Læsetid: 3 min.

Lektor Blommes kanon og redaktørens redepis

I sin samling af essays om dansk litteratur polemiserer litteraturlektor Jørn Erslev Andersen mod rød-hvid kanonisering og anti-akademisk litteraturjournalistik
9. juni 2005

Jørn Erslev Andersen, litteraturhistorisk lektor ved Århus Universitet, er en fremragende litterat, lærd og belæst, internationalt skolet, med godt greb om store filosofiske diskussioner og en fin sans for det stof, litteraturen er gjort af.

Det skal han være forvisset om. Men det er han ikke ganske, hvis man skal dømme efter visse passager i hans seneste essay-samling Værkelighed. Essays om dansk litteratur. Det er i hvert fald den bedste forklaring, jeg kan finde på hans tendens til lange opremsninger af alt det, han har læst - opremsninger, som synes at have til formål at overbevise læseren, og måske ikke mindst ham selv, om lektorens store lærdhed.

Men det er slet ikke nødvendigt - den stråler os i møde fra det solide, litteraturvidenskabelige arbejde så vel som den engagerede, litteraturpolitiske polemik, som bogen udfolder i et veloplagt sprog, der spænder fra det jovialt-fyndige til det eskalerende akademiske.

Redepis og tabernaklist

Litteraturpolitisk har Erslev Andersen to rigtig gode pointer, som jeg fuldt og helt kan tilslutte mig: For det første at det at sammensætte en kanon er en voldsomt underholdende og stimulerende selskabsleg, og ikke bør være mere eller andet, for det andet at den anti-akademiske tone i dansk litteraturjournalistik er utålelig.

De anti-akademiske litteraturjournalister og -redaktører karakteriseres med århusiansk elskværdighed som "selvbestaltede og højtråbende og umanerligt redepissende, deres universitære herkomst taget i betragtning". Her fik vi så et eksempel på den jovialt-fyndige stil, som ikke bør være helt fremmed for journalisterne selv, hvorimod deres redepis givetvis vil bringes i kog af den akademiske ekvilibrisme, Erslev Andersen udfolder. Eksempelvis når han taler om Niels Franks "lyriske transformation fra rationerende øjebliks- og kimdigter til overgiven og krystallinsk bølgende tabernaklist".

Denne og andre formuleringer, hvor fremmedordene befrugter det danske i mere eller mindre neologistiske konstruktioner, vidner om, at akademismer kan stå i prægnansens og det sproglige overskuds tjeneste. Det er sgu da sprudlende, når det hedder om en oldgræsk digter, at han "kan reflektere over vinøs intoksikation på baggrund af egne ganske omfattende erfaringer" - og hvor ville det have været kedeligt, hvis der i stedet for "vinøs intoksikation" havde stået "fuldskab" eller "alkoholisme" eller noget andet "formidlende". Kun enkelte steder kommer akademismerne i stedet til at tale det sproglige underskuds og redundansens sag, f.eks. når Simon Grotrians digtning karakteriseres ved "den alt andet end arbitrære enigmatiske billedbrug, der forlener henvendelsens patos med et skær af dobbelttydighed, en art figurativ ironi eller dobbelttydighed".

Ud over Niels Frank og Simon Grotrian skriver Erslev Andersen om Pia Juul, Inger Christensen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Per Højholt, samt i den lidt ældre afdeling om J.P. Jacobsen, Sophus Claussen, Schack Staffeldt og B.S. Ingemann. Disse forfattere bliver således indslag i lektor Andersens kanon, som dog på det skarpeste lægger afstand til lektor Blommes, til det "lektor Blomme-agtige og autoritative og rød-hvide slag med pegepinden", som den statsautoriserede kanon karakteriseres som.

Giv tid, giv tid

I den almindelige danske litterære offentlighed ved vi, at Niels Frank engang har udtalt, at ordet "radiator" ikke bør forekomme i en digtsamling. Men ved vi, at Niels Frank siden reviderede sin opfattelse og udtalte, at han nu i sine digte sigtede efter "radiator" som "det yderste ord"? Ligeledes: I det almindelige danske litterære hjerte gemmer vi Ingemanns "Giv tid, giv tid!" som en lille poetisk skat, vi kan varme os ved. Men ved vi, at digtet oprindeligt indgår i en hel fortælling og her bliver udstillet som "Prøve paa smagløs Sentimentalitet"?

Her er det, den litterære forsker med sit sindigere arbejdstempo når et spadestik dybere og kan slænge solid muld på kulturjournalisternes bord. Skade at vi i princippet for længst har rejst os fra bordet og er flagret videre efter nye hele eller halve vinde, men litteraturvidenskabeligt arbejde som Erslev Andersens minder os om, at det kan være nødvendigt at vende tilbage. Giv tid, giv tid!

Ikke mindst i bogens to essays om J.P. Jacobsen finder man litteraturhistorisk og - analytisk gravearbejde af den fineste slags. Ved at have udpræget øre for den jacobsenske romans helt særlige tone (eller "atonale, serielle flerstemmighed", som det hedder om Fru Marie Grubbe) og ved at hive Jacobsen ud af den nationale og ind i den europæiske kontekst, får Erslev Andersen befriet forfatterskabet fra den spidsrod, det i den danske reception har måttet løbe mellem at hyldes som "naturalistisk" og forkastes som "æsteticistisk".

Med sin belæsthed og analytiske evne formår Erslev Andersen at trække den danske litteratur op af andedammens mudder og ind i en større, europæisk sammenhæng. Hvilket i disse nationalkanoniske tider synes mere påkrævet end nogensinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu