DEN MAGELØSE Champs Elysèes i Paris har været pyntet til fest i denne uge. Langs kanten af den brede avenue har den franske Trikolore og det britiske Union Jack vajet side om side i anledning af 100 års dagen i morgen for underskrivelsen af den britisk-franske venskabspagt, Entente Cordiale. På den franske nationaldag 14. juli skal britiske soldater i samme anledning deltage i Bastilledagsmarchen ned ad Champs Elysèes.
Den hjertelige pagt, som blev underskrevet den 8. april 1904 i London, var afslutningen på 900 års voldsomme stridigheder mellem de to daværende stormagter om herredømmet over en række kolonier og begyndelsen på fri passage gennem Suezkanalen og Gibraltar-strædet. Samtidigt begyndte en ny venskabelig epoke af handel, politisk dialog og et tæt militært samarbejde mellem Storbritannien og Frankrig. Det eksisterer den dag i dag og har afgørende indflydelse på alle ambitioner om et snævert forsvarspolitisk samarbejde i den Europæiske Union.
Det britiske statsoverhoved, Dronning Elizabeth II, indledte mandag sammen med sin mand, prins Philip, sit fjerde statsbesøg i Paris i samme anledning. Hun indviede et nyt højhastighedstog på Eurostar-ruten toget blev døbt Entente Cordiale og ved ankomsten på Gare du Nord noterede en imponeret britisk presse sig, at franske jernbanearbejdere havde haft travlt med at spraye skinnerne med parfume, således at majestæten kunne ankomme til en duft af meloner. Tres français.
DRONNINGEN har i løbet af ugen nedlagt kranse ved den ukendte soldats grav, spist middag, overværet parader og besøger i dag en Airbus-fabrik i Toulouse. Mandag holdt hun under den formelle festbanket en tale, hvori hun understregede, at de to lande ikke vil stå sig ved at lade den hjertelige entente mellem London og Paris overskygge af aktuelle politiske uenigheder med andre ord af Irak-krigen. Særligt i lyset af de terrorhandlinger, som truer begge landes og Europas sikkerhed, hed det videre. »Også i det 21. århundrede vil Storbritannien og Frankrig være naturlige partnere,« forsikrede Elizabeth II på perfekt fransk.
Præsident Chirac kvitterede ved at understrege behovet for en europæisk forfatning »så hurtigt som muligt«. Historisk hyldede han briterne, som dem, der »beskyttede modstandsflammen i det mørkeste øjeblik i vor historie«. Aktuelt kaldte han forholdet en »hjerternes affære«, der godt nok har behov for »fortsat kultivering«. Og så siger man, at franskmændene er galante det er og bliver briterne, der er verdensmestre i protokollær høflighed, hvilket de to taler til overflod beviste, hvis nogen skulle være i tvivl.
KULTIVERINGEN af lad os bare få det sagt på skandinavisk facon uden dikkedarer det pt. iskolde forhold mellem de to lande, er mestendels overladt til Tony Blair og Chirac selv. Blair skal besøge Chirac den 9. maj også i anledning af jubilæet. De to har et notorisk anstrengt for nu ikke at sige decideret uhjerteligt forhold til hinanden, et faktum som Irak-krigen ikke blot understregede, men cementerede.
Men statsoverhoveder forgår, mens nationer som bekendt består. Så er det, som de mange hyldestskrifter i anledning af 100-årsdagen har sagt, i virkeligheden mestendels sprog og madvaner, der i dag skiller Storbritannien fra Frankrig? Franskmændene lever for at spise, i England er det omvendt, påstod f.eks. den britiske avis The Independent, i en hel særsektion om ententens runde fødselsdag forleden. Well, det er mere kompliceret. Tag f.eks. forholdet til EU og USA.
FRANSKMÆNDENE har historisk ønsket sig mere EU, populært sagt som en fordobling af franske interesser i verden. Briterne har været skeptiske hele vejen. Og selv om kommentatorer i dag påpeger, at briterne har den mest EU-glade leder nogensinde i Blair, og franskmændene omvendt en af de mest euro-skeptiske Chirac er bestemt ikke lykkelig over det nye EU proppet, som det er, med pro-atlantiske og frihandelsglade østeuropæiske nytilkommere så er ambitionerne på EUs vegne fortsat væsensforskellige.
Først og fremmest fordi forholdet til USA forbliver modsat. I protektionistiske Paris ses den amerikanske kulturs og politisk globale dominans som en konstant fornærmelse, hvorimod den i London ses som en styrkelse af angelsaksisk forståelse af liberalt demokrati og en sund markedsorienteret levevis.
Så om end der især på forsvarsområdet anes en konsolidering af Paris-London-aksen i EU, er det fortsat ønsketænkning, når der især i London drømmes om en permanent forbrødring. I Paris er man fortsat langt tættere på Berlin. Og american apple pie er fortsat mere populær i det britiske end quiche lorraine nogensinde bliver det. For slet ikke at tale om foie gras som i det dyre-velfærdsbesatte Storbritannien er langt mere politisk ukorrekt end så meget andet dekadent og parisisk.
Herfra spår denne ledersignatur, at selv den igangværende folkevandring af briter i hundredetusindevis, der lokket af billige flyruter og lave ejendomspriser flytter til det sydfranske, ikke vil rokke stort ved den sag.
