kort før min start som lektør fik de to lyrik-lektører Mads Ploug og Per Gammelgaard ørerne i maskinen. De blev kaldt til møde med lektørudvalget i Ballerup og fik læst og påskrevet, ikke mindst af Forfatterforeningens medlem af udvalget, Lise Sørensen, der havde samlet et gevaldigt skyts, der bevirkede, at de to snart forlod deres tjans.

Nogle år senere lagde man kursen om. Ved et møde i Århus præciserede formanden for Indbindingscentralens bestyrelse, Ralph Lysholt Hansen, at der i forbindelse med klagesager ikke ville blive krummet et hår på lektørernes hoved. Og senere blev lektørerne opfordret til at synliggøre deres kritiske holdninger til de bøger, de skulle anmelde.

Det er svært at være lektør. Lektøren kommer først og anmelder ofte på basis af at korrekturaftræk. Kan ikke hælde sit hoved til dagbladsanmeldelser, men må vove pelsen. I mine 21 år som lektør havde jeg job på et centralbibliotek, hvor vi havde adgang til avisanmeldelser, og som en naturlig ting checkede jeg, om jeg stod alene med mine vurderinger. Der var et par smuttere i alle de år, men om det var mig, der så forkert eller avis-anmelderne, ved jeg stadigvæk ikke.

For bibliotekerne er lektørudtalelserne en absolut nødvendighed, hvis de vil have bøger til tiden, og lektørerne har som uskreven regel at leve op til Bibliotekslovens krav om kvalitet, aktualitet og alsidighed.

Derfor indførte Indbindingcentralen også - langt senere end 1963, som tirsdagens artikel hævder - den regel, at lektører skulle have aktiv publikumskontakt og deltagelse i bogvalgsproceduren på deres arbejdsplads. Et fremskridt, men en bet for adskillige lærere på biblioteksskolen, der mistede et lille bijob.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her