Information har taget hul på andet kapitel i sagen om Jørgen Leth. Avisens greb er diskussioner af diskussionen om Leths bog. Og det metaperspektiv, der tegner sig, er, at reaktionerne (den feministiske kritik) er udtryk for 'moralisme' og 'småborgerlighed', hverken mere eller mindre. Interview med forfatteren Jens Christian Grøndahl lagde i første omgang linjen. Og interviewrækken under titlen 'Den reaktionære feminisme' med Vibeke Vasbo, Bente Hansen og Lone Nørgaard har efterfølgende gjort sig de hæderligste anstrengelser for at underbygge Grøndahls forståelse, ligesom Rune Lykkebergs anmeldelse af bogen om Moral Panic støtter det samme.
Men hvad sker der, når man således placerer kritikken af Leth inden for rammen af nypuritanisme, moralisme og småborgerlighed? Så gøres den illegitim og reduceres enten til spørgsmålet om, hvorvidt andre må have vildere livsførelse end en selv (Grøndahls definition), eller til en debat drevet frem af angsten for det nye, som det udfoldes i 'moral panic'- diskursens forståelse. I den optik kan feminister, som er kritiske over for Leths kunstneriske og mere verdslige aktiviteter, affejes uden yderligere argumentation. De har simpelthen ikke fattet frigørelsesidealets velsignelser og er tydeligt bærere af antikveret seksualmoral. Glem alt om at tage sådan nogle 'sure tanter' seriøst! Konsekvensen af denne forsimplede kategorisering af Leth-kritikken, som Information har gjort sig til bannerfører for, er desværre, at vi taber den principielle diskussion på gulvet, som ligger under Leth-sagen. Nemlig diskussionen om tidens seksualitetskultur og kønsligestilling i en globaliseret verden.
Angst for seksualitet
Hvis man sammenligner dagbladenes håndtering af Leth-sagen har Information - i modsætning til for eksempel Politiken - haft travlt med at fremstille den som en generationskonflikt. Gennem interviews med gamle rødstrømper, der ellers sjældent trækkes til torvs i slige sager, konstruerer Information en generations-uenighed, der bruges til at kategorisere yngre feminister som reaktionære og småborgerlige. En bekvem kategorisering for dagbladet, der i mistænkelig grad ligner en angst for at diskutere seksualitet i et feministisk ligestillingsperspektiv.
Som bekendt havde 1970'ernes kvindebevægelse følgeskab af en seksualitetsfrigørelsesbølge, hvis selvforståelse var, at den gjaldt begge køn. Men her 30 år efter er det blevet smerteligt mere klart, at den frigørelse aldrig rigtig kom til at gælde kvinder. Man diskuterede kvinders orgasme, ligestillede samlejestillinger og G-punkter, mens kommercialiseringen overhalede hele projektet indenom og førte til et boom i hetero-normativ, androcentrisk porno og brug af kvinder som sexobjekter til salg af alskens varer. I de senere år føjer globaliseringens import af fattige kvinder til prostitution sig til denne udvikling. Særlig det sidste har intensiveret forståelsen af den ikke-hvide kvinde som (det ultimativt underordnede) sexobjekt. - En reminiscens fra kolonitiden, som mere eller mindre uproblematiseret fortsat ligger indvævet i den vestlige kultur, og får fornyet liv i traffickingens tidsalder.
Rødstrømperne tog tilløb i starten af 1970'erne med debatbøger og avisindlæg, men fik aldrig held med opgøret med den mandlige seksualitets normsættende karakter. Den gled ind og blev fundament i forståelsen af, hvad 'frisat seksualitet' var for en størrelse. Tegnene på, at frigørelsen tog sigte på at nedbryde grænserne for mandlig lyst, var synlige allerede dengang. Som for eksempel i Berl Kutchinskys idé om, at det var en god idé at afkriminalisere de 'milde' seksuelle overgreb på kvinder. Eller i den udbredte enighed om børnepornoens ventilfunktion, som herskede, indtil man kriminaliserede genren i 1980. For ikke at tale om Sten Hegelers ide om pædofili som en naturlig og positiv seksualitetsform.
Leth synliggør magten
Når Leth toner frem som en så debatskabende figur, er det - for os at se - fordi han eksponerer de blinde pletter, som stadig ligger i seksualitetsfrigørelsens naive tankegang. Han synliggør, at gamle magtstrukturer, blandt andet baseret på køn, ikke nødvendigvis opløser sig, fordi man sætter alting fri. De kan blive usynlige, javist, men overvintrer lunt i ly af den entusiastiske fristættelsesidé.
En af de centrale uenigheder, der viser sig i forståelsen af Leth, er spørgsmålet om hvorvidt seksualitet er en kulturel konstruktion, eller en naturgiven sag: I den optik hvor seksualiteten opfattes som naturligt given, ses kritikken af Leths (herremands) seksualitet som en dæmonisering af det mandlige begær, og ydermere som et resultat af "ulysten til at se sit eget begær i øjnene i dets muligvis politiske ukorrekte former". (Ørum og Schultz, Information 15.-16. oktober). I denne forståelse er det mandlige begær altså én ting, og dem, som ikke vil indrømme, at deres begær er struktureret efter samme herremandsskabelon, er 'politisk korrekte' puritanere. Men måske er det store antal mandlige debattører, der har taget afstand fra Leth, netop mænd hvis begær antager andre former - mænd, der gerne aktivt vil modarbejde en konstruktion af deres seksualitet som kolonialistisk og ulighedsbaseret? Og måske er den model som Ørum og Schultz forfægter, hvor kvinder tænder på at være i den anden ende af Leths kolonialistiske begær - langt mindre udbredt, end de forestiller sig. Når vi synes, at det er problematisk at have Leth siddende på piedestalen, så er det fordi, vi mener han bliver betydningsskabende. Når en feteret kunstner som Leth uproblematiseret kan købe sex af og have herremandsfantasier om økonomisk afhængige og underordnede kvinder, og bæres frem i pressen som forfører og boheme, så sætter det betydninger i verden for andre, der måtte lege med tanken om dominans og seksuel udlevelsesprærogativ.
Seksualitetens kultur
En anden uenighed i debatten er i forståelsen af seksualitet som noget der i så vid udstrækning som muligt skal leves ud eller som noget, der som alle andre livsområder skal være omgivet af normer og etik. Når man ser tilbage på Sten Hegelers og Kutchinskys forståelser af seksualitet som en drift, der ikke må begrænses, er det nok de færreste, der er uenige i, at etiske regler for seksualitet skal sættes samfundsmæssigt og endda lovgivningsmæssigt - på visse områder. Pædofili, børneporno og direkte seksuelle overgreb gør de færreste sig til fortalere for i dag. Det er, når tematikker som 'prostitution', 'pornografi' og 'mandlige begærsudlevelse' kommer på dagsordenen, at kategoriseringshammeren falder og begrebet 'ny-puritanisme' hales frem.
Det tankevækkende ved hele forståelsen af Leth-kritikken som en småborgerlig, ny-puritansk kritik er, at den dømmer dele af den aktuelle seksualitetskultur ude som debattematikker. Som vi kan se af interviewene i serien 'Den reaktionære feminisme' er gamle travere som 'uligeløn' og 'relationen mellem familie/arbejdsliv' fortsat legitime feministiske debatområder, mens diskussioner af seksualitet bliver rubriceret som småborgerligt petit-stof.
Men hvorfor er det så vanskeligt at få øje på, at der bag en kritisk evaluering af frisættelsesprojektet er andet end puritanisme?
Undegraver 35 års kamp
Hvorfor skal al kritik tolkes som forsøg på at undergrave det, vi har opnået de sidste 35 år? Hvorfor kan det ikke tolkes som udtryk for frustration over den drejning udviklingen har taget, og som en problematisering af, hvem udviklingen tager hensyn til og har konsekvenser for? I erkendelse af frisættelsesprojektets illusoriske naivitet og klare begrænsninger har yngre feminister taget seksualitet op som et tema, der brænder på i disse år, med kampagner mod Ekstra Bladets prostitutionsannoncer, med debatter om pornografiens massekulturelle gennemslag og med ønsker om at kriminalisere prostitutionskunder. Det er ikke debatter drevet af puritanisme, men debatter drevet af lysten til at synliggøre og kritisere den heteronormative, androcentriske seksualitetsnorm, der gennemsyrer vores seksualitetskultur, og derigennem skabe en kultur, hvor seksualitet og lystudlevelse for alvor er mulig for begge køn. Og det vil sige en kultur, hvor forskellige seksuelle friheder balanceres i forhold til hinanden, sådan som man er nødt til i et kønsligestillet og demokratisk samfund - et samfund vi mener, der er hårdt brug for at kæmpe for både her tillands og ude i verden.
Anette Dina Sørensen og Sarah Højgaard Cawood er kønsforskere
