Læsetid: 4 min.

Lettisk strækmarch

7. april 1998

DEN BOMBE, der tidligt mandag morgen sprængtes i en skraldespand over for den russiske ambassade i Letlands hovedstad Riga, førte hverken til personskader eller større materiel overlast - når vi ser bort fra et par skrammer på parkerede ambassadebiler.
Men bomben markerede endnu en eskalering af det i forvejen dårlige forhold mellem Moskva og dets tidligere satellitstat. Ikke uventet konkluderede det russiske udenrigsministerium i en erklæring mandag, at "denne terroristhandling er et resultat af den seneste tids tilskyndelse til anti-russisk hysteri, nationalisme og ekstremisme i Letland".
Og mens gerningsmændene bag bomben i teorien kan være hvem som helst - gadedrenge, ultra-højre grupper eller for den sags skyld russiske ekstremistgrupper eller agenter - så er det ikke til at bortforklare, at der i den seneste måneds tid er sket ting i Letland, som har ført til en markant forværring af det i forvejen ikke mere end tålelige forhold mellem Letland og dets store nabo.

DET BEGYNDTE den 3. marts, da omkring 1000 pensionister - de fleste russere, men også letter - demonstrerede i Rigas centrum imod forringede levevilkår. Da demonstranterne spærrede en hovedgade, slog et talstærkt politi, udstyret med gummiknipler, til og fordrev de gamle med stor og helt uhensigtsmæssig brutalitet. Tv-optagelser fra begivenheden vakte voldsom harme i Moskva og førte til trusler om, at Rusland ville indføre økonomiske sanktioner mod Letland.
Lettisk politivold mod fattige russiske pensionister var slemt nok. Men det skulle blive værre.
16. marts gik ca. 500 veteraner fra nazi-tidens lettiske SS-enhed, den såkaldte Lettiske Legion, igennem Rigas gader for at markere 55-årsdagen for legionens grundlæggelse. I sig selv en provokation i et land, hvor der i de tre år under Nazi-Tysklands administration, 1941-44, blev myrdet 65.000 jøder. Men dog en manifestation, som måske kunne være tålt i ytrings- og forsamlingsfrihedens hellige navn.
Hvis ikke det var, fordi marchen havde fået de lettiske myndigheders halvofficielle godkendelse. Der var ingen officielle regeringsrepræsentanter til stede ved marchen, men chefen for de væbnede styrker, Juris Dalbins, deltog, forsvarsminister Talavs Jundzis havde givet al militært personel fri til at deltage, hvis de ville - og adskillige parlamentsmedlemmer og militære officerer var blandt marchens deltagere. For at "ære de soldater, der blev dræbt under kamp for Letland", som de senere har forklaret sig.
Det Lettiske Legion er et følsomt emne for lettiske historikere og politikere. Det er sandt, som nogle historikere fastslår, at unge lettiske mænd blev tvunget ind i legionen af den nazi-tyske besættelsesmagt, lige som flere blev tvunget ind i Den Røde Hær efter den russiske annektering af de baltiske stater i 1940. Men det er også sandt, at de nazi-tyske styrker, der i 1941 fordrev russerne, af mange letter blev set som befriere, og at også lettiske medlemmer i SS-enheden tog aktivt og entusiastisk del i udryddelsen af jøder.

DEN INTERNATIONALE reaktion på marchen og den lettiske regerings mildt sagt tvetydige forhold til den begrænsede sig ikke til den forventede kraftige fordømmelse fra Moskva.
"Hvis folk i Letland ikke kan forstå, at det at gøre tjeneste i SS er en negativ ting, så må der en hel del folkeopdragelse til", sagde f.eks. Effraim Zuroff, leder af Simon Wiesenthal-centret i Jerusalem.
Værre for letterne var den tyske forbundskansler Kohls kommentar om, at enhver officiel lettisk forbindelse med festligholdelsen af et SS-jubilæum "varsler ilde for landets EU-medlemskab".
Den markante internationale reaktion - og en efterfølgende bombesprængning foran den jødiske synagoge i Rigas centrum - fik i sidste uge den lettiske præsident, Guntis Ulmanis, til at reagere. De væbnede styrkers chef, Juris Dalbins, blev fyret sammen med politichefen Aldis Lieljuksis.
Samtidig opfordrede præsident Ulmanis Letlands politikere til hurtigt at ændre landets kontroversielle statsborgerskabslove. Som det er nu, er det kun de indbyggere, der boede i Letland før 1940, og deres efterkommere, der automatisk får lettisk statsborgerskab. Alle andre må søge om det, og skal stille til eksamen i lettisk sprog, historie og forfatning efter en procedure, der lukker folk ind i hold - begyndende med de yngste årgange. Med det resultat, at kun 7.500 ud af det russiske mindretal på 700.000 hidtil har fået statsborgerskab.

HER ER VI VED sagens kerne: den lettiske regerings manglende vilje til at erkende, at Letland anno 1998 er en stat for to folk, to kulturer og to sprog.
Denne modvilje kan i stort omfang forstås ud fra historiske forhold: Størsteparten af den russiske befolkning er enten selv indvandret eller er efterkommere af indvandrere, der kom til landet i Sovjet-tiden, samtidig med at hundredtusinder af letter blev deporteret - med det resultat, at letterne var tæt på at komme i mindretal i deres eget land.
Altså: Holdningen kan forstås. Men ikke accepteres. Om ikke af andre grunde, så fordi at den lettiske nationale højrefløjs hede ønske om, at størsteparten af russerne en dag oplever livet i Letland som så ubehageligt, at de til sidst forsvinder, er et luftkastel. Historien lader sig på dette punkt ikke skabe om.
Den seneste måneds begivenheder bør kunne overbevise eventuelle ansvarlige lettiske politikere om, at alternativet til at følge præsident Ulmanis' opfordring er et voksende modsætningsforhold til Rusland og en opgivelse af enhver tanke om medlemskab i EU. Den Lettiske Legions strækmarch d. 16 marts havde kun én retning - væk fra Europa, henimod isolationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her